Lakridskongen Johan Bülow er søn af Pernille Bülow, og Lakrids by Bülow blev stiftet på Glastorvet i Svaneke, hvor den første butik åbnede den 7. juli 2007.
– Ideen var at koge lakridsen i butikken, så det kunne duftes 100 meter væk. Det virkede, og alt blev udsolgt på to timer. Den sidste kunde købte endda skålen med smagsprøver på disken, skriver virksomheden på sin hjemmeside.
Siden har duften spredt sig ud over Danmarks grænser, men bornholmeren har ikke selv stået i spidsen for selskabet siden 2017, da han trak sig fra posten som administrerende direktør. I august solgte han så majoriteten af selskabet, og nu siger kongen altså farvel og tak til sit imperium.
Sidste år omsatte selskabet for 376 millioner kroner, hvilket svarer til en fremgang på 18 procent sammenlignet med året inden.