ERHVERV / Mandag 10. november 2025 • 19:00

Rønne-firma vækster: 'Vi har klart skruet op for blusset'

Rønne-firma vækster: 'Vi har klart skruet op for blusset'
Direktør Klavs Holm sammen med grafisk designer og illustrator Engelke Toklum (th) på Hakon Holms stand ved Bogforum i Bella Center, København. I baggrunden vender Janne Høgshøj tommelen op, idet hun havde taget sin nye bog "JanneLoven", som giver en fuckfinger til Janteloven, med. Foto: Torben Østergaard Møller

Direktøren i det grafiske bureau og bogforlag Hakon Holm fortæller, at han skruer op for blusset og både satser på flere udgivelser og flere ansatte i det rønnebaserede firma, som i weekenden for første gang deltog i Bogforum.

Dan Rachlin var forbi og agere dj med en gang 80'er-musik, hvilket nok kan sætte liv i kludene, men i det hele taget havde Hakon Holm i weekenden tre gode dage på Bogforum i København.

Det var første gang, det grafiske bureau og bogforlag fra Rønne havde en stand med til den store begivenhed i Bella Center, men direktør Klavs Holm er særdeles tilfreds med forløbet og én ting er sikker:

Hakon Holm vender tilbage næste år, fortæller han over mobilen her mandag formiddag, hvor han sammen med sit personale er i fuld gang med at pakke ned efter en hektisk weekend.

Han har skruet op for blusset med bogudgivelser, hvoraf han på messen kunne byde på cirka 20 forskellige af slagsen, idet de 10-15 af dem var spritnye såsom Dan Rachlins "80'erne – fra musiknørd til mediedarling".

Dan Rachlin signerer bøger hos Hakon Holm. Privat foto

Men også eksempelvis en ny bog om motivation af den tidligere danske eliteroer Mette Bloch, "1% – nye vaner der holder", præsenterede Hakon Holm, og søreme også en om ingen ringere end The Beatles skrevet af bornholmske Niels Harild, nemlig "Elsker The Beatles".

Han, som er sportskommentator på Disney+, er også kendt for sin podcastserie af samme navn.

Det har været en god idé at deltage i messen, fortæller direktøren.

– Fordi vi havde så mange nye titler, var det rigtig godt at være til stede, og vi synes, at vi blev taget godt imod, siger han.

Og det gør naturligvis ikke noget, at begivenheden havde publikumsrekord, og for eksempel om lørdagen havde totalt udsolgt.

– Der har simpelthen aldrig være så mange mennesker før, og vores stand var rigtig godt besøgt. Vi nåede også de salgstal, jeg havde sat mig som mål – godt og vel endda, siger Klavs Holm.

– Men det vigtigste for os var faktisk at komme i direkte dialog med læserne, det er den primære årsag til, at vi er sådan et sted, og jeg sætter virkelig stor pris på de utroligt mange gode snakke, vi har haft med folk på vores stand.

– De gør, at jeg kan få verificeret nogle af de antagelser, vi har, men også at vi har fået nogle friske bud på, hvad det egentlig er, der gør, at man synes, nogle af vores titler er interessante. Det er vi utroligt taknemmelige for.

Hakon Holm arrangerede, at Dan Rachlin optrådte som dj ude i den store foyer. Privat foto
Hakon Holm arrangerede, at Dan Rachlin optrådte som dj ude i den store foyer. Privat foto

Vi vækster

Har I skruet op for blusset med nye udgivelser?

– Vi har klart skruet op for blusset. Vi vækster, og det vil vi også gøre i de kommende år. Både i omsætning, antal titler og i forhold til nye kolleger, siger Klavs Holm og fortæller, at der i dag er en "en håndfuld" medarbejdere og dertil en række freelance-tekstforfattere, redaktører og så videre.

Hvad angår de bøger, Hakon Holm udgiver, fortæller han:

– Vi kan utrolig godt lide biografier, kunstbøger, faglitteratur – og i det hele taget fortællinger om mennesker til mennesker.

Også Niels Harild var i løbet af weekenden forbi i forbindelse med sin Beatles-bog, ligesom altså Dan Rachlin spillede 80'ermusik, hvilket han gjorde ude i foyeren ved et arrangement, som Hakon Holm stod for, og efterfølgende signerede han så bøger inde ved Hakon Holms stand.

I alt bød seks-syv af de helt nye udgivelser på bogsigneringer og små talks med forfatterne, hvor publikum kunne møde dem, oplyser direktøren.

– Og Niels Harilds Beatles-bog var en af dem, som faktisk blev taget rigtig godt imod, siger han.

– Den overraskede meget positivt med et godt salg.

Hvordan har I fået fingre i Dan Rachlin?

– Jamen, vi har fået skrevet nogle gode bøger efterhånden, så vi får en del direkte henvendelser fra forfattere og personligheder, som er interesserede i en dialog.

– Dan er så en af dem, vi selv har rakt ud til, og det har vi gjort med en del personer, hvor vi ser en spændende historie. Vi havde for eksempel også en boglancering med Rami Zouzou, hvis bog "Med integration som en ridende mare" udkom på Bogforum, siger Klavs Holm, som glæder sig til at returnere til Bogmessen i 2026.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT