Det er stærkt bekymrende og noget roderi, at vi ikke har reageret tidligere.
Selvom fordelene ved standardløsninger og modernisering i Forsvaret formentlig giver god mening på langt de fleste områder, skriger det til himlen, at den socialdemokratiske forsvarsminister Trine Bramsen ikke er indstillet på at lave en undtagelse for Bornholm.
De tre mandskabsvogne, der ankom til Bornholm i 2020 som fjerde generation af modellen, er specielt konfigureret til ambulancekørsel. Vognene opereres og vedligeholdes af frivillige helte i Hjemmeværnet. De er en bornholmsk løsning for sneberedskabet, som med frivillig arbejdskraft stadig er en del af den tryghed, vi har herude midt i Østersøen.
I Tidende i går berettede frivillig i Hjemmeværnet Ole Andreasen, at Forsvaret har givet sig selv dispensation for udfasningen af M113 i Oksbøl-terænet, hvor flere af bæltekøretøjerne fortsat skal være i drift som brandslukningsfartøjer. I det skær giver det slet ikke mening, at man ikke også kan finde frihed til at beholde bæltekøretøjerne på Bornholm.
At deres erstatning Piranha ikke skal betjenes frivillige efterlader os med det klare indtryk, at Forsvaret kommer til at drive en langt dyrere og langt dårligere vintertjeneste på Bornholm, end vi har denne vinter. Det er et tab for alle.