Kørte spritkørsel to gange: Her er dommen

Kørte spritkørsel to gange: Her er dommen
Thomas Bustrup. Pressefoto
KRIMI | 8. DEC • 13:39
Af:
Ritzau
KRIMI | 8. DEC • 13:39

Thomas Bustrup erkender i Retten på Bornholm, at han to gange på en dag i juni kørte med for høj promille. 

Viceadministrerende direktør i Dansk Industri Thomas Bustrup idømmes 20 dages betinget fængsel for at have kørt spritkørsel to gange på samme dag i juni i år.

Det har en dommer ved Retten på Bornholm afgjort mandag eftermiddag efter et retsmøde, hvor Thomas Bustrup har erkendt de to forhold, han er tiltalt for.

Han er desuden blevet frakendt retten til at køre bil i otte år.

Derudover skal han betale en tillægsbøde på 117.000 kroner. Bøden er udmålt på baggrund af Thomas Bustrups indkomst.

DI-direktøren modtager dommen.

Dansk Industri (DI) vil nærlæse dommen. Det oplyser DI i et skriftligt svar.

– DI forventer at kommunikere yderligere, når der foreligger et fuldt oplyst sagsgrundlag og overblik over sagens indhold, herunder domsfældelse, lyder det.

Fra retsmødet

Thomas Bustrup havde i juni, da han to gange på en dag blev stoppet for spritkørsel, en promille på henholdsvis 1,87 og 1,95.

Det kom frem mandag i Retten på Bornholm, hvor Bustrup var tiltalt for to forhold af spritkørsel.

Han erkendte de to forhold.

Første gang han blev stoppet 9. juni, var på Sverigesvej i Rønne om eftermiddagen. Her blev der taget en blodprøve, der viste en promille på 1,87.

Senere samme dag blev han stoppet på Øresundsmotorvejen i Kastrup. Her blev der også taget en blodprøve, og den viste en promille på 1,95.

I retten forklarede DI-direktøren, at han var på Bornholm i sit sommerhus sammen med sin hustru.

8. juni fik Thomas Bustrup og hans hustru at vide, at et familiemedlem havde været udsat for en "alvorlig ting", som han selv beskriver det i retten.

Hustruen fløj hjem 8. juni, mens Thomas Bustrup skulle tage færgen hjem med familiens hund den følgende dag.

I retten forklarede han, at han drak vin om aftenen 8. juni, og at han igen 9. juni drak vin til frokost.

Efter at han blev stoppet af politiet på Bornholm, fik han at vide, at han ikke skulle køre videre den dag.

Alligevel valgte han at køre om bord på færgen.

- Det slog klik for mig, sagde han i retten.

Hans promille steg i løbet af dagen.

Anklageren i retten spurgte ham, om han havde drukket om bord på færgen, og han svarede noget, der er svært at høre i retten.

- Det var en sort dag, kunne man dog høre ham sige.

Bustrup fortalte, at han er påbegyndt alkoholbehandling, og at han fra tirsdag starter i døgnbehandling for alkoholmisbrug.

Anklagemyndigheden mente, at Bustrup skulle idømmes fængsel i 30 dage, der kunne gøres betinget under forudsætning af, at han går i alkoholbehandling.

Anklageren mente også, at han skulle frakendes retten til at køre bil i ni år.

Thomas Bustrup fik det sidste ord i retten, inden dommeren trak sig tilbage for at skrive dommen.

- Der går ikke en time, hvor jeg ikke angrer det her. Jeg er utrolig trist over det, både for mig selv og mine omgivelser, sagde han.

Han sagde videre, at det går ud over den ordentlighed og troværdighed, han har arbejdet for både privat og igennem mange år i Dansk Industri.

- Jeg er klar over, at det kan lyde skævt, men det er vigtigt for mig at sige, at jeg angrer det, sagde han.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT