Novembertur fra Sandkås til Allinge

Oplev storslået natur på dette stykke af Kyststien.

Stierne langs de bornholmske kyster er en lang perlerække af flot natur.

Selv om de er meget forskellige får man naturoplevelser på et niveau der ikke findes andre steder i landet. Vandreturen langs klippekysten mellem Sandkås og Allinge er en af perlerækkens mest idylliske. Strækningen er kun på 2 kilometer, og det er naturligt at gå den samme vej tilbage. Stien langs kysten er alle steder jævn og bred, selv om terrænet er lidt kuperet er turen hverken anstrengende eller krævende. Flere steder langs stien er der opsat bænke ved de smukkeste udsigter.

Hvor: Turen udgår fra parkeringspladsen ved Sandkås Strand. omkring to kilometer syd for Allinge. Badestranden ved Sandkås er berømt som en af Nordbornholms få sandstrande med klipperne som nabo. Af samme årsag er der en parkeringsplads med toilet. Det er dog lukket i vinterhalvåret. Et skilt viser vej til kyststien mod Allinge.

Historien om de bornholmske kyststier

Under navnet redningsstierne blev stierne langs kysterne anlagt af Det Danske Redningsvæsen i midten af 1800.

Dels til de lokale strandvagter når de i dårligt vejr om natten gik patrulje for at advare skibene om øens farlige kyster, samt til eventuelle redningsaktioner. Der var farlige klipper på Nord og Østbornholm, og de lave sandstrande med farlige rev ved Dueodde og videre på Vestbornholm. Da alle skibe omkring 1970 blev udstyret med tekniske hjælpemidler blev systemet nedlagt. Derefter kaldte man stierne Kyststien.

På landkortet er øens kystlinje 120 kilometer. Inklusive odder og bugter er strækningen dog 141 kilometer. Der er klippekyster fra Allinge til Svaneke, og derfra mod syd til nord for Nexø. Herfra består kysterne af sandsten, sand, ler og kalk. Fra Snogebæk til Dueodde findes ingen sti langs kysten, strandvagterne gik på stranden. Stien langs kysten begynder først over de høje klinter på Vestbornholm og fortsætter til Rønne. Derfra til Hasle hvor stien genser øens flotte klippekyst.

Vandreturen

Fra parkeringspladsen går man ned på stranden og følger den fint anlagt cementsti til venstre, som fører gennem et stort klippefremspring, der maser sig ud mod havet.

Nogle steder er stien 25 meter over havets overflade, andre steder er den i niveau med vandet. Små idylliske vige i klipperne bliver erstattet af høje klipper, der veksler i farverne. På vindstille dage i november kan der i solen være dejligt. Helt anderledes og dramatisk er der med en hylende blæst fra øst og store bølger på havet. Men det er også en stor oplevelse.

Naturforhold

I begyndelsen af turen er klipperne grålige af den typiske Vanggranit.

Denne bjergart ligger fra Sandkås til Vang som et smalt bælte, der senere afløses af den grårøde Hammergranit. Om foråret synger nattergalen. Det meste af sommeren sidder gulspurven på toppen af enerne og synger. I november er edderfuglen fløjet mod vest til de danske fældepladser. Til gengæld kommer nordiske havlitter på besøg. De små hvide ænder ligger ofte i små flokke langt fra kysten, alligevel høres deres stemmer tydeligt: ” Au – au, aulit”. Bornholmerne kalder dem ”gaddisijer” og siger de synger ”Havet er mit, landet er dit”.

På samme tidspunkt kommer den største af mågerne, svartbagen på besøg med sine sorte vinger. Plantevæksten langs stien består af asketræer, kirsebær, bornholmsk røn, vilde æbler og roser samt slåen og ener. Sommerens blomster er blevet visne. Undtagelser er den lille stedsegrønne bregne engelsød og klippernes lav i gule og orange farver.

Klippekystens strandvolde og gamle stednavne

Flere steder langs ruten ses lave strandvolde med rullesten.

Det er aflejringer efter istiden. Da isen smeltede, steg Østersøens vandstand indtil der for 7000 år siden kom en åbning gennem de danske bælter. På Nordbornholm var det op til 20 meter højere end vore dages kystlinje. På ældre landkort har dette område mange pudsige stednavne. For eksempel ”Æggehønen”, ”Ørneklippe”, ”Stenvæggen” og ”Knuds Næs”.

Det sidste navn er meget gammelt, de andre navne er sikkert skabt af lokale børns fantasi. En fritliggende klippe på et leje af runde strandsten blev kaldt ”Æggehønen”, da den ligner en rugende høne. Andre navne er fejlagtige tolkninger af øens dialekt. ”Stenvæggen” blev af børnene kaldt den ”Stejle klippe”. Landkortets ørneklippe er den værste fejl. Af de lokale børn blev klippen kaldt ”Øerna klippen”, da den set bagfra ligner en kat med spidse ører.

Smukke skippergårde, Nordbornholms Røgeri og Kæmpestranden

Langs stien er der opsat bænke. Her ses også mange smukt beliggende sommerhuse.

Alle med haver der er afgrænsede af lave stengærder med den lokale granit. Ved stiens afslutning ses over klipperne til venstre et lille rødt sommerhus. Her boede kunstmaleren Oluf Rude (1886 – 1957), da han i 1919 bosatte sig på Bornholm over en længere periode. Mange af hans malerier kan ses på Bornholms Kunstmuseum.

Selv om turen langs kysten er slut kan man fortsætte og se de smukke gamle skippergårde med romantikken i højsædet. De fleste er i dag pensionater og badehoteller. De er bygget af kyndige med forstand på havets luner. I 1872 var der i november en stormflod fra øst med otte meter høje bølger som ikke berørte de endnu ældre skippergårde. For et år siden ødelagde stormvejr og højvande røgeriet totalt. Skippergårdene blev anlagt med ryggen mod vinden, de overlevede stormen.

Hjemturen følger samme vej. Lad være med at gå fra Kæmpestranden opad mod landevejen. Der findes flere nyopførte firkantede sommerhuse med store vinduer. Beliggenhed er mode og helst med havudsigt. Gad vide om unge arkitekter bliver uddannet i den samme børnehave med store byggeklodser. Sådanne sommerhuse ødelægger øens natur og gamle kulturhistorie.