'Vi blev enige om, at vi ville bo på en ø'

En sheltertur til Bornholm sidste sommer blev et vendepunkt i livet for Benedikte Gyes og hendes tre børn. For to uger siden flyttede familien fra København til Nordbornholm, og i morgen indsættes den 48-årige teolog som præst i Aakirkeby.

Du er lige flyttet hertil fra København, hvordan fik du den idé?

– I sommer tog jeg mine tre børn med på sheltertur til Bornholm. Tidligere på sommeren havde vi sovet i shelters gennem hele Jylland og vandret på både Himmelbjerget og i Mols Bjerge – men nu havde vi lige en uge inden sommerfesten i vores svenske ødegård. Vi ankom i høj bølgegang og hård regn med en tornado på himlen i horisonten over Hammershus. Alle shelters var optaget, så vi endte med at overnatte i bålhytten ved Opalsøen. Næste morgen stod vi op til en klar blå himmel og faldt bagover af benovelse! Wauw! Var dette virkelig Danmark!? Den næste uge fandt vi små shelters langs hele kysten, men endte tilbage på nordlandet til en sidste overnatning. Her havde vi tabt vores hjerter!

– Da vi vendte tilbage til København, indså vi, at vi var færdige med byen. Børnene meldte helt klart ud, at de ikke kunne holde alle de store huse og biler og trafik ud. I efteråret blev vi enige om, at vi ville bo på en ø. Vi ville have hav omkring os, og vi ville have klipper. Jeg faldt over det skønneste hus på nordlandet – ledigt pr 1. februar. Få dage efter underskrev jeg lejekontrakten. Jeg var slet ikke i tvivl, det var dér, vi skulle bo. Hvordan vi skulle komme videre derfra med hensyn til job, netværk og så videre måtte vise sig.

Nu skal du være præst i Aakirkeby, hvordan kom det i stand?

– En dag efter nytår ringede provsten for at høre, om jeg kendte til Aakirkeby. Jeg måtte tilstå, at jeg kun havde kørt igennem byen i sommer, og at jeg aldrig havde hørt om Pedersker. Men naturligvis ville jeg gerne komme og gøre tjeneste der!

Har du altid har vidst, at du skulle være præst?

– Det har jeg bestemt ikke altid vidst. Jeg vidste, at jeg elskede at læse teologi. Men jeg troede i mange år, at jeg skulle være journalist. Jeg var redaktør på Arken, det teologiske fakultets studieblad en årrække og under mine afsluttende eksamener søgte jeg ind på Journalisthøjskolen i Århus. Jeg brugte et år på Journalisthøjskolen, inden jeg var helt afklaret. Jeg elskede at skrive, men jeg ville ikke underlægge mig journalistikkens krav om skarp vinkling for at fange læseren på bekostning af substans og etik. Så jeg begyndte at undervise, dels på en specialskole og dels på en folkeskole i en af Vestegnens ghettoer. Om aftenen læste jeg så til lærer. Senere uddannede jeg mig indenfor psykoterapi, coaching og ledelse.

Aa Kirke set fra oven. Video: Jacob Jepsen

Hvordan vil du beskrive dit kristendomssyn, sådan populært sagt?

– Først da jeg for 12 år siden fik mit første barn, forstod jeg for alvor, hvad kærlighed er. Denne fuldkomne uselviske kærlighed er som at stå på den højeste klippe og kaste sig ud i tryg forvisning om, at blive grebet. Som teolog er jeg dybt fascineret af Kierkegaard, og hans eksistentielle livssyn, sat overfor Kunderas “tilværelsens ulidelige lethed”. Den balancegang mellem tyngden og letheden, mellem tilliden og mistroen, mellem friheden og trygheden, mellem det feminine og det maskuline, det er dilemmaer, som vi allesammen slås med gennem livet, og som kristendommen giver sine svar på.

Hvilken slags præst er du?

– Som præst er jeg helt overbevist om, at Biblen skal tolkes ind i tiden for at tale til os i dag. Og jeg vier gladeligt både fraskilte og homoseksuelle – også i en tid, hvor kirken viser sig som mere progressiv end det omkringliggende samfund ved for eksempel at gøre to mænd til en familie, uden samtidig at give dem muligheden for at få børn sammen.

– Omvendt er jeg dybt beundrende overfor de såkaldte sorte præster – klippepræsterne, som jeg kalder dem. Store stejle mænd med så bastant en tro – som står klippefast, uagtet tidens skiftende vinde. Der er noget ufatteligt trygt og smukt ved sådanne klipper.

– Især i en vækkelsestid som vores, hvor den identitetspolitiske woke-bølge skyller ind over os og på sin vis blotter det grundlag, vi bygger på. Når alt gøres substansløst og flydende er det farligt kun at have sin tro bygget i sand.

– Men der er også en skræmmende hårdhed over klippetroen, hvor den almoderlige kærlighed – den bløde barmhjertige – er helt overskygget af den maskuline alfaderlige.

– Det er den ene yderlighed overfor den anden. Nordlandets hårde klipper, hvor der hugges i sten, overfor sydkystens bløde sand, der risikerer at glide ud mellem tæerne.