KØB ABONNEMENT
NOTITS / SPORT / Onsdag 1. oktober 2025 • 13:00

Talentfuldt taekwondo-hold vandt fem medaljer af guld

Talentfuldt taekwondo-hold vandt fem medaljer af guld
Bornholms Taekwondo Klubs succesrige mandskab ses her i hallen i Fredericia. Foran fra venstre ses Annette B. Pedersen, Ronja Bjarnason og Ava Martin, og stående fra venstre er det coach Mathias Sørensen, Vanessa B. Løschenkohl, Nicoline Rasmussen, Lina Hilding, Alberte Grønbech samt coach og træner Lis Borring. Eget foto
Journalist

Bornholms Taekwondo Klub imponerede ved stævne i Fredericia

Weekendens taekwondo-stævne i Fredericia, der havde samlet 230 deltagere, blev en kæmpe succes for Bornholms Taekwondo Klub, hvis syv deltagere stillede op i otte discipliner og rejste hjem med fem guld- og to bronzemedaljer.

I enkelte grupper var der kun lidt eller slet ingen konkurrence, mens deltagerne i grupper med mange deltagere først skulle i semifinale og her kæmpe sig videre til finalerne med de otte bedste deltagere.

I gruppe C for 15+-piger dannede Anette B. Petersen sammen med Lina Hilding og Nicoline Rasmussen et rent bornholmsk damehold. Desværre havde de ingen konkurrenter, men pigerne viste fin synkronitet og gjorde sig rigeligt fortjent til guldmedaljerne.

Lina Hilding, der blev gradueret for bare en måned siden, vandt ligeledes guld overbevisende bedre end konkurrenten fra Frederikssund.

Ava Martin var til sit blot andet stævne for 12/14-årige piger og viste i en gruppe med seks deltagere stor overlegenhed. Nu mangler bare at få Ava gradueret, så hun næste gang kan stille op i den noget sværere gruppe C. Hun glæder sig allerede.

Vanessa B. Løschenkohl som studerer i Odense og derfor ikke får trænet ret meget, klarede sig rigtig pænt i gruppe A for 18/30-årige, men kom ikke frem i finalen.

Flotte præstationer

Alberte Grønbech var i juniorklassen oppe mod flere landsholdsdeltagere og landsholdsaspiranter på 17 år og havde blot en finaleplads som mål. Men allerede i semifinalen markerede Alberte sig stærkt og lå efter denne runde som nummer to. I finalen blev det til en tredjeplads og bronze med hårfin afstand til guld- og sølvmedaljerne. En præstation over forventning og stor ros fra dommerne.

Ronja Bjarnason, der lige er rykket op i rødbælterækken og derfor er blandt de yngste i 12/14-årsklassen, overraskede også i gruppe B. Også her var målet at nå en finaleplads, men efter semifinalen lå hun på en uventet førsteplads, og i finalen sluttede hun på tredjepladsen. En meget flot præstation.

I mix-rækken vandt Ronja Bjarnason guld sammen med Noah fra Aabenraa, til trods for at de ikke har trænet ret meget sammen.

Både Alberte Grønbech og Ronja Bjarnason er på det danske talenthold og viste i Fredericia, at de kunne leve op til forventningerne for dette hold.

DM er næste mål

På turen hjem over København og derefter med Køge-færgen blev der tid til at snakke om resultaterne og få sat nye mål til det næste store stævne, som er danmarksmesterskaberne i Vejle i november, fortæller Bornholms Taekwondo Klubs coach og træner, Lis Borring.









FÅ ABONNEMENT