Forsvarsforliget skal implementeres hurtigt og dermed sikre Bornholm bedre

Forsvarsforliget skal implementeres hurtigt og dermed sikre Bornholm bedre
Almegårds Kaserne er langt fra up to date, påpeger Richardt Sølvertorp. Arkivfoto: Berit Hvassum
KOMMENTAR | ABONNENT | 17. JUN 2023 • 05:30
Af:
Richardt Sølvertorp
pensioneret kaptajn
formand for Bornholms Veteran Forum
40 års tjeneste i forsvaret hercirka tre år i konfliktområder
KOMMENTAR | ABONNENT
17. JUN 2023 • 05:30

Der bliver tilført forsvaret historisk mange penge, og derfor er det vigtigt, at de bliver brugt effektivt.

Dette indlæg er et personligt indlæg og repræsenterer ikke de mange organisationer, jeg er formand for under Bornholms Veteran Forum.

Sikkerheden, både civilt og militært, i fremtiden ser noget spættet ud. Jeg har i den senere tid talt med mange personer her på øen og en del overfra om den noget spændte situation i vores område og i det hele taget i Europa. Jeg synes, der er ved at brede sig en vis usikkerhed og manglende tiltro til vores politikere. Vi har jo og har altid haft en noget urolig, utroværdig og dermed farlig nabo mod øst. Historien siger, at selvfølgelig skal vi samarbejde med vores nabo, men vi skal ikke blive gode venner. De er ikke troværdige. Alle, jeg har talt med, er blevet noget overrasket over det, der er sket i Ukraine. Jeg synes nu, vi i Vesten har reageret noget langsomt og næsten lukket helt ned.

Det hele startede i 2014. Ikke mange var klar over det. Hvad gjorde vi fra Danmarks side? Der har været en del konflikter i Europa efter 2. verdenskrig, men der har været nogenlunde ro. Kunne man ikke have forestillet sig den nuværende situation efter Ruslands intervention i 2014. Hvorfor gjorde Vesten ikke noget? Den øverste ledelse i Rusland er i den grad ustabil og har tilsyneladende kun én tanke – vi skal have et stort Rusland igen. Det er jo også det, man fortæller sin befolkning. Så længe man holder sin befolkning i det jernhårde greb og på det niveau, så vil Rusland altid være ustabil og en konstant trussel mod fred i Europa.

Befolkningen her på øen er ikke bange for situationen, men er dog noget urolig for, hvad det kan udvikle sig til. Tiltro til Nato og udviklingen på det område er der dog stor tiltro til. Det bliver klart bedre, når nu Sverige kommer med. Det vil jo også være en rigtig god støtte for Bornholm. Langt den største del af dem, jeg har talt med, er meget uforstående overfor politikernes manglende reaktion. Det virker som om, de tror, at når vi har sagt, at det og det gør vi, ja, så virker det dagen efter. Jeg kan så sige, at forsvaret siden slutningen af 90’erne er blevet udsultet. Den kæmpe manko, der er indenfor stort set alle områder, kan ikke trylles frem på en måned, vi taler en del år.

Når jeg taler om forsvaret, så gælder det også beredskabet. Forestil jer strømmen går. Os der bor her på øen kender det. Der har været en del i de 44 år, jeg har boet her. Når strømmen går næste gang, vil det måske blive for en noget længere periode. Vil det give os problemer, og er vi klar til det? Nej, det tror jeg ikke. Mangel på vand kan også hurtigt blive et problem. Det nuværende beredskab kan mange ting, men understøtte en befolkning på 37.000-38.000 kan de ikke. Vi kan og skal ikke vente for at se, om det nu også sker. Den forsikring bør og skal vi få sikret hurtigst mulig.

Først og fremmest bør og skal politikerne hurtigst mulig få implementeret forsvarsforliget og dermed sikre Bornholm væsentlig bedre end i dag. Det gælder også det civile beredskab. Det nuværende vil få mange problemer i tilfælde af et cyberangreb eller et hvilket som helst angreb på el, vand og forsyninger i øvrigt.

Lige nu taler politikerne og lover alt, men der sker ikke noget. Almegårds Kaserne er langt fra up to date, og det man kan tilbyde kommende soldater er ikke godt nok. Uddannelsen af soldaterne skal nok virke. Bornholm har en flot tradition for at uddanne nogle af de bedste soldater i landet. Det er nok også det eneste område, hvor forsvaret er fremme i skoene, men der skal handles nu. Dygtige enheder og velfungerende civilt beredskab tager tid at få på et passende niveau. Når nu Sverige kommer med i Nato, så skal samarbejdet udvides og rutineres. Vi skal snarest udvide samarbejdet samt synliggøre vores forbindelse med andre Nato-lande. Samvirke med andre lande omkring forsvar og beredskab kræver tid. Der er mange faktorer såsom sproget, vores måde kontra deres måde, at gøre ting på. Optimering, effektivitet, læring i brug af materiel således at det bliver så effektivt som muligt. Et godt og velfungerende forsvar skal kunne fortælle en eventuel modstander, at det vil være meget kostbart at forsøge noget. Vores forsvar generelt i Danmark er ikke godt for nuværende. Der mangler stort set alt. Man kan ikke knipse med fingrene og derefter tro, at alt fungere. Derfor skal politikerne komme i gang med at få taget de beslutninger, der sætter gang i det hele. Vi har ikke tid til at vente 5-10 år. De skal også få forsvaret til at virke igen. Dem, der styrer det i øjeblikket, kan tilsyneladende ikke styre økonomien. Derfor må man snarest få dem skiftet til nogen, der kan. Der er og bliver tilført forsvaret historisk mange penge, og derfor er det vigtigt, at de bliver brugt effektivt. Lad soldater styrer forsvaret og ikke en masse DJØF’er. Man har heller ikke en mekaniker til at styre operationer på et hospital.

Jeg mener ikke, vi skal gå og være nervøse for at 'russerne kommer'. Det forsvarsbillede, vi kan fremstille for nuværende, er ok, men det skal klart forbedres snarest muligt, så opfordringen til politikerne er: tag ansvar og tag nogle beslutninger samtidig med, at man følger dem op. Befolkningen skal kunne se, at det går den rigtige vej. Vi skal alle medvirke til at passe godt på vores dejlige land nu og i fremtiden. Vi ønsker alle at være herre i eget hus.

 

 

Hvor drømmer vi os hen?

Hvor drømmer vi os hen? Under den overskrift sætter Tidende sammen med Baltisk Bro, LAG-Bornholm, CRT og De Bornholmske Borgerforeningers Samvirke gang i en række debatter.

Den tredje er med temaet Forsvar og handler om Bornholms fremtidige sikkerhed. Temaet afsluttes med en debatsalon onsdag den 21. juni klokken 16.30 i Kasteltårnet på Bornholms Forsvarsmuseum.

Det fjerde tema i serien bliver om Byggeriet med debatsalon i Folkemødehuset i Allinge den 24. august klokken 16.30, mens Kultur og Identitet er emnet for det efterfølgende tema. Her afvikles debatsalonen den 3. oktober.

 

HVOR DRØMMER VI OS HEN - SIKKERHED OG FORSVAR

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT