Philip har 'taget den røde pille': Jeg er bange for, at vi lever i de sidste tider som frie mennesker

Tehandleren Philip Brandt er kendt som en af Bornholms mest kontroversielle debattører, der er ligeglad med at blive stemplet som konspirationsteoretiker. Sidste år blev han vraget som øens folketingskandidat for Nye Borgerlige efter et efterhånden berømt Facebookopslag. Men han er ikke færdig med at blande sig i debatten.

Philip Brandt skilte sig allerede markant ud fra første skoledag i Greve, da han – med en helt anden baggrund end sine klassekammerater – begyndte i første klasse. Sit allerførste skoleår tilbragte han i en engelsksproget skole i Zambia. Men nu var familien tilbage i Danmark, først i 1970’erne, hvor alle de andre børn gik med svaj i bukserne, og drengene havde langt hår. Men selv mødte han op med op i blankpolerede sko, nystrøget hvid skjorte, korte bukser med pressefolder, og kortklippet hår i sideskilling. Desuden var han efter eget udsagn den absolut mindste i klassen.

– Så jeg skilte mig mildt sagt ud, da jeg fuldstændig blev kastet for løverne den dag. Det var noget af et kulturchok. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det var en anden stil og en anden omgangsform, vi havde her til lands, så det lagde jeg mig selvfølgelig efter, griner Philip Brandt, da vi i bragende sommersol sidder ved et af de små caféborde foran Bornholms Thehandel på Lille Torv i Rønne, som han de seneste cirka ti år har drevet sammen med sin samlever Gitte.

Thehandleren smiler, mens han sidder med ryggen mod butiksfacaden, så han har frit udsyn til eftermiddagens sommerliv, hvor biler, busser og eftermiddagens handlende krydser hinanden, mens han fortsætter sin fortælling.

– Men i starten var det lidt et handicap for mig, at jeg udover at være en fremmed fisk også var den absolut yngste i klassen, så jeg gjorde mit for at hævde mig ved at bruge hovedet, fortæller han med københavnsk accent, der synes ham ligeså naturlig som solbrillerne, den markante ring på hånden og cigaretten mellem fingrene.

– Og hurtigt blev jeg venner med dem, der var toneangivende i klassen, fordi jeg nok havde en form for social flair alligevel, så jeg blev relativt populær, og det blev en fantastisk skoletid, siger han og tager et hvæs af smøgen, så den lyser op som en lille sol.

Rykkede en klasse op

Philip Brandt voksede op i et hus ved stranden i Greve, syd for København, som han selv beskriver som ”den pæne del af Vestegnen”.

– Når man åbnede havelågen, så havde man tæerne i sandet på den fedeste sandstrand. Og det har måske præget mig, at jeg har levet en relativ privilegeret barndom, mener han.

– Det var ikke sådan, at vi væltede os i penge, det var billigt at købe hus ud til stranden dengang, og min far byggede selv huset på en gammel sommerhusgrund, der ikke kostede ret meget, men sidst jeg tjekkede det, var mit barndomshjem til salg for 12 millioner, så det var andre tider dengang, siger sjællænderen, der udover vand og sand også som barn boltrede sig i sin mors opmærksomhed.

– Hun var egentlig uddannet teknisk tegner, men hun gik hjemme, da jeg var lille, og forkælede mig og brugte al sin opmærksomhed på mig. Jeg er den ældste af tre søskende, så hun havde masser af tid til mig, og hun stimulerede hele tiden min nysgerrighed, og jeg kunne for eksempel allerede alfabetet som tre-årig, fortæller den førstefødte, som også husker, hvordan han som dreng fordybede sig i tegningens kunst.

– Jeg var kunstnerisk anlagt, det havde jeg nok fra min mors side af familien. Min morfar var en habil kunstner, og jeg havde selv en blyant i hånden i hele min barndom.

Men som barn stiftede han også kendskab til andre kulturer gennem sin far, der var ingeniør for FL Smidth og var med til at opføre og opstarte cementfabrikker rundt omkring i verden.

– I min helt tidlige barndom rejste jeg også en del rundt med min familie. Vi levede sådan lidt en nomadetilværelse, hvor vi både prøvede at bo i Finland, Holland, Canada, Grækenland og Zambia, hvor jeg kom til at gå i 1.klasse i en engelsksproget skole med skoleuniformer og korte bukser og det hele, forklarer han.

– Zambia er jo en gammel engelsk koloni, så jeg blev god til at tale engelsk det år. Det betød også, at jeg hurtigt rykkede en klasse op, da vi kom hjem til Danmark og huset i Greve, så jeg sprang 1. klasse i dansk skole over. Og jeg badede mig i det hele taget lidt gennem skoletiden, fordi jeg havde nemt ved det.

– Vi havde også en sindssygt god klasse, så da vi skulle i gymnasiet, besluttede de fleste af os at tage 10.klasse med, så vi kunne blive sammen et år til, for vi havde det altid så sjovt sammen. Vi festede hver eneste weekend, og vi havde et stærkt sammenhold.

– Samfundssind?, siger Philip Brandt, sænker solbrillerne og stirrer på mig med et alvorligt blik. – Det begreb brugte nazisterne uhyggeligt nok også til at ensrette folk med. Foto: Allan Rieck

En livlig familie

Derhjemme voksede han op i et helt klart borgerligt, men nok også lidt flippet hjem.

– Mine forældre var jo kommet hjem fra den store vide verden, og det kunne man mærke på de retter, der blev serveret. Dengang i 1970’erne så blev der brugt salt og peber til millionbøffen, hvis bølgerne gik højt, når man var inviteret til middag hos sine kammerater, men min mor var en fremragende kok, der serverede chili con carne og kylling masala, længe før andre vidste, hvad det var.

Ved søndagsmiddagene kunne der også blive diskuteret politik, filosofi, videnskab og alt mellem himmel og jord så det bragede, husker han.

– Så jeg kommer også fra en meget diskussionslysten familie.

– Mange betragter mig som en hård negl, fordi jeg har nogle kontroversielle synspunkter, som jeg ikke er bange for at stå på mål for. Og sådan har jeg haft det, siden jeg var barn.

– Man må gerne bruge pæren og man må gerne engagere sig i samfundsforhold.

Han smiler.

– Jeg har nok også arvet min mors temperament. Min mor var rødhåret og havde også temperament. Hun var utrolig lyttende, klog og rummelig, men kunne også tænde helt af, så der røg også nogle tallerkener gennem stuen, så jeg kommer fra en kærlig, men også relativ livlig familie. Man gik ikke og puttede med sine følelser og sine tanker og holdninger. Det kom ud på godt og ondt, siger han og puster røg ud i sommerluften.

– Og det sidder helt klart også i min karakter.

Kaldte Brostrøm en morder

Folk tager dog fejl, hvis de tror, at han altid siger, hvad han tænker. Ifølge debattøren selv er det i hvert fald sjældent, at han lufter sine meninger, før han har sat mig ind i tingene, og måske også læst en bog eller to om emnet.

– Der er mange, der synes, at jeg er lidt hård i filten, og her i Korsbæk Bornholm skal man sgu passe på, hvad man siger. Navnlig når man har en halvoffentlig institution som forretningen her, siger han og nikker mod forretningens facade lige bag os.

Hel offentlig blev Philip Brandt, da han som lokal folketingskandidat for Nye Borgerlige trak landsdækkende overskrifter, fordi han i et kontroversielt Facebook-opslag advarede mod at følge Søren Brostrøms råd om at lade sine børn vaccinere: ”Brostrøm til skolebørn: tag stikket inden skolestart. SB er en morder og et korrupt møgsvin!” skrev han.

Det opslag kostede Philip Brandt pladsen som kandidat for Nye Borgerlige til Folketinget og kommunalbestyrelsen på Bornholm. Han synes stadig, at det var direkte forfærdeligt, at man lod børn vaccinere, men fortryder ikke sit ordvalg, selvom han i dag ”vælger at formulere sig mere nuanceret”.

– Jeg skrev ikke det opslag efter et glas for meget, som nogen tror. Jeg skrev det i vrede og bevidst provokation. Og tiden har jo vist, at jeg havde ret. Det var komplet unødvendigt at vaccinere børnene og derved udsætte dem for langt større risiko end selve sygdommen.

– I dag tænker jeg mig meget om, inden jeg skriver noget på de sociale medier. Men jeg synes, at det var trist, at jeg blev smidt ud af Nye Borgerlige på et falsk grundlag og faktisk af helt andre grunde end mit Brostrøm-opslag, siger han med en ærgerlig mine.

Ronald Reagan-fan

Philip Brandts politiske interesse blev vakt som 14-årig under det amerikanske præsidentvalg i 1980.

– Der var en ret kontroversiel politiker, der stillede sig op og rent faktisk blev valgt, nemlig Ronald Reagan. Ham var jeg totalt fan af, selvom det var lige så ugleset at støtte Reagan dengang som Trump, som jeg i øvrigt også godt kan lide, i dag, siger han.

– Men i bakspejlet har Reagan nok også været en af de bedste præsidenter, USA har haft. Han samarbejdede også meget med Europa især med Margaret Thatcher, som også blev lagt for had. Det gjorde han ikke mindst også selv. Men han var ikke bange for at fremstå kontroversiel og tage de tæsk, der fulgte med, og det kunne jeg godt lide. Jeg tænkte ”Yes, sådan skal en politiker være”. Han var til at forstå. Og det viste sig jo også, at han havde masser af have det i.

Selv mindes han også tydeligt præsidentens tale i Berlin, hvor han sagde "Mr. Gorbachev, tear down this wall".

– Og tre år efter faldt den. Det var amerikansk politik, der startede mit politiske engagement, men siden har jeg i hjertet været mere konservativ end De konservative, siger han og uddyber sin pointe med et billede fra frokostbordet.

– For der er jo efterhånden lige så meget konservativt i Det Konservative Folkeparti, som der er russere i russisk salat, hvis du spørger mig.

– Det ”borgerlige Danmark” er blevet så ramt af konsensus og varm luft, at der ikke er meget konservativt over det. Jeg savner i det hele taget nogle mere markante holdninger i tidens ræs omkring midten. Det er jo demokratiets svaghed, at man ikke nødvendigvis har ret, fordi man har et flertal bag sig. Det kan godt være, at det er ham, der står og råber op ude på siden, der har ret.

Ramte eksamensmuren

Som ung drømte Philip Brandt om at blive advokat. Allerede fra han gik i 8.klasse, vidste han, at han ville læse jura.

– Jeg syntes, at det var sejt at se amerikanske film fra retssalene. Jeg fræsede også lige gennem gymnasiet som nysproglig student som ene dreng sammen med 22 piger.

Efter gymnasiet var han dog lidt skoletræt og søgte ind i militæret som frivillig, men da der var for mange frivillige det år, måtte han trække et nummer og trak frinummer.

– Det var ærgerligt, for måske kunne jeg have fået en god karrierevej som officer. Men jeg kom aldrig i uniformen, men i stedet direkte på universitetet, hvor jeg dumpede førsteårsprøven på jurastudiet, siger han og ser frem for sig.

– Det havde jeg aldrig prøvet før, men jeg fandt ud af, at mit bedste fag var nationaløkonomi, så det bestod jeg med glans, mens jeg med nød og næppe dumpede juraen. Også andet år. Så jeg droppede ud, men sjovt nok endte mine to søskende begge med at blive jurister. Og min samlever Gitte er også jurist, fortæller han og kaster et blik ind mod butikken.

Selv tog han først en højere handelseksamen på et år og begyndte siden på cand.merc. Men igen ramte han eksamensmuren.

– Et fag som teoretisk statistik for økonomer var så avanceret matematik, at selv vores underviser måtte hjem og læse, før han kunne svare på vores spørgsmål, men jeg dumpede altså selv, så det kiksede også.

Sit livs største nederlag

Tehandleren tænder en ny cigaret.

– I mellemtiden var jeg blevet forlovet med en pige, som jeg kendte tilbage fra Greve. Jeg tog et job blandt andet salg- og marketing og fik noget ledererfaring i en relativ ung alder, og det var gode tider dengang, så vi kunne købe et hus på strandsiden i Greve 200 meter fra mine forældre til 600.000 kroner. Og så havde jeg sat mig i faste udgifter, da min første datter kom til verden i 1995. Da hun var to år, blev min kone og jeg separeret.

– Det var for en konservativ sjæl som mig en tragedie. Det var både møgærgerligt for børnene og os begge to, og det forfulgte mig flere år efter, men vi prøvede stadig forgæves at finde sammen, indtil vi til sidst måtte hive plasteret af – også af hensyn til børnene. De var nok 7 og 12 år, da vi definitivt smed håndklædet i ringen. Selvom vi ordnede det hele ordentligt og fredsommeligt, så vi forblev fine vener i adskillige år efter, så jeg betragter jeg stadig i dag den skilsmisse som mit livs største nederlag, siger han og bliver et øjeblik stille.

– Man skal turde sige, hvad man tror på, og det man ved er rigtigt. Det kan lyde indbildsk og irriterende. Især i disse relativistiske tider hvis man stiller sig frem og siger, at man ved, at noget er rigtigt, siger Philip Brandt. Foto: Allan Rieck

Krise førte til kristentro

Siden fandt han i stedet sammen med en gammel ungdomsflamme, men det forhold blev alligevel ikke til noget.

– Og jeg mistede mit job indenfor samme uge, så jeg var rimeligt hårdt ramt. Men det gav mig en timeout på et års tid til virkelig at få tænkt mig om, og til min egen overraskelse blev jeg sgu også kristen i den periode, fortæller han.

– Det havde jeg ikke lige selv set komme! Men jeg havde en oplevelse af, at jeg lagde min egen vilje ned og lod mig hamre ned i dørken, og derfra kan Gud komme til. Og det var det, jeg oplevede.

Han begyndte at komme i en frikirke gennem sin tidligere coach, der i mellemtiden var blevet kristen.

– Jeg blev også voksendøbt. Det var en stor oplevelse.

Samtidig oplevede han også, hvordan hans bønsliv pludselig blev levende.

– Jeg arbejdede meget med det og opdagede, at bøn ikke kun handler om at bede om hjælp, men også at gøre sig stille for at åbne for en dialog. Bøn giver først mening, når det bliver en tovejskommunikation. Så det handler om samvær og nærvær.

Føler du så, at du kan høre Guds stemme?

– Nej, jeg kan bare mærke det. Nogle gange får jeg bare en fred eller en klarhed, som om jeg havde læst ti bøger på to sekunder. Det er jo det, man kan kalde en åbenbaring. Men essensen ved troen for mig er nærværet. Tro handler om din personlige relation med Gud og skaberværket. Religion derimod handler om alle de ritualer, som vi gennem tiden har lagt ned over troen og kvalt meget af troen i. Og der er meget stor forskel på de ting. Selvfølgelig kan man støtte sig til ritualer, og jeg bruger også selv fadervor, når jeg ellers ikke ved, hvad jeg skal sige. I dag hviler jeg mere i min tro og er nok mere afslappet med det, men jeg har en stærk tro, og jeg bruger den også, og jeg er ikke bange for at stå frem med den. Jeg er heller ikke bange for ikke at ligne andre med den. Luther sagde jo også, at vi skal være frimodige. Og det har jeg også taget med mig i politik.

Bolignød blev til blind date

I København fandt han samtidig sin nuværende samlever Gitte, der også er blevet hans forretningspartner og bedste politiske makker.

– Jeg mødte Gitte gennem min bror, der arbejdede sammen med Gitte. De er jo begge jurister. Og længe prøvede han at lege Kirsten Giftekniv, så han fortalte os begge to meget om hinanden. Da jeg så pludselig stod uden lejlighed, foreslog han mig at spørge Gitte, om jeg kunne leje mig ind i hendes kæmpelejlighed på Dantes Plads ved Glyptoteket. Og fra begyndelsen virkede det mere som en blind date end en boligsamtale. Men vi klikkede totalt godt sammen. Så det blev hurtigt til ægte kærlighed, og vi har nærmest været uadskillelige gennem tykt og tyndt lige siden.

Sidenhen fik Philip Brandts nye kærlighed ham også ind i familiefirmaet.

– Dengang arbejdede jeg lidt freelance ved siden af at male billeder, men Gitte fik mig indrulleret i hendes forældres familiefirma i Østerlandsk Thehus, hvor vi også fandt ud af, at vi arbejdede godt sammen. Hun havde sit store kendskab til te, sin store kreativitet i at lave nye blandinger og sin sans for godt købmandskab, og jeg vidste noget om salg og marketing, så vi supplerede hinanden godt.

– Da der så kom generationsskifte, besluttede vi at trække stikket og prøve lykken på egne ben på skønne Bornholm, hvor det er billigt at være iværksætter samtidig med, at vi kunne koble os på hele øens gode brand indenfor fødevarer, hvor vi syntes, at der var plads til os, fortæller Philip Brandt, som i forvejen havde en lille tilknytning til øen, gennem sin far, der flyttede herover i 2001.

– Så jeg havde længe haft en lille drøm om Bornholm. Men vi ville ikke kun være øens bedste thehandel, men Danmarks bedste, og det synes jeg faktisk er lykkedes, smiler the-entusiasten selvsikkert, som først fik butik med sin samlever i Aakirkeby, og siden Thehandlen på Lille Torv i Rønne.

– Vi har klart det største og mest kreative udvalg af te. Og Gitte er genial til at lave nye blandinger.

Vaccineskeptiker

Selv er tehandleren også blevet kendt for at blande sig kreativt i debatten.

– Man skal turde sige, hvad man tror på, og det man ved er rigtigt. Det kan lyde indbildsk og irriterende. Især i disse relativistiske tider hvis man stiller sig frem og siger, at man ved, at noget er rigtigt. Jeg ved, at jeg har ret, og det er ikke et subjektivt synspunkt. Jeg ved, at jeg objektivt set har ret, siger han og tilføjer understregende:

– For eksempel når det kommer til det vanvittige i at tvangsvaccinere folk.

Man kunne vel også se opfordringen til at blive vaccineret og at vaccinere sine børn som en måde at vise samfundssind?

– Samfundssind?

Han sænker solbrillerne og stirrer på mig med et alvorligt blik.

– Det begreb brugte nazisterne uhyggeligt nok også til at ensrette folk med, så folk ikke skulle tænke selv. Og under det fuldstændig crazy corona-hejs gik vi jo på ingen tid fra 0 til 100 også selv fra at være et frit samfund til at gå i takt og tilsidesætte alle menneskelige frihedsrettigheder. Pludselig kunne man få bøder for at tage i en park for at trække vejret, og nedlukningen har gældsat samfundet for op mod 1000 milliarder kroner samt traumatiseret en hel generation af børn og unge.

– Virksomheder er blevet lukket ned, og folk er gået konkurs i samfundssindets navn. Men for mig er samfundssind også at advare mod det, som jeg opfatter som samfundsskadeligt. I begyndelsen blev jeg da selv bekymret, da jeg hørte om corona, men så begyndte jeg at sætte mig ind i det og grave og så begyndte jeg af al magt at råbe mit parti op, da jeg opdagede, hvor galt det stod til.

Hvad var der da galt?

– Der var det galt, at vi fra starten blev udsat for et statskup, så der var nogle helt andre agendaer på spil end en virus, som vi bagklogskabens lys egentlig må erkende ikke har været meget slemmere end en influenza på en gennemsnitlig sæson. Det råbte jeg meget tidligt op om, så jeg blev særdeles bemærket og landskendt for det i en sådan grad, at jeg blev en ’pain in the ass’ for mit eget parti, så de kylede mig ud, for nu var de jo selv blevet en del af det pæne selskab. De var blevet lige præcis som de andre, som de lovede, at de ikke ville blive. Jeg havde ellers kæmpet loyalt for dem i fem år og troet på sagen.

Men vaccinerne har vel også reddet liv?

– Vaccinerne koster snarere liv. Det er ikke alene hamrende ulovligt at bryde loven om informeret samtykke, men også en skræmmende russisk roulette med folks sundhed, fordi man ikke ved, hvilken virkning det har at få sprøjtet eksperimentelle, genmanipulerende stoffer ind i kroppen. Eller, jo det gør man desværre nu – men sandheden om konsekvenserne bliver undertrykt for befolkningen. Læg mærke til hvordan ambulancesirenerne lyder i øjeblikket, hvor vi har en overdødelighed på ti procent, som med stor sandsynlighed skyldes vaccinerne.

Corona og de sidste tider

Hvad vil du sige til dem, der mener, at du spreder konspirationsteorier?

– Jamen, det er faktisk ikke mig, der spreder røverhistorier. Andre kalder os vaccineskeptikere for sølvpapirshatte og konspirationsteoretikere. Men det kan godt være flertallet, der tager fejl, siger han og ser spørgende mod mig.

– Du kender godt udtrykket at tage den røde pille, ikke?

– I filmen Matrix bliver hovedpersonen Neo præsenteret for en rød pille og en blå pille. Hvis han tager den blå pille, bliver han sendt tilbage for at ligge og drømme hele sit liv, men hvis han tager den røde pille, vågner han op og ser, hvad der i virkeligheden foregår.

Så du har taget den røde pille?

– Ja, det er det, vi kalder det i ’frihedsbevægelsen’. Man er blevet ”red pilled”.

Så du har ikke tillid til systemet?

– Nej, er du gal, mand? kommer det prompte.

– Over de seneste 2,5 år har jeg mistet tilliden fuldstændig til systemet. I virkeligheden er systemet styret af helt andre kræfter. Du kender godt udtrykket the deep state?

Mener du ”den dybe stat”, som Trump også talte om, da han ville ”dræne sumpen”?

– Ja, ham kan jeg jo også godt lide, fordi han gennemskuede nogle ting.

Men hvem skulle stå bag denne dybe stat?

– Det er dybest set styret i en lille kreds af psykopater i kulissen for at lave det, de taler helt åbent om: New World Order. En ny verdensorden. Det er meget foruroligende. Politikerne pakker sig ind i alle mulige smukke humanistiske idealer, men i virkeligheden er der en ren ondskab, der styrer tingene bagved og måske har gjort det i 100 år som forberedelse. Og jeg har faktisk også en formodning om, at coronapasset var en slags generalprøve på Dyrets mærke, som man kan læse om i Johannes Åbenbaring.

– Der står hele drejebogen i de syner Johannes fik for 2.000 år siden. Du skal tvinges til at tage et mærke på din hånd og din pande, så jeg er bange for, at vi kan leve i de sidste tider som frie mennesker, hvis vi ikke gør noget for at ændre tingene nu. Det er en af de ting, vi diskuterer i frihedsbevægelsen, som vi færdes blandt. Vi kalder os de vågne. Awake.

Vil det sige, at du også tror, at vores egen regering er korrupt?

– Ja, det er totalt pilråddent. Måske er de også blevet presset eller købt til at gøre, som de gør. Vi har jo fået smadret vores økonomi med massetest og nedlukninger.

Er du selv færdig med politik?

– Nej. Jeg fortsætter, men er lidt i et limbo. Nye Borgerlige er ikke på Bornholm, og jeg ville ikke stille op for dem, selvom de bad mig om at komme tilbage, så jeg bliver nok ved med at råbe op og måske ender jeg med at danne mit eget parti, hvem ved?

Mundkurv og takkekurv

Philip Brandts far kommer forbi på fortovet og spørger om han må sætte sig.

– Jeg snupper lige en stol her, siger han uden at vente på svar.

– Men den går ikke, for vi er lige midt i et interview, forklarer tehandleren sin far, der i stedet bærer stolen til bordet ved siden af.

– Ja, min far har jeg stadig på øen, og jeg håber, at du bliver hængende længe endnu, men så skal du også lade være med at fylde dig med de vacciner, siger Philip Brandt.

– Han er bindegal, siger faderen med et kærligt smil, da han har sat sig og tilføjer:

– Men det er nu en god isteblanding, Gitte lige har fået lavet. Den er virkelig lækker.

Philip Brandt nikker smilende, inden han svarer på, hvad der har overrasket ham mest ved livet.

– At det går så hurtigt, svarer han med det samme.

– Og at det går hurtigere og hurtigere. Men jeg panikker ikke over det så meget mere. Jeg syntes, at det var værst, da jeg krydsede grænsen for, at jeg nu vidste, at jeg var halvvejs i livet, men ikke følte, at jeg havde nået det, jeg skulle. Men til din beroligelse, så kommer man også over det, siger han.

– Så skal du bare vente til du bliver 82, indskyder faderen med et skævt smil.

– Det er heller ikke lykken for alle at blive 82. Jo, hvis man er i god form som min far. Men det kniber lidt med hjernen af og til, driller Philip Brandt.

Hvad er lykken for dig selv?

– Det giver mig stor glæde, når noget lykkes og man trænger igennem med sine budskaber. Selvfølgelig er det også rart med et klap på skulderen, når folk viser taknemmelighed over, at man gør noget, der er utaknemmeligt, siger han med en stemme, der nu synes mere stille. Det rører mig faktisk rigtig meget.

– Da jeg skrev mit efterhånden berømte Brostrøm-opslag, blev jeg jo frataget min position som folketingskandidat for Nye Borgerlige, hvor jeg fik mundkurv på. Det var jo derfor, at Gitte så besluttede at træde frem som spidskandidat til kommunalbestyrelsen, fordi der ikke var andre, der kunne eller ville. Det gjorde hun fremragende, og det burde hun faktisk have fået mere credit for. Men jeg modtog samtidig masser af takkemails fra frihedsbevægelsen, og en dag dukkede der nogen op med en kæmpe gavekurv lige her.

Han peger mod fortovsfliserne foran os.

– Folk fra frihedsbevægelsen fra hele landet havde samlet ind til mig, fordi de var taknemmelige for, at der endelig var en, der turde sig fra, siger han og smiler kækt under solbrillerne.

– Og det er den slags, der giver mig mod og lyst til at fortsætte.

 

Blå bog

Philip Brandt.

Født 1966.

Kendt som en aktiv debattør og har tidligere været bornholmsk spidskandidat for Nye Borgerlige til Folketinget, men måtte trække sig efter kritik. Han har blandt andet læst jura og arbejdet med salg i forskellige jobs. I dag driver han Bornholms Thehandel med sin samlever Gitte Frigioni.

Er far til to voksne døtre, som han har fra et tidligere ægteskab, ligesom han har en bonusdatter fra sit nuværende forhold.

 

Rettelse

I sidste uge fremgik det af Kirstine van Sabbens blå bog, at hun var medstifter af Bornholmerlisten. Det er ikke korrekt. Bornholmerlisten blev startet i 2012 af Carl Ilsøe, som brød med Socialdemokratiet efter mere end 30 års medlemskab. Først i 2016 tilsluttede hun sig Bornholmerlisten og er siden blev indvalgt for listen flere gange. Vi beklager fejlen.