– Der er mange, der stadig er med, heldigvis, og det er vi meget taknemmelige for. En del har været med helt fra starten, vi er nærmest en hel genbrugsfamilie, fortæller Regitze Wibe Persson og Karina Schou Hemmingsen, der begge står for koordinationen af de mange frivilliges indsats og for udvælgelsen af de indkomne donationer af forskellige art til butikken.
Genbrugsbutikken har haft et godt år, og omsætningen er større end de seneste to år, oplyser de i en pressemeddelelse.
– Mange støtter os heldigvis, både lokale, men også kunder fra hele øen, og ikke mindst er der mange turister, der besøger os.
Sidste åbningsdag inden den store istandsættelse er 22. december, oplyser Regitze Persson.
Poulsker Idrætsforenings genbrugsbutik ligger i den tidligere tankbutik i Snogebæk på hjørnet af Hovedgade og Skærerivej.