Bornholm mellem øst og vest – før og nu

Uanset hvordan det går med krigen i Ukraine, så vil det ikke ændre på, at Rusland er et stort og upålideligt naboland, som vi fremover kommer til at forholde os til.

Da det sovjetiske skib Vladimir Polukhin den 5. april 1946 sejlede ud af Rønne Havn med de sidste soldater fra Stalins Røde Hær om bord, jublede bornholmerne på kajen. Der var en stemning af lettelse. Russerne havde befriet Bornholm for tyske tropper – men også insisteret på at opretholde en fredstidsbesættelse i 11 måneder. En følelse af usikkerhed i forhold til den store sovjetiske nabo havde spredt sig. Som tiden gik stod det klart, at den danske regering havde pålagt sig selv og Bornholm et helt særligt vilkår for at berolige Sovjetunionen. I den ofte omtalte "note" fra 1946 havde Danmark skrevet, at man fremover kunne varetage beskyttelsen af Bornholm "uden nogen som helst medvirken af udenlandske tropper". I sammenhængen var det logisk nok, at man mente, at der nu ikke længere behøvedes sovjetiske tropper på Bornholm. Men i årtierne derefter blev noten ”overimplementeret” og fortolket på den måde, at der ikke måtte være nogen som helst udenlandske tropper på Bornholm – heller ikke soldater fra Danmarks Nato-allierede fra f.eks. USA eller Storbritannien. Sådan gik det til, at Bornholm fik den mærkeligt uklare status i dansk sikkerhedspolitisk tænkning, som har rådet næsten helt til i dag.

Historien om noten fra 1946 kulminerede i 1983, hvor et amerikansk militært hornorkester blev nægtet at optræde på Bornholm, og den daværende socialdemokratiske forsvarsminister Poul Søgaard forklarede en BT-journalist, at "Bornholm er ikke medlem af Nato", hvilket vakte stor debat. Regeringen Poul Schlüter med den flamboyante unge udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i spidsen gjorde op med fortolkningen af noten, da de tiltrådte, og i 1985 kom det omstridte hornorkester så til Hareløkkerne. Men det har nu vist sig, at det danske forsvar ikke gjorde helt op med fortolkningen, og at Forsvaret faktisk helt frem til 2000 havde en politik på området, som holdt fremmede styrker herfra.

Siden da er der sket ting og sager. Ikke mindst efter Ruslands uprovokerede og ulovlige angrebskrig mod Ukraine er det sikkerhedspolitiske fokus ændret i Østersøområdet. Det har også haft konsekvenser for Bornholm. Indtil 1989 lå Bornholm som en enlig Nato-ø i et hav, der var domineret af den sovjetisk ledede militæralliance, Warszawa-pagten. Fra Dueodde var der kun 99 kilometer til den nærmeste Wapa-strand i Østtyskland. Det var en position, der på mange måder var utryg, men som også var interessant for Nato. Og selvom der ikke lagde Nato-skibe til i Rønne og Nexø, så kom der alligevel avanceret radar- og lytteudstyr hertil, som dels blev opstillet i Radarhovedet på Rytterknægten, dels i det "hemmelige" lyttetårn, der knejsede ved Dueodde gamle fyr og lyttede med på Wapa-kommunikation helt ind til Karpaterbjergene.

Bornholm har naturligvis ikke flyttet sig geografisk, alligevel ligger vi nu i 2023 et helt andet sted på det sikkerhedspolitiske landkort over Østersøen. Med Tysklands genforening og Polens og de baltiske staters tilslutning til Nato befandt bornholmerne sig med et i et langt mindre omstridt farvand. Samtidig var forholdet til Rusland i en årrække præget af ikke blot afspænding men også direkte samarbejde. Den årlige BALTOPS-øvelse, som i 1971 var begyndt som en amerikansk ledet demonstrativ Nato-sejlads ind i Østersøen for at vise, at det ikke var det Warszawapagts-indhav, som Kreml gerne kaldte for "Fredens Hav", fortsatte efter Murens fald i OSCE-regi nu med deltagelse af svenske, finske og russiske enheder. Ved øvelsen i august 2008 lagde det store russiske landgangsfartøj "Kaliningrad" til i Rønne og landsatte russiske marineinfanterister, som øvede sammen med de danske soldater på skydeterrænet ved Raghammer. Hvis man fra russisk side nogen sinde for alvor havde ment, at noten fra 1946 betød, at der ikke måtte være udenlandske tropper på Bornholm, så havde man nu endegyldigt gjort op med den – skulle man tro. Men siden Ruslands fuldtonede invasion af Ukraine den 24. februar 2022 har Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, ved flere lejligheder mindet om "1946-aftalen". Han ved godt, den ikke holder i byretten, men ved at nævne den, prøver han at drive en kile ind i den danske sikkerhedspolitiske debat i et spændingsfelt, hvor han godt ved, at der stadig findes danskere, der går ind for en demilitarisering af Bornholm. Barbin har direkte talt om, at det vil øge spændingsniveauet i Østersøområdet, hvis der for eksempel kommer amerikanske soldater til Bornholm. Her må man påpege, at det først og fremmest er Rusland, der har øget spændingsniveauet ved at føre krig i vores nærområde.

Den 24. maj 2022 landede et amerikansk C17 Globemaster-transportfly i lufthavnen i Arnager. Ud rullede to såkaldte HIMARS-systemer (High Mobility Artillery Rocket System) og demonstrerede en simuleret affyring på under ti minutter fra flyet satte hjulene på landingsbanen. Deres raketter ville teoretisk kunne ramme russiske baser i Kaliningrad. Øvelsen markerede et tektonisk skift i den sikkerhedspolitiske tænkning omkring Bornholm. Fra forsigtig snak om afspænding og bestræbelse på at sænke konfliktniveauet ved delvist at demilitarisere Bornholm, var det danske forsvar nu aktivt i samarbejde med USA om at bruge Bornholm i operationer i Østersøen. Tidsmæssigt faldt HIMARS-øvelsen sammen med annonceringen af, at Danmark agtede at indgå et bilateralt militærsamarbejde med USA. Da statsminister Mette Frederiksen ikke havde konkretiseret, hvad samarbejdet konkret ville indebære, gættede flere på, at der måske ligefrem skulle være en amerikansk militærbase på Bornholm. Det viste sig siden, at der primært var tale om udbygning af logistiske støttepunkter i de store havne i Esbjerg og Frederikshavn – og altså ingen base på Bornholm. Men det interessante var nok, hvor svært det var at få øje på nogen nævneværdig modstand i Danmark generelt og på Bornholm i særdeleshed. Ukraine-krigen har sat en ny dagsorden.

I september skete så sabotagen på de to Nordstream-rørledninger øst for Bornholm. Eksplosionerne fandt sted umiddelbart op til indvielsen af den nye gasrørledning Baltic Pipe fra Norge til Polen vest om Bornholm. Selvom der endnu ikke foreligger endelige beviser, står det klart, at sabotagen fordrede eksplosiver og udstyr i en så stor skala, at det kun kan have været en statslig aktør, der stod bag. Det mest sandsynlige er, at Rusland selv stod bag, og at angrebet på hybridkrigsmaner skulle signalere, at vores kritiske infrastruktur er sårbar. Der har siden været en del debat om, hvordan vi fremover skal sikre den kritiske infrastruktur, som for eksempel den energiø vest for Bornholm, der skal være med til ikke blot at sikre den grønne omstilling, men også til at gøre os uafhængige af russisk gas. Her vil Bornholms geografiske placering også fremover være en vigtig faktor. Skal danske eller internationale styrker fremover beskytte energiøen med base på Bornholm? Man kan forestille sig meget.

Uanset, hvordan det går med krigen i Ukraine, så vil det ikke ændre på, at Rusland er et stort og upålideligt naboland, som vi fremover kommer til at forholde os til. Selvom Finlands og snart også Sveriges optagelse i Nato betyder, at Bornholm nu ligger i et Nato-indhav, så er det på baggrund af, at Rusland fortsat betragter sig som den afgørende stormagt i vores del af verden.

Hvor drømmer vi os hen?

Hvor drømmer vi os hen? Under den overskrift sætter Tidende sammen med Baltisk Bro, LAG-Bornholm, CRT og De Bornholmske Borgerforeningers Samvirke gang i en række debatter.

Den tredje er med temaet Forsvar og handler om Bornholms fremtidige sikkerhed. Temaet afsluttes med en debatsalon tirsdag den 21. juni klokken 16.30.