Gravgaard: Bofa skylder os gennemsigtighed

Gravgaard: Bofa skylder os gennemsigtighed
LEDER | DEBAT | 26. MAJ • 05:30
LEDER | DEBAT | 26. MAJ • 05:30

Troværdigheden lider, når regningen for gratis asbest bliver uigennemskuelig.


Det var en ædel ambition at gøre det let og gratis at aflevere asbest på Bornholm. Men desværre er håndteringen af sagen endt i uigennemskuelighed. Først blev ordningen udnyttet af professionelle aktører, der kunne aflevere ubegrænset og fik regningen til at løbe løbsk, og nu står vi alle tilbage med en mystisk ekstraregning. Ud af ordningens samlede omkostninger på 3,6 millioner kroner springer særligt posten på knap to millioner kroner i øjnene: "Tabt omsætning".

Begrebet lyder som kreativ bogføring, især når Bofa erkender, at "mistet omkostningsdækning" nok var mere præcist. Men heller ikke den forklaring skaber gennemsigtighed. Hvorfor dukker et så stort beløb først op, efter sagen gentagne gange er blevet efterspurgt? Hvorfor optræder beløbet ikke med tydelig forklaring fra begyndelsen og i opgørelsen?

Det er afgørende, at Bofa drives effektivt, fordi alle bornholmere hæfter økonomisk for selskabets drift. Derfor må vi kunne forvente fuld åbenhed omkring, hvad der betales for – især når regningen lander hos borgerne. Når tidligere politikere og nuværende medlemmer af kommunalbestyrelsen med rette udtrykker undren og mistro, bør Bofa lytte og straks fremlægge en mere tydelig redegørelse.

Ord som ”tabt omsætning” må aldrig blive en bekvem måde at dække over, hvad der reelt er sket. Når sagen først fremstår mangelfuld, skabes tvivl om både drift og ledelse. Sådan opretholdes tilliden ikke.


Bornholms politikere og Bofas administration må tage denne sag med sig fremover. Hvis vi ønsker, at borgerne skal have tillid til, at deres penge anvendes fornuftigt, er der ingen vej uden om total gennemsigtighed. Kun sådan bevares tilliden til, at Bofa faktisk varetager fællesskabets interesser bedst muligt. Lad denne sag være en påmindelse til næste gang, affaldspolitikken kommer på dagsordenen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT