Bornholmernes tavse historie

Jeg har gået i bornholmske folkeskoler fra 1955 til 1963 og Rønne Statsskole fra 1963 til 1966 og ved, at bornholmernes særlige historie ved afslutningen af 2. verdenskrig var omgærdet med tavshed.

Det ser spændende ud med initiativet til en kvalificeret debat. Jeg ser frem til at læse om mennesker, der har en viden, som de vil dele med andre. Hvis denne viden fører frem til konstruktive meninger, vil det være noget af en kvalitetsforbedring ind i et frugtbart debatklima.

Kristoffer Gravgaard mener, at vi har en stolt historie (lederen 4.3. 2023). Jeg mener, at vi har en tavs historie. Bornholms placering i Østersøen blev en placering, hvor de allierede rykkede frem mod nazismen både fra øst og fra vest. Vores befrielse fra nazismen kom vitterligt fra øst.

Det er forståeligt, at den storpolitiske situation gjorde det nødvendigt at pålægge den frie presse restriktioner, idet der ikke måtte skrives noget, der kunne genere Stalin. Men der skete noget på Bornholm, men hvad der skete, blev ikke beskrevet i en fri presse.

Fødselsårgangene 1920 til 1942 har alle personlige erfaringer med russiske soldater. Af gode grund har de oplevet situationen ud fra et barns eller en ungs perspektiv, så de fortæller med stor glæde om, hvad de oplevede i den russiske periode.

70 levende fortællere delte deres oplevelser, idet bogen "70 Erindringsglimt fra russertiden på Bornholm" udkom 5.4. 2022, netop datoen for russernes afrejse. Krigsgenerationerne giver en tilbagemelding om, at den detaljerede beskrivelse af de 11 måneder giver et tidsbillede, der vækker minder. Jeg har forstået, at når arme og ben svækkes, men hovedet er ganske klart, er det meget kært at få vækket minder.

Efterkrigsgenerationerne, som jeg selv tilhører, fortæller, at deres forældre ikke fortalte ret meget, og den smule, de fortalte, er senere gået i glemmebogen. Men netop fordi 70 ældre mennesker nu fortæller, er det til at leve med, at vores forældre ikke fik sagt så meget.

Jeg har drøftet tavsheden med flere. En af forklaringerne går på, at den voksne befolkning har oplevet noget, som vil give børn en frygt, som børnene ikke ville kunne klare. Ud fra ganske almindelige opdragelsesprincipper har man sørget for, at børn ikke fik for meget at vide. Uddannelsessystemet har været historieblindt. Jeg har gået i bornholmske folkeskoler fra 1955 til 1963 og Rønne Statsskole fra 1963 til 1966 og ved, at bornholmernes særlige historie ved afslutningen af 2. verdenskrig var omgærdet med tavshed.

Vi har en tavs historie, men den kan endnu fortælles, netop fordi de 80- og 90-årige nu tager til orde. Det er de ældre generationers gave til efterkrigsgenerationerne.