En 'sort præst' forklarer sig

Sognepræst Nikolaj Hartung Kjærby har ikke helt kunnet genkende sig selv i debatten om de konservative præster.

Som en af de præster der siger nej til at vie par af samme køn, har jeg fulgt de seneste dages debat i Bornholms Tidendes spalter med interesse. Debat er altid godt, så længe den foregår på et oplyst grundlag, men jeg har ikke helt kunnet genkende mig selv i det, som diverse debattører har taget afstand fra, og derfor skriver jeg dette i håb om at øge forståelsen. Jeg vil først gøre rede for, hvad jeg ikke siger nej til, dernæst hvad jeg siger nej til og til slut, hvorfor jeg gør det. Jeg skal i den forbindelse understrege, at jeg udelukkende udtaler mig på egne vegne.

Hvad jeg ikke siger nej til

Jeg siger ikke nej til at yde homoseksuelle kirkelig betjening i al almindelighed. Det må man i øvrigt heller ikke, men selv hvis man måtte, ville jeg ikke gøre det. Alle uanset seksualitet er velkomne til gudstjenesterne i Klemensker og Rø, inklusive nadveren, og ved gudstjenestens afslutning lyser jeg Guds velsignelse over alle, der er til stede, uanset deres seksualitet. Hvis nogen vil konfirmeres eller (voksen-)døbes, spørger jeg ikke til deres seksualitet, og jeg har også før begravet en homoseksuel mand og trøstet hans efterladte, deriblandt hans mandlige kæreste, som ved enhver anden begravelse.

Jeg vil gerne slå fast, at Gud elsker homoseksuelle præcis lige så meget, som han elsker heteroseksuelle, ligesom frelsen i Jesus heller ikke har noget med ens seksualitet at gøre. Såvel homoseksuelle som heteroseksuelle er skabt i Gud billede og har uendelig stor værdi for Gud, ligesom syndefaldet gælder alle mennesker uanset seksualitet – uden Kristus er en homoseksuel hverken mere eller mindre fortabt end en heteroseksuel. Såvel homoseksuelle som heteroseksuelle frelses ene og alene af Guds nåde ved tro på Jesus Kristus, og den frelse er ikke betinget af vores livsstil (selvom den selvfølgelig gerne skulle have konsekvenser for vores måde at leve på). Den der tror på Jesus Kristus, mister ikke sin frelse, fordi han eller hun er homoseksuel.

Endelig er det heller ikke op til mig at dømme om ”kvaliteten” af kærligheden i henholdsvis et homoseksuelt og et heteroseksuelt forhold. ”Love is love” er et slogan, der ofte høres i disse år, og jeg kan da kun være enig i, at den selvopofrende kærlighed, der sætter sig selv til side for den andens skyld, altid er en ubetinget god ting, uanset om den optræder i et heteroseksuelt forhold, et homoseksuelt forhold eller et forhold, der ikke er seksuelt, som for eksempel et venskab eller en familierelation – eller for den sags skyld i en god gerning mod en fremmed.

Hvad jeg siger nej til

I 2012 blev der indført et nyt ritual i Folkekirken, som ikke tidligere havde været der, nemlig et kønsneutralt vielsesritual. En klar betingelse for indførelsen af det nye ritual var, at det blev valgfrit for Folkekirkens præster at benytte sig af det eller lade være. Det, som jeg rent teknisk siger nej til, er altså at benytte et bestemt ritual, og det betyder, at hvis en mand og en kvinde kom og bad mig om at vie dem efter det kønsneutrale ritual, ville jeg også sige nej til dem. Det er af teologiske grunde, at jeg som præst har truffet det valg, idet jeg som præst først og fremmest er teolog og forkynder. Havde jeg været en kommunal giftefoged, ville jeg derimod uden skrupler have forestået alle slags vielser, som den danske lovgivning tillader, idet jeg i den situation ikke ville have en rolle som en teologisk forkynder, men alene som en juridisk embedsmand.

Hvorfor jeg siger nej

Den Danske Folkekirke er i grunden en løjerlig indretning, idet den på den ene side er en slags civilreligion i det danske samfund, og som sådan danner rammen om mange af menneskelivets overgange for et flertal af den danske befolkning – men samtidig er den også en kristen kirke, og som sådan sat i verden for at forkynde et bestemt budskab, nemlig at Jesus Kristus er verdens frelser og herre. De to ting står i et vist spændingsforhold til hinanden, for budskabet om Jesus var i udgangspunktet ikke blot en række gode leveregler til menneskelivet, men derimod et budskab om at verden, som vi kender den, nærmer sig sin afslutning, og at alt hvad der hører vores jordiske liv til, inklusive ægteskabet, ikke er det egentlige, men kun noget foreløbigt indtil Guds rige kommer. Det forhold, at der nu er gået 2.000 år siden Jesus gik på jorden, har naturligvis sat sit præg på den måde, det budskab bliver forkyndt på, men det kristne budskab er stadig noget, der har til formål at forstyrre os i vores hverdag og vaner, snarere end at bekræfte os i dem. Derfor er der også mange teologer, der har sat spørgsmålstegn ved, om bryllupper overhovedet hører hjemme i kirken, og den anfægtelse genkender jeg fra mig selv. Hvor festligt jeg end synes det er, når der er bryllup i kirken (for det synes jeg bestemt!), så synes jeg også, det er en udfordring at forkynde det radikale budskab om Jesus ind i lige netop dén situation.

For mig at se er der kun én ting, der retfærdiggør, at en kristen kirke overhovedet har vielser som en del af sit ”produktsortiment”, og det er, at Bibelen tillægger ægteskabet mellem mand og kvinde en betydning, der rækker ud over blot at være en borgerlig ordning. I skabelsesberetningen finder vi nogle ord, der også citeres i det klassiske, ikke-kønsneutrale vielsesritual, nemlig: ”som mand og kvinde skabte han dem” og ”derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød” (Første Mosebog 1,27 og 2,24). Foreningen af de to modsætninger, som det mandlige og det kvindelige udgør, bliver et billede på den store forening og forsoning af alting, som kommer, når det Gudsrige Jesus forkyndte realiseres. Det bærende i en kirkelig vielse er altså for mig at se ikke ægtefællernes kærlighed til hinanden, og derfor er mit nej heller ikke et udtryk for, at jeg mener, at den indbyrdes kærlighed i et homoseksuelt forhold er mindre værd end den i et heteroseksuelt forhold. Det springende punkt er, at et ægteskab i bibelsk og teologisk forstand er en livslang pagt mellem en mand og en kvinde med basis i Guds indstiftelse i skabelsen – uanset hvordan det omgivende samfund måtte definere, hvad et ægteskab er.

Jeg er klar over, at mange (vel i virkeligheden de fleste) præster i Folkekirken vil mene, at ægteskabet ikke er indstiftet af Gud, men udelukkende er en borgerlig ordning, som ikke har noget teologisk indhold, mens andre mener, at ægteskabets teologiske indhold ikke har noget med kønsforskellen at gøre. Jeg har hørt og læst masser af argumenter i begge retninger og kan sagtens forstå, hvorfor nogle er nået til en anden konklusion, end jeg er, også selvom jeg ikke er enig. Det der anfægter mig mest er dog risikoen for, at min beslutning om ikke at benytte det kønsneutrale vielsesritual, kan opfattes som om, jeg mener, at homoseksuelle er en slags B-medlemmer af Folkekirken, eller måske endda en slags andenrangs mennesker. Derfor er det heller ikke et spørgsmål, jeg på nogen måde finder let; det er et valg mellem to onder, og jeg kan til tider komme i tvivl om, hvilket der er det mindste. Men forhåbentlig kan dette indlæg bidrage til at rydde nogle misforståelser af vejen.

Efterord

I det ovenstående har jeg slet ikke forholdt mig til de bibelvers, der specifikt handler om homoseksualitet, for det er ikke dem, der er afgørende for mit valg. Som præst er jeg udelukkende ansvarlig for, hvad jeg selv står og siger foran kirkens alter og ikke, hvad folk i øvrigt foretager sig. Men eftersom det jævnligt dukker op i debatten at både Det Gamle og Det Nye Testamente udtaler sig ubetinget negativt om homoseksuelt samliv de (få) steder, hvor det omtales, vil jeg sige lidt om det her til slut.

Den jødiske lov i Det Gamle Testamente rummer ikke kun forbud mod homoseksuelt samliv, men også mod at spise svinekød og skaldyr, mod at lade sig tatovere, mod at barbere sine tindinger, og mod at gå med tøj der er vævet af to forskellige slags garn. Jeg vil tro at stort set alle præster i Folkekirken, uanset ”farve”, vil være enige om at de pågældende forbud udelukkende gjaldt det gamle Israel og ikke har nogen betydning for kristne, og ordene om homoseksualitet i den sammenhæng kan vi derfor se bort fra.

Anderledes forholder det sig med de etiske anvisninger i Det Nye Testamente, som specifikt er rettet til kristne. Der er dog forskellige holdninger til, hvilke af anvisningerne der er tidsbestemte, og hvilke der er eviggyldige, ligesom det heller ikke i alle tilfælde er helt klart præcis, hvad der tales om – nogle mener for eksempel at de steder i Paulus’ breve, der fordømmer homoseksuel praksis, ikke handler om homoseksualitet som vi kender det, men derimod om seksuelle forhold mellem voksne mænd og unge drenge, eller måske tempelprostitution som led i en hedensk afgudskult. Det tror jeg ikke selv, men jeg synes, det er vigtigt, at vi som kristne kan give hinanden frihed til at have forskellige tolkninger uden at dømme dem, der mener noget andet, end vi selv gør.

Kristendommen er ikke en lovreligion, hvor det gælder om at følge en lang række forskrifter til punkt og prikke, men derimod en hjerterelation til den levende Gud, som i sin kærlighed forvandler os indefra ved sin Ånd. Derfor er de etiske anvisninger i Det Nye Testamente heller ikke paragraffer i en lovbog, men rettesnore for hvordan et liv, der er forvandlet af Guds kærlighed, ser ud. Det kristne evangelium lyder ikke: ”Hold op med at synde, så vil Gud tage imod dig!”, men: ”Kom til Gud som den synder du er, og lad ham befri dig for din synd!”, og den forvandling er en livslang proces som alle kristne står i – der er ingen forskel på homoseksuelle og heteroseksuelle hvad det angår. Jeg har mødt homoseksuelle mennesker, for hvem den proces blandt andet har medført, at de frivilligt og utvungent har valgt at leve i cølibat, og dem har jeg den dybeste respekt for, men jeg har også venner, der både er kristne og homoseksuelle uden at se nogen konflikt mellem de to ting, og jeg har ingen grund til at betvivle oprigtigheden af deres tro. Vi er ikke herrer over hinandens tro, men medarbejdere på hinandens glæde, som Paulus skriver et sted – og selv hvis det er rigtigt, at homoseksuelt samliv er imod Guds vilje, så er der i hvert fald mange andre synder, som Det Nye Testamente ofrer langt mere opmærksomhed på, for eksempel hidsighed og pengebegærlighed. Vi er alle meget langt fra at leve op til Guds fuldkomne standard, og jeg er nok selv længere fra end flere af mine homoseksuelle venner. Så jeg er taknemmelig for, at Gud ikke forvandler os, for at han kan tage imod os, men fordi han allerede har taget imod os!