De skoleoplevelser har ofte fået alvorlige følgevirkninger, som skal behandles, før man kan begynde at arbejde med almindelig læring igen, fortæller Kim Andersen.
– De her børn har ikke følt sig inkluderet. Snarere tværtimod. Når de har haft de her oplevelser, så mister de deres selvværd. Der kan også komme følgesygdomme som angst, depression, ensomhed, spiseforstyrrelser og selvskade, som følge af ikke at være blevet rummet i det her tilbud. De mister troen på, at skolen og voksne i det hele taget vil dem noget godt, siger han og fortsætter:
– De her børn er så ødelagte af de skoletilbud, de har været igennem, at der først er brug for at give dem troen og trygheden til de voksne omkring dem tilbage. De skal genopbygge tillid til, at lærere og pædagoger i skolen ikke overskrider deres grænser og presser dem ud i noget, de ikke kan honerere. Først når trygheden og en tæt relation er opnået, kan vi langsomt komme videre til den næste fase, hvor man begynder at lære og kunne arbejde med sig selv og lære nye strategier.
Derfor er behandlingsdelen af et dagbehandlings- og skoletilbud meget vigtigt og bør ikke underkendes, når man snakker om, hvilke specialundervisningstilbud, der skal være på Bornholm fremover, mener Kim Andersen.
– I et dagbehandlings- og skoletilbud bliver der også arbejdet terapeutisk, og jeg synes jo, det er meget vigtigt, at man arbejder med helheden omkring børn. At det ikke bare er undervisning, man ser som skole, når vi har at gøre med børn, der har det svært, siger han.