På hospitalet: De glemte en serviet inden i mig, og kunne ikke hjælpe vores søn

I slutningen af august fødte Linda Nyberg Jørgensen sin søn Frost på Bornholms Hospital. Han var for lille og skulle have ekstra hjælp, da han kom ud, men der var ingen børnelæge til at tage sig af ham. Samtidig kæmpede Linda med helbredet efter sit kejsersnit, hvor lægen glemte en serviet inden i hende. Linda og hendes mand har ikke længere tillid til Bornholms Hospital.

– Det var en frygtelig oplevelse, og det har gjort, at jeg ikke længere har tillid til Bornholms Hospital. Eller sundhedsvæsnet i det hele taget, siger Linda Nyberg Jørgensen.

I favnen har hun sin søn Frost, der nu er to måneder gammel. Han har fået runde babykinder, spiser, sover og laver bleer. Helt som nyfødte babyer skal. Men hans start på livet var ikke, som den skulle være.

Hans forældre Linda og Jan Nyberg Jørgensen fortæller, at de stadig bearbejer oplevelsen med fødslen og den måned, de var indlagt efterfølgende.

Nu har de besluttet sig for at dele deres historie hos Tidende for at advare og opfordre til en bedre prioritering af børneområdet på Bornholms Hospital.

Mindre end forventet

Vi spoler tiden tilbage til den 26. august.

Højgravide Linda Nyberg Jørgensen er til en ekstra scanning på Bornholms Hospital, fordi hun mærker, at hendes barn måske ikke har det helt, som han skal have det inde i maven.

I hendes første graviditet oplevede hun, at hendes moderkage stoppede med at virke, og at hendes barn, i dag 13-årige Hannibal, var meget mindre, da han blev født, end han ellers var blevet skønnet til under jordemoderkonsultationerne.

Hun har fornemmelsen af, at det samme er ved at ske i denne graviditet.

– Mine to andre børn har været almindelig størrelse, og der var jo ikke noget at se på de tidlige scanninger eller til jordemoderkonsultationerne. Måske var det en mor-intuition eller erfaring, der gjorde, at jeg tænkte, vi skulle tjekkes en ekstra gang. Det fik jeg heldigvis lov til, fortæller hun.

Scanningen viser, at hendes fjerde barn, Frost, er næsten et kilo mindre, end jordemødrene har skønnet ham til. Den viser også, at der er nogle blodtilstrømninger, der ifølge parret er på vej op i hjernen, og derfor får de at vide, at Linda skal sættes i gang.

Far må ikke være med

Igangsættelsen virker ikke efter hensigten, og efter 15 timer med ve-drop kommer der en læge og siger til Linda, at hun og de har gjort, hvad de kunne, nu skal hun have et akut kejsersnit.

– Jordemødrene var kompetente. Der var ro på fødegangen. Det er jo plusset ved, at Bornholms Hospital er et lille sted. Der, hvor det egentlig begynder at gå galt, er der, hvor de siger, at det bliver et akut kejsersnit. Så kommer jeg ned på operationsstuen. Rygmarvsbedøvelsen virker ikke, så jeg skal i fuld narkose. Og der bliver Jan sendt uden for, fortæller Linda Nyberg Jørgensen.

– Jeg måtte ikke blive inde ved hende. Jeg fik at vide, at jeg skulle gå ud i forgangen. Det, synes jeg, var grænseoverskridende. Hvorfor måtte jeg ikke blive derinde? Jeg kunne ikke se noget alligevel. Forklaringen var, at de var vant til, at folk skvatter om. Men jeg kunne jo ikke se noget, så det var et dårligt argument, fortæller Jan Nyberg Jørgensen.

I forgangen kan han se, at de bærer poser med blod ind på operationsstuen, men efterfølgende kan de ikke få svar på, om Linda Nyberg Jørgensen har modtaget blod eller ej. Senere finder de ud af, at hun har mistet 2,3 liter blod undervejs.

Glemte serviet

Da Frost bliver født, får han iltmaske på, og Jan får ham i armene.

De kommer på intensiv afdeling, og her får Jan oplevelsen af, at personalet ikke er vant til at have så små børn i hænderne.

– De skal have en CPAP (en luftblæser, der blæser luft med et lille overtryk gennem en slange til en maske, som man sætter over næsen eller næse og mund, red.) på ham, men det havde de ikke styr på. De fik den ikke ordentlig på, så han rev den hele tiden af. Så gik den fra hinanden, så kunne de ikke samle den. De manglede virkelig noget uddannelse i at have med små børn at gøre. Det var helt tydeligt, siger Jan Nyberg Jørgensen.

Linda kommer på opvågning. Hun er omtåget af narkosen og blodtabet, og der går ikke længe, før hun får at vide, at hun skal opereres igen.

– Lægen glemte en serviet inde i hende, så hun skulle i narkose igen. Det finder de ud af, mens Linda er nede at se Frost ved mig på stuen på intensiv, fortæller Jan Nyberg Jørgensen.

– Det kan jeg ikke huske. Jeg kan kun huske, at de rullede mig til scanning, hvor jeg vågnede lidt op og spurgte, hvad der skete. De svarede, at de bare skulle se, om det hele var i orden. Men det var det jo ikke. De skulle se, hvor den serviet var, supplerer Linda.

Vejrtrækning bekymrer

Da reoperationen er overstået, er Linda endnu mere omtumlet end før.

Parret synes ikke, at Frost trækker vejret ordentligt og bliver bange.

– Jeg kan huske, at der sker et eller andet med hans vejrtrækning, hvor han også får indtrækning på maven, og hvad det kommer af, ved jeg ikke. Jeg har tidligere været indlagt med min ældste søn, der havde RS-virus, da han var otte uger gammel, så jeg reagerer og bliver bange. Jeg spørger ind til det og får ikke rigtig noget svar. Vi spørger, hvad det kan være, men der står nogle inkompetente sygeplejersker, der ikke kan svare. Der er især en af dem, som bare står og klør sig lidt og ser på mig, som om det er mig, der skal svare, fortæller Linda Nyberg Jørgensen.

Sådan fortsætter det, og parret begynder at tænke på, om de skal flyves over til Rigshospitalet.

– Vi står gentagne gange og får ikke svar. Vi bliver mere og mere bange. Han har ophold i vejrtrækningen, som vi ikke ved, hvad skyldes. Vi er jo ikke læger. Og vi bliver ikke på noget tidspunkt beroliget af nogen. Man får ikke svar, når man spørger, slet ikke da vi spørger, om han kan dø af det. Efter noget tid finder de så en ipad og begynder at filme ham og sender det til Rigshospitalet. Men vi bliver ikke informeret undervejs, og da vi spørger, om vi skal over, så siger de, at det skal vi måske, hvis der er plads. Der begynder vi så selv at være insisterende, fordi vi ikke synes, vi kan blive. Det var så utrygt, fortæller Linda Nyberg Jørgensen.

Forskel på hospitalerne

Der er ingen fast børnelæge på Bornholms Hospital, men der bliver fløjet en over hver fredag.

Så da personalet står med Frost, får de anæstesilægen, der bedøvede Linda til kejsersnittet, til at se på ham.

– Hun siger, at hun ikke har haft at gøre med små børn af den her størrelse i 20 år. Der kommer også en anden læge ind, som vi aldrig finder ud af, hvem er. Han kommer bare ind på stuen og kigger og går igen uden at sige noget. Der er ingen, der kan komme med et kvalificeret bud på, hvad der er galt, siger Linda Nyberg Jørgensen.

Samtidig har hun det selv dårligt efter de to operationer og kan ikke komme op og over til sin søn.

Når hun beder om hjælp til at komme op, er svaret ifølge Linda, at det kan hun selv, for hun har jo prøvet det før.

Altså da hun fik et kejsersnit for ti år siden.

– Der var ingen hjælp at hente. Der var ikke nogen, der havde en fornemmelse af, hvor dårligt jeg egentlig havde det. Det var virkelig forfærdeligt, siger hun.

De bliver fløjet til Herlev Hospital, hvor Linda bliver indlagt på barselsafsnittet, mens Frost og Jan er indlagt på neonatal. De får at vide, at Frost har våde lunger, men at han nok skal klare den.

De mærker hurtigt en stor forskel fra Bornholms Hospital.

– Jeg blev meget tryg ved at være der, og de var gode til at sige, at han klarer den, og at han ikke har taget skade. Det var det, vi havde behov for. Nogle opmuntrende ord og nogen, der vidste, hvad de lavede, siger Jan Nyberg Jørgensen.

Praktik fremfor mennesker

Efter en uge på Herlev er Frost kommet af med iltmasken og den gulsot, han også havde.

Familien bliver sendt hjem til Bornholm, hvor de skal være indlagt på Bornholms Hospital, indtil han har taget på i vægt.

Her bliver det igen en dårlig oplevelse for Linda og Jan Nyberg Jørgensen, som nu oplever at blive truet, hvis de stiller spørgsmålstegn eller vil noget andet end det, personalet vil.

– Da vi kommer tilbage til Bornholm til en ny indlæggelse, så er vi jo sønderrevede og sindssygt sårbare. Noget af det første vi spørger om er, om vi kan leje en af de gode brystpumper. Jeg har erfaring med fra de andre gange, at jeg har for meget mælk, og at de pumper man kan få i håndkøb ikke kan opfylde mit behov. Og så kan jeg bare huske, jeg stod der helt uden kræfter, og så sagde sygeplejersken, at det kunne hun ikke hjælpe med. For mig havde det betydet hele verdenen, hvis hun bare havde sagt, at hun ville undersøge det. Så havde jeg jo følt mig set og følt mig tryg. Det er bare ét eksempel på, hvor man ser på praktikken og ikke på mennesket, og på hvad vi kommer fra, fortæller Linda Nyberg Jørgensen.

Bange for sygeplejersken

Der er særligt en sygeplejerske, som parret ikke føler, de kan kommunikere med. Og hun er den eneste sygeplejerske, der følger familien fast.

– Hende var vi meget utrygge ved. Hun havde ingen empati. Hun lavede en bekymringsskrivelse til kommunen, da vi sagde, at vi gerne ville hjem og blive fulgt hjemme i stedet for at være indlagt. Og da jeg græder og siger, at jeg ikke kan mere, og at vi har brug for at komme hjem, men at vi selvfølgelig vil følges og aldrig ville gamble med noget, så siger hun, at jeg reagerer udover det normale. Uden at se på, hvad vi havde været igennem, fortæller Linda Nyberg Jørgensen.

Stemningen er så anspændt, at Linda Nyberg Jørgensen bliver i tvivl om alt, selvom det er hendes fjerde barn.

For eksempel havde hun først besluttet sig for ikke at amme, da forløbet med fødslen og de to operationer tog hårdt på kræfterne. Men efter noget tid får hun alligevel mod på det, men tør ikke at ændre på den plan, som sygeplejersken gik udfra.

– Jeg sad omme bag en væg og begyndte at amme ham, men når sygeplejersken så kom ind, så skyndte jeg mig at lade som om, at det gjorde jeg ikke. Det var jo helt latterligt. Der var ikke nogen, der havde sagt, at jeg ikke måtte, men utrygheden var så stor, og jeg var så presset, at jeg var bange for, at jeg gjorde noget forkert i deres øjne. Og det var det så også, da de fandt ud af det. Så sagde de, at nu var vi gået væk fra planen, og så kunne de jo ikke vide, hvad han tog på af, fortæller Linda Nyberg Jørgensen.

Et bekymringsbrev til kommunen

Under sin graviditet er Linda Nyberg Jørgensen blevet fulgt lidt ekstra tæt som "sårbar gravid", fordi hun tidligere i sit liv har haft en belastningsreaktion efter skilsmissen fra sine store børns far, og fordi hun er meget ked af det i første trimester af graviditeten.

Det bliver en del af sagen på Bornholms Hospital, selvom det for Linda er en helt anden situation nu.

– De må gerne pege på det, men de kan ikke kæde det sammen, for det er hver sin situation. Det ligger tre år tilbage. Det var i forbindelse med min skilsmisse, og det her er en fødsel. Og det er fint, hvis de vil hjælpe mig, men her var det en trussel, siger hun.

Det undrer også parret, at der bliver lavet en bekymringsskrivelse, som ingen følger op på, da de efter en måned bliver udskrevet og kommer hjem til sig selv.

– Hvis det var så vigtigt at holde øje med os, hvorfor stod der så ikke en fra kommunen udenfor døren, da vi kom hjem? Der er ingen, der holder øje nu, siger Jan Nyberg Jørgensen.

Kompetencerne mangler

For parret er det en stor lettelse, at Frost er rask, og at de er kommet hjem.

Men oplevelsen på Bornholms Hospital sidder i dem.

– Hele forløbet blev alt for langt og hårdt. Havde der været den kompetence, der var brug for, så var vi jo bare blevet, han havde fået hjælp, og vi var blevet udskrevet langt tidligere. Hvis de havde været enige om, hvad der skulle ske, kunne forløbet have være kortere, og vi havde været mindre stressede og kunne have taget os bedre af ham, siger Linda Nyberg Jørgensen.

Jan Nyberg Jørgensen supplerer:

– Budskabet er ikke at slå dem oveni hovedet, men at de skal have kompetencerne til det, de laver. Det er min oplevelse, at der ikke skal fødes børn på Bornholm, som tingene er nu. Jordemødrene er gode, men når barnet er kommet ud, så er det lidt som at spille russisk roulette. Hvis der er noget galt med barnet, så har de ikke kompetencerne til at klare det, siger han.

Linda Nyberg Jørgensen er af samme opfattelse og håber, at deres historie kan være med til at ændre tilgangen og proceduren på Bornholms Hospital.

– Hvis man fra starten kan se, at det bliver et kompliceret fødselsforløb eller kan se, at babyen er lille, så skal man flyves over med det samme, så man kan undgå alt det her, som vi har været igennem, siger hun.

Mangler svar

Ifølge Linda og Jan Nyberg Jørgensen har de flere gange bedt om at komme til at tale forløbet igennem med jordemoderen og den læge, der lavede kejsersnittet, som begge var fløjet ind ovre fra.

– Vi har en masse spørgsmål og en masse uklarheder i vores forløb. Jeg ved stadig ikke, hvad der skete. Det hele er sådan nogle flygtige forklaringer. Det hele blev så sekundært undervejs, fordi vi havde Frost, som selvfølgelig var det vigtigste. Men nu sidder vi og mangler svar på en hel masse i det forløb, og de kontakter os ikke, siger Linda Nyberg Jørgensen.

Parret fortæller, at de har klaget over den manglende empati og kommunikation, som de oplevede på intensiv, til oversygeplejersken på Bornholms Hospital.

Efter interviewet med Bornholms Tidende er Linda og Jan Nyberg Jørgensen blevet indkaldt til en samtale med den operationslæge, som foretog kejsersnittet, hvilket parret fortæller, at de ser frem til.

Bornholms Hospital svarer på kritikken

Tidende har forelagt Bornholms Hospital kritikken fra Linda og Jan Nyberg Jørgsen. Hospitalets ledelse har ønsket at komme med dette skriftlige svar.

Der er ingen borgere, der skal have en dårlig oplevelse på Bornholms Hospital. Derfor berører det os, når vi oplever kritik. Når det sker, tager vi det til os og lærer af det.

– Vi kan ikke kommentere på Linda og Jan Nyberg Jørgensens konkrete sag, men alle vores patienter skal opleve empati og tryghed gennem hele forløbet. Afdelingsledelsen oplyser, at der har været holdt et møde med familien i september med en lægelige gennemgang af fødselsforløbet og kejsersnittet. Herudover har vi aftalt med familien, at vi inviterer til nyt møde med familien. Vi har stor forståelse for, at det kan skabe utryghed, når et fødselsforløb som her bliver kompliceret. Her skal vi som sundhedsfaglige lære af familiens oplevelse af forløbet. Derfor håber vi, at familien vil give os lov til at bruge deres informationer, så vi kan anvende dem i læringsøjemed sammen med vores personale.

– Selvom vi ikke kan kommentere konkret på familiens forløb, kan vi overordnet oplyse om de procedurer, som Bornholms Hospital – i lighed med Region Hovedstadens øvrige hospitaler - følger ved akut kejsersnit og overflytning af akut syge patienter.

Hvis der tilstøder komplikationer i et fødselsforløb, kan et kejsersnit blive den rette behandling. Oftest kan et kejsersnit gennemføres med rygbedøvelse, så mor er vågen og partneren kan være med på stuen. Hvis der skal laves en fuld bedøvelse, vil den pårørende altid blive bedt om at forlade operationsstuen, så personalet kan koncentrere sig om at behandle mor og barn. Dette er praksis på alle operationsgange i Danmark.

– Når barnet fødes, kan der i nogle tilfælde opstå vejrtrækningsbesvær, enten efter normal fødsel eller akut kejsersnit. Derfor er det vigtigt, at vores personale kan behandle umiddelbart, hvis der tilstøder en fødselskomplikation – tidsforløbet kan blive afgørende for helbredet.

Al vores personale, der håndterer fødselsforløb, er uddannet i at kunne understøtte behandlingerne. F.eks. laver vi træningsscenarier, som en fast del af hverdagen, hvor erfarent sundhedsfagligt personale blandt andet underviser i, hvordan man anvender CPAP, der er en behandlingsmetode, der understøtter barnets egen vejrtrækning.

– Når der tilstøder blødninger under et kejsersnit, vil der være fokus på at stoppe dem, blandt andet ved at lægge servietter i maven, som suger blodet til sig. Servietterne kan være svære at se i maven, og bliver derfor altid talt op inden operationen er slut. Hvis en serviet skulle mangle, bliver patientens mave undersøgt. Hvis servietten - hvilket er sjældent - stadigvæk ikke kan ses, bliver patienten bagefter røntgenfotograferet. Dette er standardprocedure for at sikre, at alle servietter bliver fjernet – nogle gange med en ny operation.

– Barnet bliver efter kejsersnittet undersøgt af både jordemoderen og anæstesilægen. Alle hospitalets anæstesilæger er trænet i at behandle akutte vejrtrækningsproblemer hos nyfødte og øvrige børn. Det er rigtigt, at vi ikke har faste børnelæger døgnet rundt på Bornholms Hospital. Som en del af Region Hovedstaden har vi en samarbejdsaftale med Rigshospitalet, hvor vi døgnet rundt kan gå i dialog med deres børnelæger. Det er speciallægerne på Bornholms Hospital, der i samråd med speciallægerne på Rigshospitalet, beslutter, om en overflytning er nødvendig for at kunne behandle børn med tilstødende komplikationer.

– Vi har dygtigt personale, der døgnet rundt gør en kæmpe indsats for at behandle, hjælpe, skabe tryghed og tillid. Vores sundhedsfaglige personale har uddannelse og kompetencer til den behandling, vi yder på Bornholm. I de tilbagevendende patienttilfredshedsundersøgelser ligger Bornholms Hospital normalt højt i patienttilfredshed.

Når vi som i et forløb som dette, oplever, at vi ikke har gjort det godt nok, berører det os. Det vil vi naturligvis lære af. Derfor skal og vil vi også fremover arbejde med og udvikle vores professionelle tilgang, samarbejde og dialog mellem vores personale og patienter.

– Vi vil altid gerne høre, hvordan vores patienter har oplevet deres forløb på hospitalet. Derfor er telefonen altid åben i dagtimerne på 38670020. Her hjælper vi med at aftale tid til en samtale med Direktionen. Vi bruger alle input og erfaringer til løbende at forbedre vores patienters oplevelser og kvaliteten på Bornholms Hospital.

Med venlig hilsen
Direktionen, Bornholms Hospital