Og det bliver værre endnu, for den kæmpestore byld blev faktisk opdaget af den læge, der tidligere havde fjernet Zille Vangsaas blindtarm. Her fik hun den besked, at han betragtede bylden som noget Zille Vangsaas krop skulle rense ud selv.
Fejlskøn på fejlskøn. Toppet med dårlig kommunikation og en manglende pleje og omsorg, som Zille Vangsaa og hendes mor har stærkt mistænkt for at have forværret hendes tilstand. Hun fik selv lov at skifte sit sengetøj med 40 i feber, da hun skiftevis svedte og frøs, som havde hun været i Sibirien.
Til alt dette her og mere til svarer Bornholms Hospital officielt, at man ikke kan udtale sig om konkrete sager. Og det er jo formelt set rigtigt nok – men man kunne måske gøre en form for undtagelse, når en patient nu selv står frem med en fortælling så helt igennem hårrejsende. Det er vel også i hospitalets interesse, at det indtryk ikke står tilbage, at vi alle sammen kunne have været Zille.
Hospitalet har ret til at vælge at tie stille. Men når Bornholms Hospital så gør brug af den ret, må man så meget desto mere forlange, at et forløb som Zille Vangsaas fører til en meget, meget grundig selvransagelse, hvor også de største og mest ubehagelige spørgsmål bliver stillet. Og at hospitalet dernæst tager en konsekvens og for eksempel beder om flere ressourcer, hvis man må sande, at der er kompetencer, man mangler. Det er langt at foretrække frem for, at flere af os mister den tillid, som Zille Vangsaa desværre ikke mere har til Bornholms Hospital.