Tidligere kunne vi købe flybilletter for under 250 kroner, og antallet af afgange var så imponerende, at det næsten føltes som en flyvende metro. Det er en fjern fortid nu. Færgen har nydt en betydelig succes i form af mange passagerer, mens flyruterne er indskrænket og blevet dyrere. Det har vist sig, at DAT ikke kan tjene penge på samme måde som før, og det er resulteret i færre afgange og billetpriser på op imod 1.415 kroner for en enkelt rejse, bestilt tre dage før afgang. Det er hård kost for de mange, der har brug for en hurtig forbindelse til København, men som ikke kan betale så høj en pris.
For Bornholm er det et stort samfundsmæssigt tab, når rejsebarrieren øges markant, og eksempelvis en vigtig mødeaftale i hovedstaden bliver for dyr eller langsom. Her kommer regionens udbud på 27.000 årlige flyrejser ind i billedet. Dette udbud kan presse prisen ned for os andre og sikre bedre hyppighed af afgange, hvis det gøres klogt.
Regionen har to stærke værktøjer til at hjælpe Bornholm: Én maskine i stedet for to. Mindre kapacitet giver lavere omkostninger for operatøren, hvilket kan få grundprisen ned. Det betyder godt nok farvel til den “fornemme” morgenbetjening i dag, men alternativet er fortsat høje billetpriser og få afgange. Det næste greb er at kræve langt flere afgange. Det ene fly kan sikre Regionens 27.000 billetter årligt. Men med et krav om eksempelvis otte eller ti daglige afgange er der også mange daglige ledige sæder, som selskabet skal have fyldt op. Hvis mængden af disse er stor nok, kan de kun fylde op ved at sænke prisen for at lokke flere af os til.
De fleste passagerer er prisfølsomme, særligt i konkurrencen med en billigere bus og en konkurrencedygtig og statsstøttet færge. Dermed opstår incitamentet til en løsning, hvor flyvningen kan udføres hyppigt og ikke koster en halv bondegård.