Søren Schow kommenterer Socialdemokratiets valgmuligheder til næste kommunalvalg i 2025, efter at Anne Thomas er blevet spidskandidat. Tak for den positive bedømmelse.
Og så tilføjer Søren Schow, at Anne Thomas nok vil lægge en borgerlig kurs, som han mener, at jeg står for som følge af en erhvervsvenlig kurs. Det er da ikke borgerligt at være for et aktivt privat erhvervsliv, arbejdspladser og udvikling. Det er ret progressivt at ville noget og at give virksomheder og samfund muligheder for udvikling, omsætning og skabe arbejdspladser.
Socialdemokratiet er en del af arbejdsbevægelsen, hvor det, at mennesker kan få et arbejde til en ordentlig løn, er grundlæggende for en god tilværelse for dem og deres familier, og for at vi kan finansiere velfærdssamfundet. Det forudsætter da, at vi har gode og dygtige virksomheder, som tjener penge, ansætter folk og betaler en ordentlig løn. Derfor er erhvervsvenlighed en del af det socialdemokratiske dna. Det har da intet med borgerlig politik at gøre.
Og taler vi Bornholm, så er økonomien trængt. Derfor skal Bornholm løftes økonomisk. Det forudsætter udvikling i et højere gear end nu. Det betyder i en socialdemokratisk optik, at vi skal udnytte de muligheder, der er med energiøen, landanlægget, grønne brændstoffer og grøn erhvervspark, at vi skal fremme, at eksisterende erhverv kan udvikles, at vi siger ja til butikskæder og andre, der vil investere mange millioner kroner i nye tilbud og arbejdspladser på Bornholm. Det betyder også, at der skal langt mere gang i boligbyggeriet, og at byggesagsbehandlingen skal op i gear, at vi skal tiltrække nogen, der vil investere i boliger og så videre. Det udviklingsløft er forudsætningen for fremtidens velfærd og selvbestemmelse. Det er også forudsætningen for, at vi kan øge indkomster, trække arbejdskraft og befolkning til, og sikre øgede skatteindtægter til kommunen.