Leder: Betænkeligt betændt

En meget trist utryghed sniger sig ind med den rystende historie om 19-årige Zille Vangsaa fra Østerlars, som vi i lørdags kunne rulle ud her i avisen. For hendes historie rejser det forfærdelige spørgsmål, om man er dygtig nok på Bornholms Hospital?

Det er man helt sikkert et stykke af vejen. Zille Vangsaas historie efterlader bare også indtrykket af, at kompetencerne også slipper op et vist sted. Og at det sted tilmed ligger så lavt i hierakiet over medicinske ekspertiser, at andre på Bornholm meget vel kunne få forløb som det, som Zille Vangsaa netop har været igennem.

Zille Vangsaas historie rejser det ubehagelige spørgsmål, om man er dygtig nok på Bornholms Hospital.

Det er i så fald et forløb, som man ikke ville ønske for nogen. For 19-årige Zille endte godt og vel en måneds mareridt med, at hun har fået fjernet sine æggeledere og derfor må have hjælp, hvis og når hun måtte ønske at blive gravid. Vel at mærke efter et forløb, der får én til at tænke, at hertil havde det slet ikke behøvet at komme.

Som Zille Vangsaa fortæller sin historie, har hun i flere omgange fået stillet forkerte diagnoser. Bornholms Hospital gik først med blærebetændelse, mistænkte dernæst nyrebækkenbetændelse for så (et stykke ind i et alt for langt forløb) at mistænke bughindebetændelse. I øvrigt uden at fortælle Zille Vangsaa, at det er en diagnose, der medfører døden.

Da Zille Vangsaa kom til Rigshospitalet i den anden af to omgange, fandt lægerne en byld på størrelse med en appelsin bag på hendes livmoder. Det skete efter en gynækologisk undersøgelse, som Bornholms Hospital ifølge Zille Vangsaa ikke ville foretage, fordi de unge læger i modtagelsen ikke var trygge ved det og derfor kun gør det i nødstilfælde.

Og det bliver værre endnu, for den kæmpestore byld blev faktisk opdaget af den læge, der tidligere havde fjernet Zille Vangsaas blindtarm. Her fik hun den besked, at han betragtede bylden som noget Zille Vangsaas krop skulle rense ud selv.

Fejlskøn på fejlskøn. Toppet med dårlig kommunikation og en manglende pleje og omsorg, som Zille Vangsaa og hendes mor har stærkt mistænkt for at have forværret hendes tilstand. Hun fik selv lov at skifte sit sengetøj med 40 i feber, da hun skiftevis svedte og frøs, som havde hun været i Sibirien.

Til alt dette her og mere til svarer Bornholms Hospital officielt, at man ikke kan udtale sig om konkrete sager. Og det er jo formelt set rigtigt nok – men man kunne måske gøre en form for undtagelse, når en patient nu selv står frem med en fortælling så helt igennem hårrejsende. Det er vel også i hospitalets interesse, at det indtryk ikke står tilbage, at vi alle sammen kunne have været Zille.

Hospitalet har ret til at vælge at tie stille. Men når Bornholms Hospital så gør brug af den ret, må man så meget desto mere forlange, at et forløb som Zille Vangsaas fører til en meget, meget grundig selvransagelse, hvor også de største og mest ubehagelige spørgsmål bliver stillet. Og at hospitalet dernæst tager en konsekvens og for eksempel beder om flere ressourcer, hvis man må sande, at der er kompetencer, man mangler. Det er langt at foretrække frem for, at flere af os mister den tillid, som Zille Vangsaa desværre ikke mere har til Bornholms Hospital.