Hvordan har dit barns digitale liv det?

Frygt mindre og vid mere, skriver kommunens digitale dannelseskonsulent.

Mandag den 20. november var det FN's internationale børnedag. En dag, hvor det handler om at bevidstgøre alle verdens børn om deres rettigheder. Også deres online rettigheder. En lærer bad mig om, at tage temperaturen på børnenes digitale hverdagsliv. For hvordan har børnenes onlineliv det?

Fra diverse undersøgelser ved vi, at mange børn og unge ikke taler med deres forældre, eller andre i nær relation, om deres onlineliv. Af flere årsager. Overvejende, fordi vi mangler et fælles digitalt sprog. Udefra set kunne man få den tanke, at så længe forældre ikke spørger, så antager de, at så går det nok? Men det er ikke det børnene fortæller mig. Heller ikke på FN's internationale børnedag.

Ønsket er, at børn og unge forstår, hvordan sociale medier er konstrueret? Hvad er det for en forretningsmodel vi er underlagt? Og hvad med AI-genererede chatbots?

Børnene havde et ønske om, at voksne skal hjælpe med at skabe tryghed i børns onlineliv. Voksne skal ikke reagere, som havde de sat hånden på en varm kogeplade, og pr. refleks skælder ud. Heldigvis findes et nyt samarbejde mellem Center for Digital Pædagogik og Unicef Danmark. Her skal pædagoger og influencers opkvalificeres i deres arbejde med børns rettigheder online. Det er også digital dannelse. Hvis voksne praktiserer ”samkørsel” og støtter, skabes der trygge rammer for børn og unges onlineliv.

Forældre inviterer mig ind til et digitalt medsyn på deres og deres børns onlineliv. De bruger meget tid på at ”skærm-bekymre” sig. Ofte med fokus på mistrivsel. Desværre også ofte med god grund. Jeg slår et slag for, at vi tager børnene i hånden og går med ud på den digitale savanne. Vi skal se ud over skærmtid og stram regulering, men holde fokus på, hvad de laver online, med hvem, hvornår og hvorfor?

Hvad, hvem, hvornår og hvorfor er vejen til den vigtige samtale vi løbende skal insistere på, at have med vores børn og unge i forhold til deres onlineliv. Frygt mindre og vid mere.

Onlinelivet er fyldt med honningkrukker. Det fremmer den indre Peter Plys. Men ligesom biavleren bliver stukket, så bliver børnene det også – online. Hvis vi ikke har sproget og ikke ved hvordan vi starter samtalen, så får vi intet at vide. Det betyder ikke, at alt er godt. Onlinelivet er lige så mangfoldigt som det analoge liv. Mange børn og unge er så aktivt online deltagende, at onlinelivet fylder mere end deres analoge liv. Det siger de selv.

Meget onlinetid følges af sære online fænomener. I hele uge 45 stod der hadtale på Campus' skema. Ugen efter fik jeg flere henvendelser fra forældre, børn og unge, som havde modtaget ubehagelige beskeder online. Flere unge piger rettede henvendelse og fortalte, at de bruger Facebook Marketplace til at sælge deres brugte tøj. Herligt med en generation der værdsætter genbrug, men… Pigerne fortalte mig, at de fleste der vil købe deres brugte tøj viste sig at være mænd. ”Groomere” som viser oprigtig interesse. Får pigens telefonnummer, så de kan mobilpaye. De ejer ikke interesse for brugt tøj! Fokus er kun på pigens udseende. De ”stalker” pigerne. Deres seksuelle ærinde intensiveres, og de sender dick-pics. En psykolog udtaler i en dokumentar, at pigens væmmelse ved at modtage billedet er afsenders tilfredsstillelse! I dokumentaren giver Emil Ludvigsen fra Center for Digital Pædagogik bud på, hvad der motiverer gerningspersonerne og hvad techvirksomhederne burde gøre. Dokumentaren understreger vigtigheden i, at vi voksne deltager som online medborgere med hånden dybt i honningkrukken. For alles skyld. Techvirksomhederne er endnu ingen hjælp.

Sådanne online fænomener betyder ikke, at børn og unge har fejlet. Men at andre har misforstået netetik og online omsorg. De handler uden et digitalt dannelseskompas. Børn og unge i dag er født ind i en onlinetilværelse vi ikke aner hvad fører til? Vi kender ikke følgerne af for lidt skærmtid, fordi forældre og meningsdannere er angste for skærme. Vi kender heller ikke følgerne af for meget passiv skærmtid.

Oplysning og undervisning i digitale arenaer er vores forsvar mod online mistrivsel. Det gælder også for AI's hær af chatbots. Kan vi stå imod kunstig intelligens' angreb på vores opmærksomhed? Uden at tabe empatien, selvindsigten og vores sociale forståelse på gulvet? Ja. Og forsvaret er det samme. Oplysning og undervisning.

AI forsvinder ikke. Vi har kun set krusninger på vandoverfladen. Vi begriber ikke de utallige muligheder, som AI – i metermål har på hylderne. Vores børn og unge har taget det til sig. De elsker det – helt fri af konsekvensberegning. Den slags har man forældre til. Forældre øjner de mulige farer ved AI. Det skal forældre. Men AI åbner også muligheder for vores børn og unge. Vi skal ikke ud ad den blinde vej, hvor angst skygger for nysgerrighed. Vi skal tale AI. Vi skal tage fat i AI. Præcis som vi gør med andre dele af det digitale univers. Vi skal udvide læringsrummet for digital dannelse. Når det handler om sociale medier, gaming, influencers, Youtube-fænomener eller AI-generede sprog- eller imagemodeller, så skal vi udvise rettidig online omhu.

Med alle de online arenaer, timevis af uploadet materiale og AI chatbots, kommer vi måske ikke helt tørskoede i land. Men lidt våde sko er bedre end varige ar på sjælen. Del en god, varm kop online analog snak. Så nærmer du dig svaret på, hvordan dit barns onlineliv har det.

Alt det fik vi rundet i en skoleklasse på FN's internationale børnedag. Måske ikke hele svaret på, hvordan deres onlineliv har det. Men jeg blev bekræftet i, at børn og unges on- og offline liv er ét. Børn taler om onlineliv - også med deres forældre! Spørg dem selv.