Når man køber ind for over fire milliarder kroner, så er det svært at stoppe et projekt. Netop det er sket med Energiø Bornholm, hvor kontrakterne med Siemens Energy og NKT nu er underskrevet. De skal levere højspændingsstationer og kabler, der skal forbinde Bornholm med både Sjælland og Tyskland. Det er infrastruktur i milliardklassen, finansieret af staten og hjulpet på vej af massiv EU-støtte.
For os på Bornholm er det en milepæl. Energiøen er ikke længere en skitse på et ministerkontor, men et projekt, der fysisk er sat i gang. Vi mangler stadig det sidste – en endelig aftale med tyskerne, hvor de skal vende tommelfingeren op og betale deres andel. Men efter torsdagens melding er det svært at se, at det ikke skulle ske og ikke allerede næsten er aftalt på plads. Tyskland har hårdt brug for at erstatte den russiske, krigsfinansierende gas med grøn strøm, og Bornholm er det oplagte sted at tage fat.
Det er værd at minde om, at projektet stadig har sine skyggesider. Arkitekturen er håbløs, og naboerne må leve med store gener. De varige arbejdspladser på øen lader vente på sig. Men energiøen er samtidig et af de største lodder, vi nogensinde har haft i udviklingens lotteri. Med sine investeringer vil den skabe aktivitet i et omfang, vi ikke tidligere har set: Hoteller, restauranter, rengøring, transport, juridisk rådgivning, møder, fødevarer – alt bliver påvirket. Det giver nye muligheder for erhvervslivet, flere penge i omløb og dermed flere ressourcer til velfærden.
Om vi også får billigere energi og blivende arbejdspladser, afhænger af, hvordan vi lokalt formår at gribe chancen. Energiøen må ikke reduceres til et teknisk projekt i Østersøen. Den skal være en katalysator for, at Bornholm udvikler sig, tiltrækker folk og fastholder dem.