I den seneste årsrapport står, at Express 5 vil kunne reducere olieforbruget med 20-25 procent sammenlignet med Leonora Christina, der var den primære hurtigfærge på Ystad-ruten indtil 2018. Målt på antallet af passagerer og biler bliver Express 5 verdens største hurtigfærge.
Sideløbende med, at introduktionen af mere moderne færger ifølge Carsten Jensen har haft en positiv klimaeffekt, har Molslinjen foretaget mindre investeringer, der fører til CO2-besparelser.
– Da Povl Anker var i dok, investerede vi i nye hjælpemotorer, og vi kigger i retning af landstrøm på Rønne Havn. Så der er rigtig mange konkrete ting, vi har gang i. Dels kigger vi på at reducere vores emissioner i absolutte tal, men vi kigger også på at øge vores effektivitet i forhold til den energi, vi forbruger.
Landstrøm til Max
– Klimaagendaen er en rejse, som vi alle sammen har bevæget os ud på. Og det er en rejse, som Molslinjen indledte for flere år siden. Vi har set det her komme over en længere årrække og har forberedt os inden for rammerne af, hvad der er muligt, siger Carsten Jensen.