Vi skaber en tidsboble
Formålet med shoppen er ikke kun sælge gammelt tøj. Det er også at skabe en oplevelse og støtte tanken om bæredygtighed og genbrug. "Ved at handle hos os, redder du fuldt funktionelt tøj fra at blive brændt, og mindsker dit CO2-aftryk ved at give historisk tøj nyt liv", skriver Anton og Karl Emil i åbningsinvitationen.
Men der er også et nostalgisk element i Pennyclub.
– Vi har forsøgt at lave en tidsboble, hvor man træder ind i historien. Vi er selv meget inspireret af 90erne og 00'erne. Men også 80erne og længere tilbage. Det, der driver os, er, at man får et unikt produkt, og at kvaliteten er helt anderledes. Man vil kunne opleve et væld af farvekombinationer og designstilarter, der over årene er gået tabt. Det er en autentisk oplevelse, lover den 22-årige iværksætter.
Åbningstiderne er ikke fastlagt endnu, men planen er at holde åbent hele sommeren. Resten af året sælges der fra webshoppen, som efter planen vil være oppe i sensommeren.