Nye detaljer om købmanden i Nyker: 'Det er fuldstændig hul i hovedet'

Der var ros til bestyrelsen. Men der var også murren i krogene, da detaljer om forløbet kom frem.

Klokken halv otte om morgenen onsdag den 21. maj kom Karl-Erik Landberg hjem fra arbejde. Han havde travlt. Der skulle underskrives en lejekontrakt for lokalerne på Brødfabrikken, som skal huse den kommende købmand i Nyker. Karl-Erik Landberg er formand for den borgerforening, der står bag købmandsbutikken. Efter knap et års tilløb blev der om eftermiddagen tirsdag den 20. maj indgået en aftale mellem Dagrofa og Brødfabrikken, som betyder, at købmandsbutikken er en realitet.

Klokken 19 onsdag aften stillede Karl-Erik Landberg og resten af bestyrelsen op i et godt fyldt forsamlingshus i Nyker for at informere anpartshavere og andre interesserede om situationen. Først blev der klappet, men så lød der kritiske røster. For der var ikke kun ros til bestyrelsen trods de gode nyheder.

– Det er fuldstændig hul i hovedet, hvis vi har lavet sådan en kontrakt, lød det fra salen. Udbruddet kom fra én af de private anpartshavere, da han fik svar på en detalje i aftalen. Nemlig hvor mange penge, der skal afsættes til vedligeholdelse af købmandsbutikken. Beløbet er på 12.000 kroner om året og stammer fra en lille marginal på et par tusinde kroner om måneden, der er mellem den leje, Nyker Købmand ApS betaler Brødfabrikken for lokalerne og den leje, den kommende selvstændige købmand skal betale Nyker Købmand ApS for at drive sin butik. De 12.000 kroner skal gå til indvendig og udvendig vedligeholdelse af bygningen. Og det beløb mente spørgeren ikke vil række langt nok.

– Er det så bestyrelsen, der skal rense tagrender og kalke?

– Det skal vi sammen med jer. Når vi skal have svunget nogle pensler, så sender vi en mail ud, for vi har mailadresser til langt de fleste af jer. Så håber vi, der vil komme tilsagn om at give en hånd med, så vi kan få gang i vores købmandsbutik, var svaret fra bestyrelsesformanden.

Formanden mener dog ikke, det er så slemt, som det måske lyder. For hele inventaret, altså kasseapparat, frysere, hylder med mere – det fikser Dagrofa. De første fem år tager de også hele regningen for indvendig vedligeholdelse og udskiftning af alt, der går i stykker. Derefter har Dagrofa afskrevet deres inventarinvestering, og så overtager Nyker Købmand ApS rub og stub for 1.000 kroner.

Udskiftning af købmanden

Nyker Købmand ApS er det selskab, der er stablet på benene ved salg af anparter til privatpersoner, virksomheder og fonde. Det er Nyker Købmand ApS, der står som lejer hos Brødfabrikken, og de skal så opkræve leje af den kommende selvstændige købmand. Brødfabrikken skal have 160.000 kroner om året plus moms for lokalerne, og derefter beslutter Nyker Købmand ApS, hvad huslejen skal være for den nye købmand.

Grunden til den konstruktion er, at det giver selskabet retten til at bestemme, hvem der skal have nøglerne til butikken.

– Det giver bestyrelsen mulighed for at kunne udskifte købmanden, hvis ikke vi er tilfredse med det, forklarede Karl-Erik Landberg.

Det er Dagrofa, der har stået for at forhandle aftalen om leje af lokalerne i Brødfabrikken på plads på vegne af Nyker Købmand ApS. Den forhandling har bestyrelsen ikke været en del af, og den har samtidig ikke haft mulighed for at fortælle anpartshaverne, der har spyttet penge i projektet, hvordan forhandlingerne er skredet frem. For der måtte ikke komme informationer ud om, hvordan det gik af frygt for, det hele endnu engang ville falde på gulvet. Men det synes en anden spørger ikke var den rette tilgang.

– Jeg bliver ked af, når du siger, at vi ikke fik noget at vide som anpartshaver for ikke at skabe usikkerhed i forhandlingerne. For mig lyder det som om, at I har mistillid til anpartshaverne, når vi ikke bliver inddraget, sagde hun.

– Det har ikke været vores intention, svarede formand Landberg.

– Men I har ikke engang svaret, når folk har spurgt. For folk har spurgt, og spurgt og spurgt og snakket i gaderne. Så spørger vi om noget, og I siger ingenting. Så kommer der sladder, og rygter og I siger fortsat ingenting, sagde hun. Der har nemlig været radiotavshed siden 24. marts i år, hvor det blev meldt ud, at projektet var dødt. Dagrofa kunne ikke nå til enighed med Brødfabrikken om vilkårene for en lejeaftale, og så var købmandsdrømmene i Nyker slukkede. Sådan så det i hvert fald ud på overfladen. Men under overfladen kæmpede bestyrelsen fortsat videre for deres drøm om igen at kunne købe havregryn, fredagsslik og en kvart piskefløde i byen.

5. maj lykkedes det atter at få trukket Dagrofa og Brødfabrikken til forhandlingsbordet, men det måtte ingen vide.

Vi skulle have været med til bords

– På det tidspunkt, som du nævner, blev der stillet krav om, at vi skal være fuldstændig stille, når forhandlingerne nu er blevet genoptaget, forklarede Landberg.

– Så I lægger jer bare ned, lød det retoriske spørgsmål fra en kvindelig spørger.

– Jeg er ikke sikker på, at det var blevet til noget, hvis vi havde meldt ud, at forhandlingerne var blevet genoptaget, indvendte Karl-Erik Landberg. Men han kunne nu godt have hvisket nyheden om de genopståede forhandlinger i en lukket kreds. I hvert fald hvis det stod til en anden spørger.

– Hvis man er med i kontrakten om, at vi skal leje for at leje videre, hvordan kan det være, at bestyrelsen ikke har været med i de forhandlinger, men har fået mundkurv på?, spurgte han.

– Vi havde fuld tillid til, at Dagrofa gik ind og forhandlede på købmandens vegne for at gøre butikken rentabel. Derfor har forhandlingerne ligget mellem Dagrofa og Brødfabrikken. Budgettet for købmanden har Dagrofa sat op. De kender til, hvad der kan være af huslejepriser i det budget, og hvad der er plads til. Derfor er det dem, der har forhandlet prisen med udlejeren, og vi er bare mellemled, forklarede bestyrelsesformanden.

– Det vil sige, at vi bare skal lukke øjnene for, hvad Dagrofa har forhandlet hjem?, replicerede spørgeren. Det udløste et kort svar:

– Ja.

Men det svar tilfredsstillede ikke helt den lettere frustrerede anpartshaver.

– Vi skulle have været med til bords. Det er en virksomhed, I sætter op, og så har I ikke indflydelse på noget som helst. I har ikke indflydelse på, at I er et selskab, der skriver under på en kontrakt, sagde han.

– Der har vi fuld tillid til Dagrofa. Vi har haft mundkurv på i forløbet, lød det fra Landberg.

Dagrofa deler pengene ud

Som mødet skred frem, svandt kritikken ind. Men der var dog en enkelt ting, som ikke helt ville forstumme. Kritikken af informationsniveauet.

– Jeg vil gerne sige til bestyrelsen, at det er sindssygt godt arbejde, men i forhold til forløbet, hvordan vil I fremadrettet agere i forhold til at melde noget ud. Ser man indad? For tilliden skal bare være her, sagde én af deltagerne.

– Der er ingen tvivl om, at den åbenhed, vi har ønsket hele vejen, kommer fra nu af. Nu er vi ikke ude i nogen forhandling mere, slog bestyrelsesformanden fast.

For netop informationsniveauet eller manglen på samme er det, der lagde kimen til de mange spørgsmål. Her har bestyrelsen været som en lus mellem to negle. På den ene side har de gjort, hvad der stod i deres magt for at undgå at forpurre forhandlingerne ved at åbne kæften. På den anden side har det ærgret dem, at de dermed ikke har kunnet holde deres bysbørn og stillere opdateret om situationen. Derfor er både bestyrelse og anpartshavere lettede over, at hele det spil er forbi, og der nu kan blive fuld transparens i købmandssagen.

Der blev rejst en række spørgsmål om økonomien – altså er der nu penge nok i kassen til at sikre gode vilkår for en købmand og foreningens drift?

Her orienterede formanden om de forskellige finansieringsscenarier, hvor især fondsmidler skal lukke hullerne.

– Vi har indsamlet knap 1,2 millioner kroner, og hvis det lykkes os at få fondsmidler i hus, så har vi midlerne. Så på nuværende tidspunkt skal vi ikke ud at bede anpartshavere om flere penge. Jeg ved godt, at vi skal ud med hatten på et tidspunkt, men det bliver ikke til anpartshavere, der bliver til sponsorer, slog Karl-Erik Landberg fast.

– Men der mangler vel stadigvæk en million kroner, indvendte en spørger.

– Vi får 600.000 kroner fra Landdistriktspuljen, forklarede Landberg.

– Men dem nåede I jo ikke at ansøge om, sagde spørgeren. Ansøgningen skulle have været sendt i april, men på det tidspunkt var drømmene om en købmandsbutik i Nyker punkterede.

– Der kommer en ny runde igen i september, men lige nu arbejder Dagrofa på, om der findes en bagdør til at komme ind, sagde Karl-Erik Landberg. Det bliver Dagrofas evne til at dirke bagdøren til statens skatkammer op, der kommer til at definere, hvornår købmanden kan åbne. Kan detailgiganten skaffe adgang til midlerne her og nu, kan der være købmandsforretning i Nyker i efteråret. Kan der først søges til efteråret, kommer der tidligst gang i kasseapparatet i vinteren 2026. De 600.000 kroner gør dog ingen million, men her er det heldigt, at Nyker har Dagrofa med i sidevognen.

– Vi kan få 300.000 kroner fra KFI (Købmændenes Finansieringsinstitut, red), slog Karl-Erik Landberg fast. KFI er en kasse, som Indenrigsministeriet løbende fylder midler i. Pengene skal gå til borgerdrevne butikker.

– Det er Dagrofa, der administrerer fonden. Brian (Videbæk fra Dagrofa, der har stået for hele processen med Nyker Købmand og forhandlinger med Brødfabrikken, red.) sidder på kassen for KFI, og der har vi fået lovning på 300.000 kroner, for det er ham, der bestemmer det, sagde Karl-Erik Landberg.

– Men hvad nu, hvis det ikke er går – er der så en bagvej ud?, lød det fra salen.

– Ja, den hedder Dagrofa. Men jeg kan ikke forstå, at der er et problem, for det er svimlende lidt, der mangler. Vi kan sagtens gå i gang nu, og nu skal vi bare have lavet syn og skøn med udlejeren. Når vi har det, er du den første, der hører, at nu er vi klar med malerpenslen, replicerede Landberg.

Klokken halv ni er mødet slut. Der bliver klappet igen. Karl-Erik Landberg er træt. Han arbejdede hele natten på Hammershus under overfarten fra Køge til Rønne og den efterfølgende klargøring af skibet. Det blev til to timers søvn i løbet af dagen; mere var der ikke mulighed for, da onsdag var store aftaledag, og samtidig skulle han forberede sin præsentation til borgermødet om aftenen.

– Jeg forstår godt de kritiske spørgsmål. For vi har i bestyrelsen ikke haft mulighed for at svare på særlig mange spørgsmål den seneste tid, siger han.

Landberg får ikke en krone for sin indsats, uanset hvor mange timer det kræver. Men det gør ikke noget. For så længe, der kommer en købmand i Nyker, har det været hver en time værd for ham.