Jeg møder borgere, der har kontakt med systemet, fordi de selv har et handicap eller har en pårørende – typisk deres barn eller ægtefælle – som har behov for hjælp, for at kunne fungere på lige fod med de øvrige borgere.
Autisme er en medfødt neurologisk anderledeshed, der i varierende grad giver et socialt handicap. I Danmark har vi heldigvis lovgivning, der giver hjemmel til at kompensere borgerne ift. funktionsniveau, så de kan leve deres liv på niveau med alle andre borgere. Dvs. alle har ret til støtte og hjælp. Alle har ret til uddannelse og til et job.
Når man banker på kommunens dør, for at ansøge om denne lovmæssige indsats, er det uhyre svært at blive hørt. Og endnu sværere at få døren til at gå op. Lykkes det at komme indenfor, skal man igennem utallige prøvelser, der kræver mere udholdenhed, end at nå frem til trofæet i Robinson Ekspeditionen. Før man kan håbe på indsatsen bliver bevilget.
Men hvorfor skal man udsætte borgerne for alle disse prøvelser? Ressourceknaphed er nok et af svarene. "Vi er ikke en rig kommune", har jeg snart hørt til hudløshed. Det bliver det desværre ikke mindre sandt af: Vi har bestemt ikke mange midler.
Men! Hvad koster det at møde borgerne med respekt? Er det en fordyrende foranstaltning at lytte til borgerne – og respektere det borgerne fortæller? Koster det (for) mange ressourcer at være imødekommende og venlig? Svaret er implicit, tænker jeg.