I denne sæson bliver øens ældste ungdomsspillere i badminton udfordret på den anden side af vandet, og i weekenden debuterer de i en holdturnering på Sjælland, hvor Bornholm stiller med både et U15- og et U17/19-hold. Det er seneste tiltag i et treårigt pilotprojekt, der har til formål at styrke sporten gennem øget aktivitet for øens ungdomsspillere.
DGI Badminton Bornholm fortæller, at tiltaget skal være med til at motivere og fastholde øens ældste ungdomsspillere på det tidspunkt, de ofte falder fra, får fritidsjob, flere skolelektier og andre interesser.
I alt 11 ungdomsspillere drager søndag af sted for at prøve kræfter mod jævnaldrende hold på Sjælland. U15-holdet tager til Mariendalshallen på Frederiksberg, mens U17/19-holdet skal til Gørlevhallen.