Her er fremtidens sikkerhed for Bornholm

Her er fremtidens sikkerhed for Bornholm
Fregatten Absalon. Foto: Forsvarsgalleriet
KOMMENTAR | 3. JUN 2023 • 05:30
Af:
Nils Wang
kontreadmiral
direktør for NavalTeam.
KOMMENTAR
3. JUN 2023 • 05:30

Sikkerheden er markant ændret for Bornholm. Vi skal ikke frygte russisk invasion men en helt ny trussel fra Rusland, mener tidligere kontreadmiral Nils Wang og direktør i NavalTeam Denmark.

 

 

Den Kolde Krig er tilbage, og vi bør snarest sikre Bornholm militært mod en russisk invasion. Sådan lyder det med jævne mellemrum fra forsvarsanalytikere og eksperter i den offentlige sikkerheds- og forsvarspolitiske debat. En sådan invasion indebærer en ikke ubetydelig risiko for angriberen, så synspunktet forudsætter, at Bornholm reelt spiller en helt central rolle for Rusland i den militærstrategiske geografi, som landet nu og i mange år fremover konfronteres med i Østersøen.

Selvom selve konfrontationen mellem Rusland og Nato kan vække minder fra Den Kolde Krig, som nogen af os kan huske, så står vi i dag i en helt anden situation. Koldkrigsanalogien kan derfor – i bedste fald ubevidst –- føre til konklusioner og militære løsningsforslag, som ikke passer ind i den aktuelle operative virkelighed.

Krigen i Ukraine har blandt andet fremprovokeret, at Finland og snart Sverige har tilsluttet sig Nato, og at landene omkring Østersøen generelt opruster voldsomt samtidigt med, at Rusland nedslider sin økonomiske og militære styrke i Ukraine. Det indebærer, at den militære geografi og det fremtidige styrkeforhold i vores region ser markant anderledes ud, end den gjorde før den 24. februar sidste år. Det får naturligvis også indflydelse på det trusselsbillede, Nato og det danske kongerige står overfor – også på Bornholm.

Først og fremmest er det vigtig at slå fast, at Ruslands militære evne til et erobre og fastholde store landterritorier fjernt fra Ruslands egne grænser ikke på noget tidspunkt – ej heller før invasionen af Ukraine sidste år – har været i nærheden af den invasionstrussel, det tidligere Sovjetunionen udgjorde.

 

Nils Wang. Foto: NavalTeam

 

Forstærkninger fra USA

Det har Rusland allerede taget bestik af, så den russiske militære opstilling på det, der kaldes 'Natos Østflanke', altså grænseområdet mellem Rusland og de baltiske lande inklusive Kaliningrad Oblast, først og fremmest udgør en umiddelbar militær trussel for netop de baltiske lande. Rusland ved godt, at en invasion af disse lande vil udløse en krig med Nato, som i givet fald vil skabe et umiddelbart behov for, at alliancen hurtigt får tilført forstærkninger fra USA. Disse forstærkninger skal først sejles over Nordatlanten, hvor de kan blive mål for den russiske Nordflåde i farvandet mellem Østgrønland og Island samt mellem Island, Færøerne og Storbritannien – det såkaldte 'GIUK-Gap' (forkortelse af Greenland, Iceland UK Gap) – og derefter skal de via opmarchområder i blandt andet danske havne som Esbjerg og Aarhus kunne sendes videre. Den sidste del af rejsen vil for en hel dels vedkommende foregå på skibe fra Danmark til den østlige del af Østersøen.

Og det er her, det russiske missil-arsenal i Kaliningrad Oblast kommer ind i ligningen. For så længe denne missiltrussel er intakt, vil det være forbundet med meget stor risiko dels at opstille forstærkningsstyrkerne i danske havne, dels at fragte soldater og værdifuldt materiel tværs over Østersøen. Nato vil derfor i det scenarie være tvunget til at tilkæmpe sig manøvrefriheden på havet, der igen kræver overlegenhed i luftrummet. I militær terminologi hedder den russiske opstilling for ”A2/AD”, der står for ”Anti Access/Area Denial”. Sammen med Ruslands militære styrkeopstilling langs Natos østflanke sender det et klart budskab til ato: At Rusland, hvis det vil, kan erobre de baltiske lande helt eller delvist, og at Nato efterfølgende vil få svært ved at skabe den bevægelsesfrihed til søs, der er forudsætningen for den militære styrkeopbygning, som skal til at generobre det tabte territorium.

Afskrækkelse og risiko

Natos svar på den russiske trussel har været under opbygning i nogle år og er af indlysende årsager blevet accelereret efter Ruslands invasion af Ukraine sidste år. Opstilling af tropper i de baltiske lande fra en række Nato-lande, herunder Danmark, skal både forstærke forsvaret dér og gøre det helt utvetydigt, at et russisk angreb på et eller flere af de baltiske lande vil være et angreb på hele alliancen. Samtidigt øger Nato tilstedeværelsen i både Østersøområdet og Nordatlanten gennem omfattende øvelsesvirksomhed. Alt sammen i bestræbelserne på at skabe en troværdig konventionel militær afskrækkelse, som alle selvsagt håber på, kan forhindre en krig mellem Rusland og Nato.

Hvorvidt afskrækkelsen reelt vil blive opfattet som troværdig og dermed kommer til at virke efter hensigten kan ingen vide. Men efter krigen i Ukraine kommer der til at gå en rum tid, før Rusland får etableret militært og økonomisk overskud til at gennemføre et egentligt overlagt militært angreb på et Nato-land. Derfor er det langt mere sandsynligt, at en egentlig militær konflikt mellem Rusland og Nato startes ved et uheld. Det kan ske som led i Ruslands ofte meget risikobetonede gensvar på Natos tilstedeværelse, eksempelvis når russiske jagerfly flyver meget tæt på Natos fly og skibe, eller når russiske krigsskibe og -fly bevidst krænker dansk territorium ved Bornholm og skal afvises.

Hvad vi derimod kan være helt sikre på er, at Rusland i årene fremover vil fortsætte den såkaldte hybride krigsførelse mod Nato, som finder sted i gråzonen mellem krise og krig, og som retter sig mod vores digitale og fysiske infrastruktur. Angrebet på Nordstream gasledningerne i Østersøen og den generelle systematiske russiske kortlægning af vores kritiske maritime infrastruktur er blot illustrationer på, at "….tidligere tydelige tærskler mellem fred, krise og krig er blevet erstattet af slørede og overlappende overgange", som Forsvarets Efterretningstjeneste udtrykker det i den seneste risikovurdering.

Hvad er så Danmarks militære rolle i opbygningen af denne konventionelle militære afskrækkelse, og hvor efterlader det Bornholm?

Arktis

Regeringen har offentligt tilkendegivet, at den arktiske del af Kongeriget skal prioriteres ud fra en betragtning om, at koncentrationen af Nato-styrker er størst i Østersøregionen. Danmark kan med andre ord spille en relativt større militær rolle for Alliancen og USA i den del af Natos interesseområde, herunder den del af GIUK-Gap, som ligger i farvandet mellem østkysten af Grønland og Island. Det betyder blandt andet, at Danmark skal investere i skibe, helikoptere og droner, der kan finde og uskadeliggøre de russiske nukleare undervandsbåde i dette komplicerede farvand med polar-is samt ekstreme vejrforhold med stor risiko for overisning. Der findes i dag ikke isforstærkede antiubåds-fregatter i Nato, så det vil være helt naturligt for Danmark at tilvejebringe denne kapacitet, når nu vi alligevel skal patruljere dette farvand af suverænitetsmæssige årsager. Desuden vil disse skibe med de rigtige radarsystemer også kunne skabe noget af den langtrækkende luftrumsovervågning, der i dag er helt fraværende i området.

Kritisk maritim infrastruktur

Efter angrebene på Nordstream I og II gasledningerne i Østersøen tæt på Bornholm er der også kommet en betydelig politisk opmærksomhed på, hvor sårbare vi er, hvis vi lader vores kritiske maritime infrastruktur ligge uovervåget og ubeskyttet hen. Det vil kræve meget store investeringer, som kun kan overkommes i et samarbejde mellem forsvaret, forsvarsindustrien og den industri, som ejer infrastrukturen. Den grønne omstilling vil blot øge sårbarheden i de kommende år med en markant forøgelse af havvindmøller og etablering af energiøer til mange milliarder kroner. I disse fremtidsplaner spiller også Bornholm en væsentlig rolle som energi-hub for havvindmølleparker og som en naturlig energiø i Østersøen, der kan omdanne elektricitet til grønne brændstoffer.

Missiltruslen i Østersøen

Finlands og snart også Sveriges indtræden i Nato påvirker som nævnt styrkeforholdet i Østersøregionen i Natos favør. Når det gælder missiltruslen mod Danmark, er der imidlertid ikke megen hjælp at hente her. Et missil afskudt fra skovene i Kaliningrad Oblast mod København eller Flyvestation Skrydstrup passerer nemlig hverken Sverige eller andre allierede nationer. Det flyver derimod over vand hele vejen, og de hurtigste af slagsen tilbagelægger ruten til Hovedstaden eller Skrydstrup på få minutter. Så hvor nabolande som Polen og Tyskland kan etablere et effektivt geografisk lagdelt luftforsvar på land, så er vi nødt til at placere vores fremskudte luftforsvar på skibe i Østersøen, hvis vi skal gøre os håb om at nedkæmpe truslen effektivt. På den korte horisont bør vi udnytte, at vi allerede råder over tre fregatter, der med de rigtige langtrækkende missiler (som ikke er dem, vi i øjeblikket udruster dem med) og de rigtige sensorer vil kunne løse denne opgave. Disse skibe er dog også efterspurgte til en række andre opgaver uden for Østersøen, så den mere langsigtede løsning er, at de patruljeskibe, som overvejes anskaffet udrustes til denne opgave. Disse skibe skal være til søs i de danske farvande døgnet rundt, herunder overvåge den kritiske maritime infrastruktur i farvandene omkring Bornholm. Det vil derfor være logisk også at udruste dem, så de samtidigt kan fungere som missilaffyringsramper for vores nationale luftoperationscenter i land, så vi får geografisk dybde i vores nationale luftforsvar.

Luftforsvar på skibe og i land er dog kun den defensive komponent luftforsvaret af Danmark og i kampen om bevægelsesfriheden i Østersøen. Hvis afskrækkelsen svigter, og Nato skal i gang med at generobre tabt territorium i Baltikum, så gælder det om at ødelægge så mange af de russiske missiler med tilhørende kommando- og kontrolstruktur så hurtigt som muligt, inden de forlader affyringsramper og depoter. Det kræver offensive langtrækkende præcisionsvåben i form af fly- og skibsbasserede strikevåben, som det amerikanske Tomahawk-missil, der har stor sprængkraft, og som passer ned i de missil-launchere, som vores fregatter allerede er udrustede med. Denne kapacitet findes ikke i regionen i dag.

Det vil umiddelbart være fristende at bruge Bornholm til disse langtrækkende offensive og defensive våben, men dels vil mobiliteten og evnen til at løse andre opgaver samtidigt være større med en skibsbaseret løsning, dels vil en landbaseret løsning kræve uforholdsvis mange ressourcer til selvbeskyttelse og endeligt vil det i sig selv øge sandsynligheden for missilangreb mod Bornholm i de indledende faser af en evt. konflikt.

Afskrækkelsens grundkomponent

Danmark skal også kunne bidrage til afskrækkelsens grundkomponent, nemlig den fremskudte Nato-tilstedeværelse med landtropper på Natos østflanke. Det forudsætter, at vi får færdigudrustet og bemandet 1. Brigade og hele den bagved liggende logistiske struktur. Her vil Bornholm fortsat spille en væsentlig rolle som garnison for dele af brigaden og for den del af Hjemmeværnet, som blandt andet skal kunne løse bevogtningsopgaver, blandt andet dem der opstår i takt med, at Bornholm udvikles som energi-hub.

Den største potentielle risiko for Bornholm i den nye sikkerhedspolitiske situation i Østersøen er, at øen får en helt central placering i den grønne energistruktur, som er under udvikling i denne del af Østersøen. Dermed må det forudses, at Bornholm og de omkringliggende farvande blive særligt eksponeret for den tidligere omtalte hybride trussel fra Rusland, som vi allerede har set udfoldet i forskellige sammenhænge. I relation til en decideret militær invasionstrussel er det vigtigt at notere sig, at Bornholm i den nye Nato-geografi befinder sig i en korridor bestående af Nato-lande. Det vil således være forbundet med en betydelig risiko, hvis Rusland forsøger at erobre og holde et territorium så langt mod vest. Det vil i givet fald være langt mere effektivt at udfordre Danmarks og dermed Natos kontrol med adgangen til Østersøen ved offensiv minering af de danske stræder fra skibe og/eller fly.

Bornholm står med andre ord ikke overfor en umiddelbar invasionstrussel, og øens strategiske betydning knytter sig først og fremmest til den rolle Bornholm er udset til i forbindelse med den grønne omstilling.

 

 

Hvor drømmer vi os hen?

Hvor drømmer vi os hen? Under den overskrift sætter Tidende sammen med Baltisk Bro, LAG-Bornholm, CRT og De Bornholmske Borgerforeningers Samvirke gang i en række debatter.

Den tredje er med temaet Forsvar og handler om Bornholms fremtidige sikkerhed. Temaet afsluttes med en debatsalon tirsdag den 21. juni klokken 16.30.

Det fjerde tema i serien bliver om Byggeriet med debatsalon i Folkemødehuset i Allinge den 24. august klokken 16.30, mens Kultur og Identitet er emnet for det efterfølgende tema. Her afvikles debatsalonen den 3. oktober.

 



HVOR DRØMMER VI OS HEN - SIKKERHED OG FORSVAR

HVOR DRØMMER VI OS HEN? OM KULTUREN

Hvad skal fremtiden være, når det gælder Bornholm og kulturen. En rækker engagerede og vidende eksperter og læsere bidrager med deres bud. Send gerne dine tanker til debat@tidende.dk.