Morgenbrødet må købes andre steder i de næste par måneder: Stor ombygning af bageri

Morgenbrødet må købes andre steder i de næste par måneder: Stor ombygning af bageri
Michael Hansen vasker melsiloen og de andre maskiner, som også skal bruges i det nye bageri, hvortil der blandt andet investeres i nye ovne. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 4. JAN 2021 • 08:11
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
4. JAN 2021 • 08:11
ERHVERV

Der har i de seneste coronamåneder tit været lang kø udenfor Jensens Bageri. Det har synliggjort, at det går godt for den gamle bagervirksomhed midt i Rønne, og det er baggrunden for, at man nu går i gang med en større renovering af både bageri og butik.

Det er en så stor omgang, at kunderne må finde andre steder at købe brød og kager i de næste par måneder, hvor også virksomhedens bageriudsalg Knirkeline i Snellemark er lukket. Man har med vilje ikke stillet kunderne nogen genåbningsdato i udsigt, men bagermester Michael Hansen satser på, at det bliver i slutningen af februar.

Michael Hansen er lørdag formiddag i gang med at vaske en melsilo og forskellige maskiner. Det er det inventar, som bliver tilbage i bageriet. Alt andet, inklusive ovnene, bliver ryddet ud, gulvet bliver gravet op, og der bliver støbt nyt gulv med varme i, nu hvor man er i gang. Og så kommer der en masse nyt inventar.

Michael Hansen fortæller, at renoveringen bygger på ideer, han har haft i mange år. Han startede som ansat i 1992 og overtog virksomheden efter svigerforældrene Helga og Knud Erik Jensen i 2009. I de første år sammen med svigerinden, Bettina Mogensen. Michael Hansen er nu alene i spidsen.


Kig ind i bageriet

– Butikken bliver udvidet. Vi vender den 90 grader, og indgangspartiet bliver flyttet til hjørnet. Den nye væg ud til bageriet bliver kun en halv væg, så man som kunde vil kunne se, hvad der bliver arbejdet med i bageriet, og man kan se, hvad der i ovnene, fortæller Michael Hansen.

– Jeg starter op ved cirka 3-tiden, mens mine ansatte i bageriet først møder ind ved 5.30-6-tiden, så der vil være produktion og noget at se på i bageriet frem til 15-15.30-tiden.

– Det skal gerne gøre det lidt mere til en oplevelse at komme ind i butikken. Det er kvaliteten og oplevelsen, der skal sælge. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil trække flere kunder, siger Michael Hansen om forventningerne.

Den større butik giver plads til flere kunder og til to kasseapparater og dermed en hurtigere ekspedition. Renoveringen tager i det hele taget sigte på at optimere arbejdsgangene og skabe en ny og lækker forretning.

Op imod tre millioner

Michael Hansen oplyser, at renoveringen kommer til at koste op imod tre millioner kroner. Alene nyt inventar til bageri og butik løbet op i halvanden millioner kroner.

– Det er hårdt arbejde at være selvstændig. Men det går godt for os. Jeg er 48, og hvis jeg skal være her i 10-15 år endnu, og jeg skal nå at have glæde af en renovering, så skal det være nu, og det er nu, vi har råd til det, siger Michael Hansen.

Mangler arbejdskraft

Bagermesteren håber også, at de nye rammer for den gamle virksomhed kan være med til til nemmere at overvinde en stor udfordring:

– Vi har i de senere år været ramt af, at det har været svært at få arbejdskraft, både elever og udlærte. Jeg troede, at jeg havde holdet indtil for halvanden måned siden, men nu står vi faktisk og mangler to konditorer, siger Michael Hansen.

– Vi er fem i bageriet, seks-syv i butikken og en håndfuld ungarbejdere til at supplere op i weekender og om eftermiddagen, og de hjælper også med rengøring i bageriet. Det giver dem også et indblik i bageriet, fortæller han.

Michael Hansen håber at have klaret de udfordringer, når man om et par måneder åbner den nye indgangsdør til en totalrenoveret virksomhed, hvor der nok også kommer lidt nye produkter på hylderne.

– Men som udgangspunkt er det samme virksomhed, der åbner i nye rammer, med den kvalitet, vi er kendt for, og som vi hele tiden skal arbejde videre på, slutter Michael Hansen.

 
 

317.000

Jensens Bageri ApS ejes 100 procent af Michael Hansen.

Selskabet havde i 2019 et overskud på 317.000 kroner, og egenkapitalen var på godt 1,2 millioner kroner.