Debat: Vi vil mødes med respekt!

SYNSPUNKT

Skal forældre og nære pårørende være syndebukke i et samfund, der ikke har overskud og ressourcer til at forstå anderledeshed? Neurologisk anderledeshed som autisme.

Er det rimeligt? Er det nødvendigt?

Mødet mellem borgere og systemet, et begreb der her dækker over kommunens forvaltninger, er et studie værd. VIVE (Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, red.) har for nyligt udgivet deres bud på årsager til den eksisterende kløft mellem borger og leder i forvaltningerne, men også den kløft, der findes mellem borger og sagsbehandler. For at der er en kløft – et tillidsbrud – er ikke enestående for vores kommune. Det er et landsdækkende problem.

Der er mange grunde til de eksisterende barrierer. Forståelsesrammen, dvs. niveauet af den eksisterende viden, kan være meget forskellig. Vi kan som borgere ikke forvente, at en sagsbehandler har indgående kendskab til livet med neurologisk anderledeshed. Men kan vi forvente, man bliver lyttet til? Mødt med respekt?

Hvorfor er det så vigtigt, at blive mødt med respekt?

Alle kender nok følelsen af at blive set og hørt. Lyttet til – med en forventning om at blive forstået og mødt.

Vi er som mennesker afhængige af hinanden. Vores indbyrdes kontakt er en del af det, at være et samfund. Om dele af samfundet kan undværes, må andre debattere.

Jeg vil meget hellere kaste lys på "Må vi negligere dele af samfundet?".

Må vi som samfund parkere en flok borgere som "besværlige" eller "mindre ønskede"? Må vi mene, at borgere har krævet for meget af den fælles kasse? Må vi tillade, at man som samfund ignorerer en gruppe af borgerne?

Jeg møder borgere, der har kontakt med systemet, fordi de selv har et handicap eller har en pårørende – typisk deres barn eller ægtefælle – som har behov for hjælp, for at kunne fungere på lige fod med de øvrige borgere.

Autisme er en medfødt neurologisk anderledeshed, der i varierende grad giver et socialt handicap. I Danmark har vi heldigvis lovgivning, der giver hjemmel til at kompensere borgerne ift. funktionsniveau, så de kan leve deres liv på niveau med alle andre borgere. Dvs. alle har ret til støtte og hjælp. Alle har ret til uddannelse og til et job.

Når man banker på kommunens dør, for at ansøge om denne lovmæssige indsats, er det uhyre svært at blive hørt. Og endnu sværere at få døren til at gå op. Lykkes det at komme indenfor, skal man igennem utallige prøvelser, der kræver mere udholdenhed, end at nå frem til trofæet i Robinson Ekspeditionen. Før man kan håbe på indsatsen bliver bevilget.

Men hvorfor skal man udsætte borgerne for alle disse prøvelser? Ressourceknaphed er nok et af svarene. "Vi er ikke en rig kommune", har jeg snart hørt til hudløshed. Det bliver det desværre ikke mindre sandt af: Vi har bestemt ikke mange midler.

Men! Hvad koster det at møde borgerne med respekt? Er det en fordyrende foranstaltning at lytte til borgerne – og respektere det borgerne fortæller? Koster det (for) mange ressourcer at være imødekommende og venlig? Svaret er implicit, tænker jeg.

Så kære alle jer, der møder borgerne! Dem der har en sag hos jer, er hverken dårligere mennesker, har mindre behov for at være en del af samfundet eller ønsker at blive behandlet dårligt. De kommer udelukkende, fordi de – eller deres nære pårørende – har et behov, vi som samfund skal hjælpe dem med. Det mindste de kan forvente er vel medmenneskelig respekt?