En valgkamp med visioner

En valgkamp med visioner
Jeg tror på, at alle kandidater, uanset parti, stiller op, fordi de vil Bornholm det bedste, skriver han. Arkivfoto: Radikale Venstre Bornholm
SYNSPUNKT | DEBAT | Onsdag 1. oktober 2025 • 19:00
Af:
João Møller
forperson
kandidat til kommunalvalget for Radikale Venstre Bornholm
SYNSPUNKT | DEBAT | Onsdag 1. oktober 2025 • 19:00

Den skal ikke være med mudderkastning.

Demokrati er det mest fantastiske, vi har. Det giver os alle en stemme, en mulighed for at være med til at forme fremtiden. Det er en gave – men hårdt arbejde.

Valgkamp er ikke kun at hænge plakater, dele flyers ud, stå på torve, deltage i paneldebatter og tale med borgerne – selvom det i sig selv er tidskrævende - men det er faktisk den sjove del af valgkampen.

Det, der virkelig tærer på kræfterne, er tonen.

For at blive valgt skal man ikke bare vise, hvad man står for – man skal åbenbart også bevise, at andre kandidater er et dårligt valg i nogle tilfælde ved at kritisere, nedgøre eller endda mistænkeliggøre.

Vi vil det bedste!

Jeg vil sige det helt klart: Jeg tror på, at alle kandidater, uanset parti, stiller op, fordi de vil Bornholm det bedste. Selv kandidater, hvis politik ligger meget langt fra min egen, er drevet af et ønske om at gøre vores ø til et bedre sted.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der stiller op for at gøre det dårligere for bornholmerne. Jeg tror heller ikke, at der er nogen, der elsker sparerunder eller drømmer om dårlige skoler og plejehjem.

Men hvis vi i valgkampen bruger al vores tid på at bevise, hvor forkerte de andre er, så bliver det virkelig svært at samarbejde bagefter i kommunalbestyrelsen. Skal man virkelig vælges ind bare for at være en sten i skoen og gøre arbejdet sværere for alle andre?

Jeg mener det modsatte: Vi skal vælges for at finde løsninger sammen - for at supplere hinanden. Jeg kender mine egne begrænsninger – jeg er ikke perfekt, og jeg har for eksempel stadig svært ved at huske, hvornår man skal bruge "gør" og "gøre" i. Men jeg vil da meget hellere have, at en kollega nævner det til mig direkte, end at det bliver nævnt i avisen for at bevise min inkompetence.

Møde

Vi er mange kandidater, som tidligere på året mødtes på tværs af partier i en studiegruppe om Bornholms økonomi. Det var utrolig givende – præcis som vi oplevede i sidste valgperiode med De Grønne Frøer.

Når vi sætter os sammen, lytter og lærer af hinanden, så rykker vi os alle sammen. Det er i de møder og i samtalerne med borgerne, at jeg har lært mest om vores fælles udfordringer – ikke ved at læse overskrifter, hvor vi skyder på hinanden.

Jeg håber derfor, at vi kan bruge valgkampen på visioner, løsninger og samarbejde i stedet for at kaste mudder. For jo mere mudder vi kaster nu, jo sværere bliver det at arbejde sammen efter valget.

Bornholm har brug for politikere, der tør række hånden frem – også til dem, de er uenige med – for kun sådan kan vi løse de store udfordringer, vi står overfor.

En lille tanke til slut

Hvis man ikke har politik nok til at engagere vælgerne og kun kan få stemmer ved at køre andre kandidater ned, så bør man måske overveje, om det er kommunalbestyrelsen, at man skal sidde i. Skal man være der for at bygge en bedre kommune – eller er det et personligt projekt?

Jeg siger dette ikke for at pege fingre ad nogen, men fordi jeg inderligt tror, at vi alle vil det bedste for Bornholm. Lad os så også vise det – ikke bare med ord, men med handling.

Valgkampen er en fantastisk mulighed for at inspirere og engagere – men også et ansvar. Jeg håber, at vi sammen kan vise bornholmerne, at politik kan være en samtale om fremtiden, ikke en kampplads, hvor man vinder ved at gøre de andre små.

Når vi står i kommunalbestyrelsessalen efter valget, skal vi kunne se hinanden i øjnene og sige: "Vi gjorde vores bedste – sammen."



Følg debatten på facebook!

INDENFOR

Oliekongen nyder sit nye liv
EKSKLUSIV | ABONNENT

Oliekongen nyder sit nye liv

Manden bag rapsolie-eventyret på Lehnsgaard.
Mad-entreprenøren fra Melsted
EKSKLUSIV | ABONNENT

Mad-entreprenøren fra Melsted

Fra vanvidskøkkenet i Rom til madfest i Gudhjem. Det er notorisk fart over feltet for Mikkel Marschall, skaberen af sol over Gudhjem. Men lidt mindre end tidligere, for en en voldsom stresssygdom lærte ham, at man er nødt til at træde på bremsen, selv om det er svært.
FÅ ABONNEMENT