Vi tog afsked med vores au pair samme uge som min svigerinde fik dansk statsborgerskab.
Efter 20 år i Danmark, og tre udskydelser på grund af regelændringer, blev hun dansk. Højtudannet ph.d. fra UCLA i Californien, USA, der kom hertil som forsker hos Novo og var så uundværlig, så det kunne ske på forskerordningen. Hun er stadig i Novo og har betalt topskat hele sin tilværelse her i landet.
Min au pair har kun været her to år i sagens natur. Og skulle nu hjem. Hun er den sidste i landet, der ikke blev udsat for det ekstra krav til au pairs, der siden er kommet til: At familien skal bekoste 15.000 kroner til et danskkursus. Skønt vedkommende – netop i kraft af at være au pair – skal rejse hjem efter to år… Alt sammen en kulmination på en ophobning af regler omkring fænomenet au pair, der i realiteten skal gøre den så eksklusiv og elitær, at kun ganske få har råd til at bruge den. Og derfor også en dag er nemmere helt at skrotte.
Det slog mig alt samme, hvor langt ude vores udlændingepolitik er kommet. Mennesker, der virkelig gerne vil Danmark, som taler flydende dansk, er højtudannede, bidrager, er dansk gift – sådanne mennesker må tåle, at man igen og igen og igen (tre gange) har ændret reglerne, så ansøgninger er sendt ind forgæves, prøver er blevet forældede, og man har måttet starte forfra.