Debat: Spærretid og dens konsekvenser

Debat: Spærretid og dens konsekvenser
Ralf Marcoux Skovgaard. Privat foto
SYNSPUNKT | BORNHOLM | ABONNENT | 5. JUL 2021 • 21:04
Af:
Ralf Marcoux Skovgaard
næstformand for Det konservative Folkeparti
Bornholm
SYNSPUNKT | BORNHOLM | ABONNENT
5. JUL 2021 • 21:04

Politikere bliver valgt for at træffe beslutninger på borgernes vegne. De skal prioritere vores fælles økonomi, således at vi får den bedst mulige offentlige service med alt, hvad dette indebærer. Men politikere er også mennesker og kan ikke altid gennemskue de faktiske konsekvenser af deres beslutninger – det ville være umenneskeligt at tro. Det er embedsværket, der skal gennemføre det, som de tror er intentionen af beslutningerne.

Vi kender alle historien om fjeren, der blev til fem høns. Det er historien om, hvor svær kommunikation er gennem flere led, og hvordan den ændrer sig. På samme måde kan og vil en politisk intention blive omformuleret ned igennem vores embedsværk, hvis beslutningen ikke er meget nøje beskrevet. Det er af samme årsag nødvendigt af have et uafhængigt organ, nemlig medierne, til at grave dybere i vores offentlige institutioner. Medierne skal trykprøve sammenhængene mellem de politiske beslutninger, og hvad der så rent faktisk sker med de beslutninger.

Den politiske kultur

Langt de fleste kulturer vil forsøge at dække over fejl og misfortolkninger – man har ikke lyst til at blive udstillet – særligt ikke i såkaldte ”blaming-kulturer”, hvor alle skal være perfekte.

Den kultur skal vi have vendt her på Bornholm. Der skal være plads til at lave fejl og lære af de fejl – brug fejl til at udvikle sig.

Ledelsesstil

Af samme årsag er spærretiden et misfoster for en organisation i udvikling – det hører til i den ledelsesfilosofi, som kaldes ”champignon-ledelse”, altså den filosofi, hvor champignoner (læs: medarbejderne og måske visse dele af byrådet) er blevet holdt i mørke og kun er blevet fodret lort (champignoner trives bedst i mørke og elsker god gødning). Stikker man hovedet tilstrækkeligt højt op, så kapper man hovedet af dem.

Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at det er sådan, vi bornholmere vil have, at vores kommune skal ledes?

Professionalisme

Medarbejderne må føle det som en desavouering af deres professionalisme – og man må gå ud fra, at langt de fleste virkeligt er professionelle i udøvelsen af deres arbejde, så det er skidt for motivationen.

Hvis kommunaldirektøren ikke mener, at medarbejderne er professionelle nok til at kunne håndtere pressen, politikere "i lære" m.m., så er det nok de forkerte medarbejdere, han har ansat, hvilket han dermed viser med sin mistillid til dem. Man kunne også vende det om og stille spørgsmålstegn ved kommunaldirektørens evne til at ansætte de rigtige mennesker, siden han synes, at det er nødvendigt at give dem mundkurv på.

Gemmeleg

Har kommunaldirektøren tillid til sine medarbejdere, så kan den eneste gyldige forklaring på en spærretid kun være det faktum, at der er noget, der skal holdes skjult for offentligheden. Det er jo et klart brud på demokratiet og den kontrol, som medierne udøver på borgernes vegne. Hvis dette er tilfældet, så bør borgerne klart overveje, hvorvidt personkredsen bag beslutningen skal have lov til at fortsætte deres virke efter valgdagen.

Beslutningen

Jeg kan ikke forestille mig, at dette alene er kommunaldirektørens beslutning. Den må være klappet af med borgmester Thomas Thors og sandsynligvis også viceborgmester Morten Riis og SF, siden de alle er ude og forsvare spærretiden.

Det tegner ikke godt for et fremtidigt samarbejdsklima i kommunen. Det vil i sidste ende kun være et spørgsmål om tid, før politikerne vil stille spørgsmål om deres tillid til kommunaldirektøren med en sådan adfærd.