KØB ABONNEMENT
POLITIK / Onsdag 1. oktober 2025 • 19:00

Vil kæmpe for Bornholm

Vil kæmpe for Bornholm
Lave K. Broch og Elisabeth Bergsøe er to af Demokraternes fem kandidater i Region Østdanmark. Eget foto
Journalist

Demokraterne har afleveret de nødvendige underskrifter for at stille op til regionsvalget.

For godt en måned siden fortalte, den nu tidligere haslebo Lave K. Broch, at han regnede med at være på stemmesedlen til valget til Region Østdanmark som spidskandidat for partiet Demokraterne - hele Danmark skal leve. Den forudsigelse er nu virkelighed.

Tirsdag afleverede han og partifællen Elisabeth Bergsøe de nødvendige underskrifter, så Demokraterne kan komme på stemmesedlen. Det skete i Sorø på Sjælland, fortæller Lave K. Broch.

Han pointerer, at partiet vil kæmpe for Bornholm, og det gælder ikke mindst, at offentligt ansatte på øen skal have en højere løn, så den svarer til den løn, som udbetales for samme job i København.

– Vi ser ingen grund til, at en bornholmsk hjemmehjælper eller sygeplejerske skal have en lavere løn end dem i København. Vi synes simpelthen, at det er på tide, at man får lige løn for lige arbejde, siger Lave K. Broch i en pressemeddelelse.

Et par af Demokraternes andre mærkesager er offentlig betalt tandpleje, og at magten skal være så tæt på borgerne som muligt.

– Vi er som parti imod den centralisering af magt, som der sker ved sammenlægningen af Region Sjælland og Region Hovedstaden, og det bliver vigtigere end nogensinde at kæmpe for Bornholm, lyder det fra spidskandidaten.

Lave K. Broch flyttede for nylig sin folkeregisteradresse til Amager på grund af sit arbejde, men han beholder sit hus i Hasle og er på Bornholm hver uge, fortæller han.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT