Stor usikkerhed i Klemensker: Nu var det ellers blevet så godt

Stor usikkerhed i Klemensker: Nu var det ellers blevet så godt
Hans Jeppsen og Erna Schou er glade for forholdene i fælleshuset – her i det store mødelokale, hvor arkivet har stået for udsmykningen. Foto: Holger Larsen
Fredag 5. september 2025 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
Fredag 5. september 2025 • 05:30

Lokale er bekymrede for, hvad der skal ske med Klemensker Skole, når ungdomsskolen flytter.

Det er et år siden, at det lokalhistoriske arkiv, vævedamerne og andre brugere kunne flytte ind i det nyistandsatte Klemensker Fælleshus på den tidligere Klemensker Skole.

Der er stor tilfredshed med de forbedrede forhold, som de lokale foreninger fik efter flere års bryderier. De fine faciliteter har da også betydet, at der er kommet flere brugere til.

Men mørke skyer truer nu med at trække ind over fælleshuset. En af beslutningerne i denne uges budgetforlig er nemlig, at ungdomsskolen og de tilknyttede specialtilbud skal flytte fra den tidligere Klemensker Skole til Rønne. I forlængelse af dette har der været tale om, at Klemensker Skole skal sælges.

Det fører til spørgsmålet om, hvad der skal ske med fælleshuset.

– Jeg er nervøs, for fælleshuset er sammenbygget med skolen, og lys og varme er én enhed, siger Hans Jeppsen, formand for Klemensker Sogns Lokalhistorie og med i fælleshusets brugerråd.


Klemensker Fælleshus er den gamle C-fløj på Klemensker Skole, og den har indgang fra Stadionvej. Foto: Holger Larsen

Frivilligt arbejde

Fælleshuset ligger med adgang fra Stadionvej i skolens tidligere fløj C, hvor der i skolens tid blandt andet var et fysiklokale.

Ved renoveringen sidste år blev der bygget en brandmur til den resterende del af skolen, så der ikke længere var adgang mellem ungdomsskolen og fælleshuset.

Erna Schou, der er bestyrelsesmedlem i den lokalhistoriske forening, og Hans Jeppsen viser denne formiddag rundt i lokalerne, og de er tydeligt glade for de nye faciliteter. Der er blandt andet kommet et handicaptoilet og et nyt indgangsparti. Den kommunale bevilling rakte ikke til, at klemenskerborgerne kunne få alle ønsker opfyldt, men så trådte frivillige kræfter til.

– Køkkenet har vi selv lavet og finansieret, og nogle af køkkentingene har vi fået foræret af brugerne, fortæller Hans Jeppsen.

Vævedamerne har et stort lokale med 12 væve, arkivet har et lokale, og så er der tre mødelokaler. To af dem er ude på gangen, hvor en skydedør kan trækkes for, så der sagtens kan holdes to møder/aktiviteter samtidig.

Foreninger og private må låne lokalerne, dog ikke til selskabelige arrangementer. Det er gratis, men man skal selvfølgelig rydde op efter sig. En gang om ugen kommer Hans Jeppsens hustru Dagny og gør rent på frivillig basis.

Flere brugere

Klemensker Land- og Byforening giver et årligt tilskud på 1.000 kroner til blandt andet toiletpapir og sæbe. Kommunen betaler forbrugsudgifterne.

På den måde hænger økonomien fint sammen, og Hans Jeppsen siger, at det er en ordning, man er meget tilfredse med.

Vævedamerne og arkivmedlemmerne og nogle få andre har været i lokalerne i flere år, hvor man måtte ned i den anden ende af skolen for at komme på toilettet, og der heller ikke var noget køkken. Med det nye fælleshus er der kommet flere brugere. Der er pensionistforeningen, Aktiviteten, en kortspilsklub, brugsens bestyrelse mødes her, ligesom land- og byforeningen. Senest er der kommet et hold nørklere og maskinstrikkere.

Et gevaldigt løft

I den lokalhistoriske forening har man fået et gevaldigt løft:

– Vi er minimum 10, når vi mødes hver onsdag aften. I sidste uge var vi 20, og i aftes havde vi 30 fremmødte til et af vores foredrag. Vi fik tre nye medlemmer, og jeg tror, at vi nu har rundet de 100 medlemmer, siger Hans Jeppsen.

Det passer derfor meget dårligt, at der nu bliver usikkerhed om fremtiden, og Hans Jeppsen har svært ved at forstå ideen med at flytte ungdomsskolen:

– Kommunen har en hamrende god skolebygning her. Klublokalet får man ikke bedre andre steder, og man har kontorer, som er adskilt fra skoledelen, hvilket må være ideelt. Jeg har svært ved at se, hvad kommunen kan bruge skolen til fremover, når man flytter ungdomsskolen.

– Jeg kunne godt tænke mig at høre politikerne, hvad de har tænkt sig med Klemensker Skole. De må have en idé. Hvis de har tænkt sig at sælge, og det inkluderer fælleshuset, så går jeg i lynchningsmode, erklærer Hans Jeppsen.


Den lange gange kan deles op af en skydedør, så der sagtens kan være to møder samtidig. Foto: Holger Larsen

Hvad med hallen?

Erna Schou deler bekymringerne:

– Jeg kan godt være bekymret for byen. Hvis skolen bliver lukket – hvad bliver så det næste? Klemenskerhallen? Jeg har to børnebørn, der går til gymnastik her, og de er så glade for det, siger hun.

Hans Jeppsens ærgrelser hænger også sammen med, at han føler, at Klemensker er kommet godt igen, efter at byen for en del år siden mistede både skole, plejehjem og fritidshus i løbet af en kort periode.

Her og nu mener han, at der ikke så meget at stille op:

– Vi hører ingenting. Ikke spor. Vi afventer, siger Hans Jeppsen.


Erna Schou og Hans Jeppsen er med i det lokalhistoriske arkiv, hvor man har haft medlemsfremgang siden åbningen af fælleshuset. Foto: Holger Larsen


Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT