Zille fik blodforgiftning og blev fløjet til Riget: Jeg føler mig ikke længere tryg på Bornholms Hospital

Bornholms Hospital har svaret på den overordnede kritik. Det kan du læse nederst i artiklen.

En dag i slutningen af april kører 19-årige Zille Vangsaa fra Østerlars ind til Store Torv i Rønne for at samle sin mor, Annette Vangsaa, op.

I bilen kan Zille mærke, at hun har feber og er utilpas. Hun slår det hen som en begyndende forkølelse, men få timer efter bliver det værre.

Først tænker hun, at feberen kan være tegn på, at hun har covid-19.

Men den efterfølgende coronatest giver et negativt svar.

Feberen fortsætter, og Zille tager derfor til sin egen læge, som mistænker, at det er en blærebetændelse.

Zille får pencilin i tabletform med hjem.

Det bliver bededagsferie, og Zille får det værre.

Hun kører ind på akutmodtagelsen på Bornholms Hospital.

Det bliver starten på et tre måneder langt forløb, hvor hun undervejs får blodforgiftning, taber sig 11 kilo og må opereres flere gange.

Forløbet har resulteret i, at Zille Vangsaa i dag har en dyb mistillid til Bornholms Hospital.

Tre betændelsesdiagnoser

For at forstå årsagen til den mistillid, som Zille Vangsaa sidder med i dag, spoler vi tiden tilbage til den 30. april, hvor lægen på akutmodtagelsen i første omgang holder fast i den diagnose, som Zilles egen læge har stillet. Blærebetændelse.

Zille får at vide, at hun kan komme tilbage, hvis det forværres. Allerede dagen efter, den 1. maj, må hun kapitulere for smerterne og køre ind til Rønne igen, og nu bliver hun indlagt.

Lægerne bytter pencilinen i pilleform ud med pencilin i drop.

De fortæller Zille, at de mistænker, at det er en nyrebækkenbetændelse, og at behandlingen med antibiotika skal fortsætte.

Zilles infektionstal er stadig højt, og det er feberen også.

Den 3. maj bliver hun CT-scannet og får at vide, at hun skal have fjernet blindtarmen, fordi den er betændt.

Operationen bliver gennemført af en kirurg, hvis adfærd er en af grundene til, at Zille Vangsaa er utryg ved Bornholms Hospital.

Det vender vi tilbage til.

Ingen omsorg

Efter operationen har Zille det bedre, men det varer ikke længe.

– Jeg har det egentlig rigtig godt det første døgns tid efter, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det så nok bare var det. Jeg var oppe og gå, smerterne var lidt væk. Men så gik det ned ad bakke efter det døgn. Jeg fik det bare skidt og fik feber i ture, smerter i maven, og i løbet af den næste uges tid udviklede det sig jo til, at jeg næsten hverken kunne gå eller stå, fortæller hun.

Zille ligger på det tidspunkt på sengeafsnit 1.

Ifølge Zille og Annette Vangsaa er der ikke en særlig god kommunikation og omsorg fra personalet på den afdeling, i de dage Zille er indlagt.

Hun skiftevis sveder og fryser, og der er brug for, at hun får skiftet sengetøj.

Men beskeden fra personalet er, at det må hun selv gøre. På trods af, at hun på det tidspunkt har 40 i feber og har svært ved at foretage sig noget som helst.

Hendes mor Annette Vangsaa er selv blevet opereret kort tid før og kan ikke hjælpe Zille den nat.

Derfor har moren allieret sig med Zilles far, der til dagligt bor i Randers. Han er kommet til Bornholm for at hjælpe og kører derind, da Zille ringer og siger, at hun er utryg.

Foto: Jacob Jepsen

Ingen spørgsmål

Zille forklarer, at utrygheden kommer, fordi hun ikke oplever, at der er noget omsorg eller nærvær for hende som patient fra det personale, der er på vagt den nat.

– Man kan være nok så moden og voksen, men som 19-årig, så mangler man en, der også kom ind om natten og lige havde tid til at sidde i to minutter og sige, er du okay? Hvad kan jeg gøre for dig? Hvis jeg ringede efter hjælp, gik der lang tid, hvor der ikke kom nogen. Når de så endelig kom, hentede de bare den pose, jeg havde kastet op i, smed den i skraldespanden, og så var det ellers sådan, nå men kan du så sove godt, og så røg døren i igen, fortæller hun.

Da Zilles far skal hjem til Randers, beslutter Annette Vangsaa sig for at tage ind og passe Zille på hospitalet, selvom hun egentlig selv skulle restituere derhjemme.

Hun er uddannet social- og sundhedsassistent og lægger mærke til, at der ikke er meget omsorg for patienterne på det afsnit, Zille ligger på.

– Fra jeg kom derind, oplevede jeg ikke, at der var nogen, der stillede spørgsmål. Hverken til Zille, om hvordan hun havde det, og de hørte heller ikke mig som pårørende. Der var heller ikke en eneste gang, hvor plejepersonalet vaskede Zille. I tre uger, fortæller Annette Vangsaa.

Lægerne afventer

Dagene går, Zille får det værre, og feberen kommer og går fortsat.

Ifølge Annette og Zille Vangsaa sker der ikke ret meget i de dage, andet end at alle afventer.

Gynækologen på afdelingen vil have Zille op at gå, men det er ifølge Annette og Zille Vangsaa helt urealistisk på det tidspunkt.

– Altså der er vi ved at blive vanvittige af, at de hele tiden siger, at hun bare skal op at gå. Rehabilitering er jo rigtig fint, jeg arbejder selv på et rehabiliteringscenter, og rehabilitering er rigtig godt, hvis man er sikker på, at patienten kan. Men jeg sagde mange gange til hende, at Zille ikke kunne. Hun havde 40 i feber og var så dårlig, fortæller Annette Vangsaa.

Zille føler heller ikke, at det overhovedet var muligt for hende på det tidspunkt.

– Jeg får sagt til hende, at det var svært at have energi til det, når man kaster op otte gange om natten og ikke får synderligt meget søvn. Det er jo en ond spiral, for når du ikke får sovet, har du heller ikke energi til at komme op at gå. Og så svarer hun, at så måtte vi prøve med nogle indslumringspiller, uden hun tager højde for feberen eller mine smerter, fortæller Zille Vangsaa.

– Det er altså skræmmende, at dét er løsningen, når man har en patient, der bare får det værre og værre, supplerer Annette Vangsaa.

Sendt til Riget med blodforgiftning

Den 11. maj er Zille meget dårlig, og det begynder at gå op for dem, at der ikke kun er tale om en overstået blindtarmsbetændelse.

Annette Vangsaa er overbevist om, at den manglende omsorg og pleje har resulteret i, at Zilles forværring kommer bag på personalet.

– Jeg tror, at det, at de ikke passer Zille, gør, at det kommer bag på dem. Sidste morgen inden Zille bliver fløjet over, får hun sepsis. Altså blodforgiftning. Hun får lavt blodtryk, og der kan jeg se, at selv lægen står sådan nervøst med sine hænder. Jeg kunne også se, at de kom med de høje blodprøvningsflasker, og så var jeg godt klar over, hvad klokken havde slået. Så undersøger man, om infektionen er gået i blodet. Og det var den, men det fortæller de os faktisk ikke. Det bliver bare skrevet i journalen, som vi læser senere, fortæller Annette Vangsaa.

Det bliver besluttet, at Zille skal overflyttes til Rigshospitalet med helikopter.

Selv har Zille Vangsaa svært ved at overskue situationen, og Annette Vangsaa er bange.

– Jeg kunne jo se, at Zille havde det dårligt. Og jeg kan ikke komme med i helikopteren, for der skal en læge med, simpelthen fordi hun havde så lavt blodtryk. Og det får man jo, når man har sepsis, siger Annette Vangsaa.

Prøvede bare at være mor

Selvom hun var bange, var Annette Vangsaa også glad for, at Zille nu skulle i andres hænder.

– Det var frygteligt at sende hende afsted på den måde, men jeg var rigtig tryg ved den læge, der kom med helikopteren. Han udviste bare stor kompetence og empati og gav os følelsen af, at han nok skulle passe på hende. Og jeg følte også en lettelse over, at hun blev fløjet derover. Fordi det bare var blevet værre og værre for hver dag, der gik, og jeg talte for døve ører på Bornholms Hospital. Der var ingen, der ville høre på mig, siger hun.

Annette Vangsaa er klar over, at det kan være irriterende med en bekymret mor på sidelinjen, men da det var hende, der passede Zille, forstår hun ikke, hvorfor personalet på sengeafsnit 1 ikke brugte hendes viden som pårørende noget mere.

– Jeg ved godt, at man kan være vældig irriterende, men jeg forsøgte faktisk at lade være med at være irriterende, men være mor. Jeg følte bare ikke, der var nogen, der ville lytte på mig, når jeg sagde, at hun havde det så dårligt, fortæller Annette Vangsaa.

Samtale i opholdsstue

På Rigshospitalet går det stærkt.

Zille ankommer om eftermiddagen og fra da og frem til ud på natten laver de forskellige undersøgelser.

De finder en byld på bagsiden af hendes livmoder, der er på størrelse med en appelsin.

Den bliver drænet, der bliver skyllet og behandlet med antibiotika.

Den 21. maj, 10 dage efter sin indlæggelse, bliver Zille Vangsaa udskrevet fra Rigshospitalet med beskeden om, at hun skal fortsætte med antibiotikabehandlingen i hvert fald en uge mere.

Derefter er det op til Bornholms Hospital, om de vil forlænge behandlingen.

Fire dage efter mødes Zille og Annette Vangsaa så med den kirurg på Bornholms Hospital, der fjernede hendes blindtarm.

Han afholder samtalen i den opholdsstue, hvor de sidder og venter blandt andre mennesker.

En samtale, som de i dag undrer sig over ikke foregik mere privat.

– Vi står der i opholdsstuen på Bornholms Hospital, hvor der sidder andre og kan lytte med på Zilles sygdomshistorie. Jeg evner ikke at sige fra, for jeg kommer selv lige nede fra hjertelægen og er sådan fyldt lidt op i hovedet af det. Så jeg får ikke sagt, at jeg ikke synes, vi skal holde den samtale der. Han sætter sig ikke ned på noget tidspunkt og spørger Zille, hvordan hun har det, fortæller Annette Vangsaa.

– Det var vildt grænseoverskridende, supplerer Zille Vangsaa.

Kirurg kendte til bylden

Udover at det er en grænseoverskridende oplevelse, kommer der også informationer frem i den samtale, som undrer Zille og Annette Vangsaa.

Ifølge dem fortæller kirurgen, at han havde set, at der var en byld på bagsiden af livmoderen, da han fjernede Zilles blindtarm.

Han mente, at det var noget, kroppen selv skulle klare og gjorde derfor ikke mere.

– Men Zilles krop kan ikke klare noget, fordi hun som grundsygdom har gigt. Og når man får medicin for sin gigt, så er det immunneddæmpende, og så kan kroppen ikke klare noget. Den kan ikke engang klare en halsbetændelse. Så jeg synes, det er meget arrogant at sige, at den byld kan Zilles krop selv klare, siger Annette Vangsaa.

– Det står jo som det første i min journal, at jeg har gigt, så det kan ikke komme bag på ham, supplerer Zille Vangsaa.

Når de spørger ind til det, svarer han ifølge dem ikke andet, end at han jo "bare er kirurg".

Det er den samtale, der sammen med den manglende omsorg fra personalet gør, at Zille Vangsaa ikke længere har tillid til Bornholms Hospital.

Æggeledere var noteret

Efterfølgende har Zille Vangsaa også læst i sin journal, at kirurgen under blindtarmsoperationen havde noteret, at hendes æggeledere var "fortykkede".

Men det blev der ikke gjort mere ved på det tidspunkt, og ifølge Zille Vangsaa var det ikke noget, hun blev informeret om efter blindtarmsoperationen.

Til samtalen i opholdsstuen siger kirurgen også, at han mener, behandlingen med antibiotika skal stoppes.

Ifølge Annette og Zille Vangsaa siger han, at hvis Zille var hans egen datter, ville han være tryg ved at stoppe behandlingen.

En udmelding, som her bagefter undrer både mor og datter.

– Det her med at sige, hvis det var hans datter, så ville han stoppe nu, synes jeg, er dybt uprofessionelt, og det gik jo imod planen. Det var ikke det, der stod i Zilles papirer. De vælger at gøre noget helt andet, og jeg forstår ikke, hvorfor de ikke laver en undersøgelse af Zille inden, for så havde de fundet ud af på daværende tidspunkt, at det stadigvæk var galt. Og jeg kan ikke forstå, at den kirurg aldrig undrede sig over de fortykkede æggeledere og sendte det videre i systemet. Så havde vi jo kunne været sparet for en masse ting, siger Annette Vangsaa.

Stopper behandling

Efter samtalen stopper antibiotikabehandlingen på trods af Rigshopitalets plan.

Zille Vangsaa kommer hjem og har det okay, men syv dage efter er den gal igen.

Hun får igen høj og svingende feber.

Efter nogle dage med ture frem og tilbage til akutmodtagelsen, insisterer hun på at blive indlagt og på, at Bornholms Hospital handler hurtigere, end de ellers lægger op til.

– Jeg bliver indlagt i slutningen af ugen, og så ville de vente helt til onsdag med at lave en CT-scanning. Men jeg sagde, at det var jeg ikke synderligt tryg ved. Jeg kunne mærke, at der var noget galt igen. Beskeden var, at de ville prøve at rykke det frem, men så akut var det jo ikke. Det var hele tiden som om, at det forløb, jeg havde haft, det så de ikke som akut, fortæller hun.

Det ender alligevel med, at de fremrykker CT-scanningen, og her kan de ifølge Zille se, at der er inflammation i hendes bækken.

– Så kommer der en ny læge ind og siger til mig, at det nok er bughindebetændelse. Det første, der står, når man googler det, er, at det har dødelig udgang. Så det var lidt en hammer at få i hovedet, og man ligger der alene på Bornholms Hospital, fortæller Zille Vangsaa.

Ingen underlivsundersøgelse

Beskeden om bughindebetændelse sidder stadig i Zille som et af de øjeblikke, hvor hun følte sig allermest utryg på hospitalet.

Ifølge hende kom lægen ikke med en beroligende forklaring til beskeden.

– Der bliver jeg jo bange og også utryg. Altså fordi jeg tænker, hvis det er så alvorligt, hvorfor har jeg så lige haft en læge inde på stuen, der taler om det, som om det bare er en halsbetændelse? Det var lidt sådan det virkede, fortæller hun.

Efter få dage bliver hun igen sendt til Rigshospitalet, hvor de laver en ultralydsscanning af Zilles underliv.

På det tidspunkt har de på Bornholms Hospital hverken foretaget en underlivsundersøgelse- eller scanning, hvilket undrer Zille og Annette Vangsaa.

Begrundelsen for, at de ikke havde lavet underlivsundersøgelsen på Bornholms Hospital, er ifølge Zille og Annette Vangsaa, at det gør de kun i nødstilfælde, fordi de unge læger i modtagelsen ikke bryder sig om at foretage dem.

– Vi spurgte jo, hvorfor jeg ikke var blevet podet, før man startede antibiotika, så man måske kunne have fundet den bakterie, der var årsagen til det hele. Men det var fordi, de havde unge læger nede i modtagelsen, og de ville helst ikke lave gynækologiske undersøgelser, så det gjorde man kun i nødstilfælde, siger Zille Vangsaa.

Fjerner æggelederne

På Rigshospitalet gør de det dog med det samme, og de kan se, at der er infektionslommer, som antibiotikaen ikke trænger ind i, og betændte æggeledere.

Efter en konference med flere sundhedsfaglige personer beslutter de, at æggelederne skal fjernes.

Det er en operation, der gør, at Zille ikke længere kan blive gravid uden hjælp.

Zille Vangsaa fortæller, at hun var lettet, selvom indgrebet var alvorligt.

– Jeg kan huske, at jeg sagde, at de bare kunne fjerne alt, der overhovedet skulle fjernes. Jeg tror, jeg var så drænet af at været syg. Det er svært at holde til psykisk, at man først har to gode dage og så fire dårlige og ender med blodforgiftning, ryger afsted, ryger hjem og tænker, nå men det er nok bare ømhed. For det var jo det, jeg blev punket med hele tiden, at det var normalt at være øm efter en operation. Og så nå at starte på mit nye arbejde for derefter at mærke, at det går den helt forkerte vej. Det er svært at blive ved med at holde til. Så lige der var det faktisk en af de nemmeste beskeder at få, fordi jeg tænkte, hvis det så bare kan være den operation, der gør, at jeg får det godt, så må det være sådan, fortæller Zille Vangsaa.

Annette Vangsaa husker det også sådan, at Zille mest af alt var lettet over at få svar på, hvorfor hun var syg. Og at de jokede med det.

– Vi har faktisk brugt humoren rigtig meget, ellers tror jeg ikke, vi var kommet så godt igennem det. Men jeg kan godt mærke, at når vi skal snakke om det nu, så har det været et hårdt forløb. Virkelig. De tager jo æggelederne og siger til Zille, at så skal hun have hjælp til at få børn. Selvfølgelig er det noget, man nok skal have bearbejdet her senere hen, siger Annette Vangsaa.

Fysiske og psykiske mén

Det er meget lidt af forløbet på Bornholms Hospital, som egentlig er sjovt.

Zille Vangsaa har været bange for at dø, og det påvirker hende at snakke om.

Efter at have sundet sig lidt, sætter hun ord på, hvilke mén hun har fået af forløbet.

– Der er jo det fysiske, fordi jeg har været opereret flere gange, så kroppen er sløv og træt. Og jeg har tabt mig så mange kilo. Jeg tabte også mit arbejde på det. Og så er der jo alt det psykiske, der skal bearbejdes. Jeg tror, der er meget mere at bearbejde, end hvis jeg havde haft en god oplevelse, siger hun.

Det er mest af alt kommunikationen på sengeafsnit 1, som ifølge Zille Vangsaa gør, at hun ikke har tillid til Bornholms Hospital.

– Der er mange ting, som sidder i mig endnu. Alle de diagnoser, jeg fik smækket i hovedet, og den der voldsomme kommunikation. Der er en tillid, der skal genopbygges. Det er jo synd, at det skal gå udover mange, men er der én læge, man har mistet tillid til, så bliver man sådan lidt skeptisk. Det oplevede jeg i hvert fald, da jeg kom på Rigshospitalet, og de sagde, at de skulle fjerne de æggeledere, og at de nok skulle gøre deres bedste. Der lå jeg alligevel og tænkte, gør de nu også det? Laver de nu mere skade, end de gør gavn? Og har de nu set det rigtige? Det skyldes jo min oplevelse på Bornholms Hospital, fortæller Zille Vangsaa.

Vil dele for at ændre

På trods af at hun og Annette Vangsaa er stærkt kritiske over det forløb, som Zille Vangsaa var igennem, har de ikke lavet en officiel klagesag. Endnu.

Zille Vangsaa tog sin sidste antibiotikatablet den 21. juli og bearbejder stadig, hvad der er sket.

– På den ene side har jeg lyst til at lave en officiel klage, på den anden side har jeg sådan en pokkers stor frygt for, at jeg bruger rigtig meget krudt og rigtig mange tanker og følelser på noget, der bare ender i en papirbunke, hvor der ikke sker mere. Det hører jeg fra andre, at de har oplevet, fortæller Zille Vangsaa.

Men hun vil gerne dele historien i Bornholms Tidende, fordi hun er sikker på, at der er andre, der har oplevet det samme. Og at det er vigtigt at dele, for at det kan blive bedre fremover.

– Jeg synes, som en 19-årig, der rigtig gerne vil blive på øen og som elsker Bornholm, dæleme vores sygehus er vigtigt, og jeg synes, det er endnu vigtigere, at der er nogen, der tør prikke hul på bylden, for vi kan jo høre ude i krogene, at vi ikke er de eneste, der har den her oplevelse. Vi er ikke de eneste, der er utrygge ved at blive syge eller dårlige med noget mere alvorligt end en brækket fod. Så hvis man kan ændre et eller andet, sætte gang i noget og få en dialog med nogen, som måske har kontakterne til at få ændret noget, så er det jo sindssygt vigtigt at få de her historier frem, forklarer hun.

Svar fra Bornholms Hospital

Bornholms Tidende har forelagt Bornholms Hospital Zille og Annette Vangsaas kritik.

Vi har i den forbindelse stillet en række spørgsmål til, hvad Bornholms Hospital gør for, at deres patienter er trygge. Herunder hvordan Bornholms Hospital sikrer sig, at der er god kommunikation og omsorg for patienter på alle afdelinger.

Bornholms Hospitalet har ønsket at svare skriftligt.

Hospitalets direktør og vicedirektør holder ferie, og det er derfor hospitalets stabschef Jens Bjerre Bergholdt, der svarer på vegne af Bornholms Hospital.

Han skriver følgende:

– Det er vigtigt for Bornholms Hospital, at vores patienter og pårørende har tillid til Bornholms Hospital og føler sig trygge i kontakten med os. Hvis der er patienter, der har haft en dårlig oplevelse, må de meget gerne kontakte os, så vi kan få en dialog om, hvad der er sket. Det gælder selvfølgelige også i denne sag. Vi kan ikke udtale os i konkrete sager, men vi er kede af, hvis der er patienter, der oplever, at de ikke er blevet mødt på en ordentlig måde.

– På Bornholms Hospital værner vi om vores patienters anonymitet og integritet på samme måde som øvrige hospitaler i regionen. Hvis en patient oplever et brud på dette, er det naturligvis beklageligt, og noget som vi bestemt vil følge op på. Vores patienter skal til enhver tid kunne regne med vores fortrolighed.

– Det er vigtigt at understrege, at alle henvendelser omkring klager eller forslag til forbedring tages meget seriøst. Alle tilbagemeldinger bliver brugt til at gøre Bornholms Hospital endnu bedre.

Bornholms Hospital har ikke ønsket at udtale sig om den konkrete sag.