– I efteråret kommer jeg til at være halvdelen af tiden på Bornholm og halvdelen af tiden i København, hvor jeg afløser som præst i en kirke. Fra årskiftet vil det være sådan, at jeg er her to uger om måneden og tre søndage. Så jeg regner med at indgå aktivt i samfundet her og gøre alt, hvad jeg kan, for at også bringe kirken på landkortet.
Hvorfor valgte du at blive præst til at starte med?
– Jeg var 19 år gammel, da jeg fik en fornemmelse af, at det var det jeg skulle. Jeg troede egentlig, at jeg skulle have været lærer, men så kom de andre tanker frem. Det var et år, hvor jeg var ansat til at arbejde med unge i metodistkirken. Og i løbet af det år, voksede tankerne frem, at jeg måske skulle være præst. Og det talte jeg så med nogen om, og det endte så med, at jeg sendte en ansøgning afsted, som man skal i metodistkirken for at blive kandidat til at blive præst i kirken. Og så begyndte jeg på præsteuddannelsen, som var i Gøteborg i Sverige, og efter at have fuldført første del af uddannelsen begyndte jeg som præst som 22-årig i Esbjerg.
Havde du nogen relation til kirken, da du var barn?
– Det havde jeg på den måde, at da jeg var lille, gik jeg i søndagsskole i Metodistkirken. Min mor tilhørte Metodistkirken, det gjorde hendes forældre også. I flere år havde jeg ikke noget med kirken at gøre og kom først tilbage, da jeg var 15 år gammel. Der var blevet ansat en ungdomspræst i menigheden, og jeg valgte at tage derhen, fordi min mor blev ved med at snakke om det, og så tænkte jeg, at hvis jeg går derhen en enkelt gang kunne det være, at jeg kunne få fred. Men jeg opdagede, at det var så interessant og nærværende. Det havde noget med mig at gøre og med mit liv at gøre, der hvor jeg var i livet på det tidspunkt. Og det greb fat i mig på en eller anden måde, som gjorde, at jeg blev. Og efterhånden så ledte det til, at jeg fik en - hvad jeg ville kalde for - personlig tro. Altså, det blev meget nærværende i mit liv.