Søren Pind: 'Hvis Danmark skal være genkendeligt, skal vi ikke selv ændre os til ukendelighed'

PINDS PERSPEKTIV

Vi tog afsked med vores au pair samme uge som min svigerinde fik dansk statsborgerskab.

Efter 20 år i Danmark, og tre udskydelser på grund af regelændringer, blev hun dansk. Højtudannet ph.d. fra UCLA i Californien, USA, der kom hertil som forsker hos Novo og var så uundværlig, så det kunne ske på forskerordningen. Hun er stadig i Novo og har betalt topskat hele sin tilværelse her i landet.

Min au pair har kun været her to år i sagens natur. Og skulle nu hjem. Hun er den sidste i landet, der ikke blev udsat for det ekstra krav til au pairs, der siden er kommet til: At familien skal bekoste 15.000 kroner til et danskkursus. Skønt vedkommende – netop i kraft af at være au pair – skal rejse hjem efter to år… Alt sammen en kulmination på en ophobning af regler omkring fænomenet au pair, der i realiteten skal gøre den så eksklusiv og elitær, at kun ganske få har råd til at bruge den. Og derfor også en dag er nemmere helt at skrotte.

Det slog mig alt samme, hvor langt ude vores udlændingepolitik er kommet. Mennesker, der virkelig gerne vil Danmark, som taler flydende dansk, er højtudannede, bidrager, er dansk gift – sådanne mennesker må tåle, at man igen og igen og igen (tre gange) har ændret reglerne, så ansøgninger er sendt ind forgæves, prøver er blevet forældede, og man har måttet starte forfra.

Mennesker, der kun er her for at hjælpe en tid, og faktisk rejser ud igen, gør man også alt, hvad man kan for at besværliggøre, indskrænke, forhindre.

Når ellers de fleste af os udmærket ved, hvad det handler om. Nemlig at dem, der kan og vil bidrage, er mere end velkomne. Hvorimod dem, der ikke vil, skal ud. Alt det andet er en ekstremitet, der ikke har meget med det danske kultursind at skaffe.

Det skyldes, tror jeg, to ting:

En uhørt usund konkurrence mellem det yderste højre (DF/NB), centrum højre (V/K) og S om at tage sig hårdest ud – og i hvert fald ikke blød – på udlændingepolitikken.

Jeg har personligt som minister gennemført noget af det hårdest virkende og mest effektive lovgivningsarbejde overfor kriminelle indvandrere. Som integrationsminister fik jeg sikret, at hver gang der var udsigt til en fængselsstraf, blev der rejst udvisningspåstand. Det gjorde man ikke før. Det fik antallet af udvisninger til at stige med tusinder. Og tro mig – uagtet hvad medier måtte viderebringe – så bliver rigtig mange faktisk fysisk udvist.

Jeg er ikke blød. Og jeg har bestemt et blik for, at det Danmark, mine børn og børnebørn en dag skal overtage, skal være genkendeligt. Men det ændrer ikke på, hvad Emma Gad engang sagde: Alt med måde.

Den anden grund er en arvesynd. Sviget fra 1983. En arvesynd, først og fremmest Socialdemokratiet og De Radikale bærer skylden for – nemlig den udlændingelov, de tvang igennem dengang. Ja, den borgerlige Schlüter-regering stemte for. Men nødtvunget; og kun fordi man i skyggen af kollapset i 1982 fandt det økonomisk nødvendigt at blive i regering. Ninn-Hansen forudskikkede 400.000 fremmede i Danmark og en forandring, der ville være uigenkaldelig. Han fik ret. Erfaringen med, at rigtig mange blev i stedet for at rejse tilbage, da freden indtrådte i deres respektive lande, har skabt en mistro, der sætter sig i partiernes konkurrence.

Men det er og bliver usundt. Hvis Danmark skal være genkendeligt, skal vi ikke selv ændre os til ukendelighed. Og at gennemføre unødige og stødende stramninger og indgreb – blot for at tage sig ud, men ikke for at gøre en reel forskel, genere folk unødigt – det er udansk som noget.

I Socialdemokratiet er diskussionen om hjemsendelse af syrere til en borgerkrig blevet en diskussion. Er det virkelig, hvem vi er blevet til. At så mange blev efter freden, at vi nu sender folk tilbage i ufred og strid?

Søren Pind

Skriver hver anden uge Pinds perspektiv på tidende.dk

Den tidligere Venstre-politiker er i dag arbejdende bestyrelsesformand i firmaet Danish Cyber Defence, der bekæmper cyberkriminalitet.

Han har tidligere været justitsminister samt uddannelses- og forskningsminister i Lars Løkke Rasmussens regeringer.

Han er født i 1969, som søn af Torben og Jytte Pind, der i dag bor i Bølshavn.