Reportage: På fossiljagt ved Arnagers kyst

For 144 millioner år siden vandrede en dinosaur fra Arnager i retning mod Rønne.

Og det er ikke engang løgn. Det står på Natur Bornholms hjemmeside, og er en af mange fantastiske historier om fortidens liv på Bornholm.

Sporene blev synlige efter en storm, og derfor tog Bormholms Tidende på tur til Arnager og Sose i selskab med naturvejleder Kenneth Nielsen fra Natur Bornholm. Målet var at se, hvor meget februarstormene har ædt af den bornholmske sydkyst og ikke mindst hvad erosionen har afsløret.

Vi mødes ved Arnager klinten, to minutter vest for parkeringspladsen. Skrænten er dannet af kalk, ligesom Stevns og Møns Klint. Her ved Arnager findes kalken kun på en cirka 100 meter lang strækning, hvilket gør Arnager-klinten spændende for fossiljægere. Kalksten gemmer ofte på millioner år gamle skatte og Arnager-kalken er cirka 89 millioner år gammel.

Kenneth Nielsen betegner sig selv som fossilnørd, så han forstår godt at hans fossilfæller føler en stærk trang til at gå på jagt i Arnager. Men det er ikke god stil at hakke direkte i klinten, siger han og peger på et hul i klinten som tydeligvis er menneskeskabt.

– Landskabet over klinten er fredet, men selve klinten er ikke fredet. Man må faktisk gerne gå - jeg hader at sige det - man må gerne gå hen og hakke i den, siger Kenneth Nielsen, der har medbragt en hammer i dagens anledning.

Hvorfor hader du at sige det?

– Fordi jeg synes det er noget svineri. Jeg synes man skal overlade det til naturens kræfter - vind og bølger – at nedbryde klinten. Alt det der ligger her på stranden er jo det samme. Så man kan være ligeså heldig at finde fossiler i det her.

Kenneth Nielsen tager en stor flad kalksten på stranden og hakker i den, mens han forklarer, hvad det er for et grønt lag, der ligger under kalklagene i bunden af klinten.

– Den første meters højde er Arnager grønsand. Det er et konglomerat, altså en blanding af forskellige sedimenter. Resten er kalk. Hvis man er heldig kan man finde fossiler med aftryk fra muslinger, kæmpemuslinger, koraller, belemnitter (rester af blæksprutte, red.) svampe og søpindsvin.

Kenneth Nielsen forsøger at flække et par kalksten, men de er så fugtige at de ikke giver så let efter.

– Hvad med graptolitter og trilobitter?

– Dem finder man i limsten og kalk, på den anden side af Sose, forklarer Kenneth Nielsen.

Her løber Læsåen, som desuden er et paradis for skifer-nørder på grund af de store forekomster af skifer. Den sorte sten er mest tydelig ved Vasegård, hvor skiferen ligger blottet i en meterhøje forkastning der tydeligt viser lagene.

Trilobitter og graptolitter er nogle af de tidligste tegn på liv på Jorden. De var bittesmå leddyr, under end en centimeter ilange, og de levede længe før der kom dyr på jorden.

Øst for Arnager er der til gengæld fundet fodspor af en sauropod, en såkaldt langhals. Sporet blev fundet for knapt 15 år siden og er forlængst ødelagt af naturens kræfter. Men historien om dino-fodsporet gør at det altid er spændende at gå en tur langs de bornholmske kyster, siger Kenneth Nielsen.

– Specielt efter en vinter med en masse storme. Så det er på den her tid man skal ud og se om man kan finde noget nyt.

Hvad skal man kigge efter? Hvordan ser sådan et dinosaur-aftryk ud, populært sagt?

– I 2006 var det et meget tydeligt spor der var sat ned i materialet. Et fodspor, som når man jokker ned i noget mudder og trækker foden op. Så det burde man kunne se. Havde det været vand, der havde lavet det, havde det været større bølgeformer. Her var det meget koncentreret.

Kenneth Nielsen er overrasket hvor lidt skade de mange uger med hård vind har påført klinten i Arnager.

– Faktisk er der ikke ødelagt særlig meget af skrænten. Det skyldes blandt andet at vi har Arnager rev herude, som strækker sig seks kilometer mod øst, det tager noget af det værste. Det er især strækningen fra Sorthat til Hasle hvor vinden rigtig har været inde og tage fat og vende rundt. Sandstenene bliver jo rokeret rundt af bølgernes kræfter, og lige pludselig dukker der nogle spændende aftryk op.

Mod øst er leret blåt

Vi kører fem kilometer mod øst for at se om vestenvinden har ædt sig ind i klinten ved Sose Odde. Nogle steder på denne strækning ligger skrænten efterhånden faretruende tæt på Sdr. Landevej og Kyststien, for bølgerne æder hvert år en lille bid af sydkysten.

Skrænten her består primært af 200 millioner år gammelt ler, som nemt ville kunne nedbrydes af vind og hav. Men alt ser fredeligt ud, da vi når frem til den lille bådeplads ved Sose Odde.

– Det er faktisk begrænset hvor meget vinden har taget, siger Kenneth Nielsen, da vi står på i strandkanten. En fritidsfisker står i vand til livet ud for odden og smiler. Han har lige fanget en ørred.

Det er vindretningen der har begrænset erosionen, vurderer Kenneth Nielsen. Samme vindtype, vest, sydvest.

Tranerne kappes om søerne

Leret er mørkere her end i Arnager.

– Vi er tættere på Læsåen, hvor der er meget blåler. Det kan man lave keramik af, forklarer naturvejlederen og tager en sten op i hånden. Den har en dyb rustrød farve og nogle sjove linjer i overfladen. Det er lerjern, og det mærker man tydeligt, når man løfter den. Den er mindst dobbelt så tung som kalksten.

– Jeg synes det sjove ved lerjernsten er at det har været mudder engang. Mudder som er blevet forstenet. Og så er der kommet tørkesprækker i, som har dannet gange på kryds og tværs. Når der så kom fugt og regn, fyldte den friske mudder sprækkerne op. Derfor har sprækkerne ikke sammen farve som resten af stenen, forklarer Kenneth Nielsen.

Hvad er konklusionen efter fire ugers storm?

– Det ser rigtig godt ud. Digesvalerne er også glade, siger Kenneth Nielsen og kigger op på svalernes redehuller, der ligger på række i den øverste del af skrænten.

– Hvis det havde været slemt, så havde der ligger en masse buske og grus hernede på stranden, det er der jo ikke meget af. Det er nok gået hårdest ud over træerne, fordi jorden er så fugtmættet at de står og svupper. Så tager vinden nemmere fat, siger Kenneth Nielsen.

Det har været den mildeste vinter i mands minde. Hvad kan vi vente at se, sådan generelt, i de kommende uger?

– Alt spirer hurtigere i år. Myggene dukker op alt for tidligt, flåterne er allerede begyndt at komme. Tranerne er her, formentlig har flere af dem overvintret, det er også usædvanligt. De er allerede i gang med at kappes om søerne og moserne, hvor de skal yngle. Så vi kan se frem til et tidligt forår, siger Kenneth Nielsen.

Vi fandt ingen dino-fodspor på vej mod Rønne i denne omgang. Men der var mange spændende sten på vejen, og vi lader naturvejlederens kloge ord stå i luften, mens vi sætter os ind i bilen og sætter kursen mod byen.

– At finde fossiler kræver først og fremmest tålmodighed.