Kærligheden hører aldrig op

TRO OG EKSISTENS

Kærligheden kendetegn

I denne interviewserie interviewer Bornholms Tidende øens præster om kærlighedens kendetegn, som de beskrives af apostlen Paulus i ”Kærlighedens højsang”. Artiklen her afslutter serien.

Der er spor efter kærlighed alle vegne i naturen, hvis man ser efter. Det er tydeligt i Gryet i Bodilsker, som er et lille skovområde, hvor man finder Danmarks største samling af bautasten. I skovbunden mellem de stadig nøgne træer på et tæppe af vintertriste blade og små klynger af de første forkølede anemoner står de i alt 67 mandshøje sten som store sorgmonumenter – sandsynligvis fra jernalderen eller vikingetiden – til minde om mennesker, nogen engang har elsket. Selvom det er uvist, om der ligger mænd eller kvinder eller sågar hele familier under de høje sten, står de her stadig som seje, stille kærlighedserklæringer. Som tonstunge punktummer for levede liv. Men de kan også ses som symboler på, at kærligheden ikke dør, fordi et hjerte holder op med at slå. ”Så længe du elskes, findes du,” som digteren Naja Marie Aidt har skrevet, så selv døden kan ikke slå kærligheden ihjel. Kærligheden hører aldrig op, som Paulus løftefuldt skriver i ”Kærlighedens højsang”.

– Når vi mister et menneske, vi har elsket, sker der det med kærligheden, at den bliver hjemløs. Så bliver den til sorg. Men den er der stadigvæk, forklarer sognepræst Lise Dürr Nielsen, da vi er nået ind i Gryet blandt bautastenene i følgeskab med hendes trofaste ledsager Pops – en hvid schæfer, der lader til at følge hende overalt.

– For mig er det vigtigt, at vi holder fast i, at der er noget blivende her i tilværelsen, og det er ikke nødvendigvis noget, vi selv kommer med. For den kærlighed, der tales om i 'Kærlighedens højsang', er selvfølgelig Guds kærlighed, og vi kan ikke gøre os ufortjent til den så at sige. Vi har ikke nogen håndsret over den kærlighed. Den kommer fra Gud, og den kærlighed er blivende og forsvinder aldrig, forklarer sognepræsten, der dog heller ikke tror, at den menneskelige kærlighed i vores liv nogensinde hører op.

– Vi har kærlighed til vores forældre, vi har kærlighed til vores børn, vi har kærlighed til vores venner. Hvis vi ikke har nogen i vores liv, så bliver kærligheden til ensomhed, og den forældreløse kærlighed er tung at bære. Men selv i de tilfælde har vi altid kærlighed i vores liv, fordi Gud stadig elsker os. Det er vigtigt at vide, at vi i vores liv altid allerede er elskede. Ligegyldigt hvad der sker, mener Lise Dürr Nielsen.

– Som børn kan vi have vores forældres kærlighed. Vi kan dog miste vores forældre, men så har vi stadig Guds kærlighed, og det er en enorm trøst og styrke, synes jeg, at man kan læne sig ind i den kærlighed, siger hun, mens hunden ligger tæt ved hendes side.

Lise Dürr Nielsen blandt bautastenene i Gryet i følgeskab med sin trofaste ledsager Pops. Foto: Jacob Jepsen

Kærligheden dør ikke

Guds kærlighed kan godt opleves langt væk, og vi kan føle os helt alene i verden og fortabte og uden noget, der giver mening i vores liv. Hvis man slet ikke er interesseret i religion og tro og har gjort sig nogle tanker om det, så er den selvfølgelig især svær at mærke og forholde sig til, erkender præsten, der dog står fast på, at Guds kærlighed stadigvæk er der, selv når den ikke erfares af os.

– Hvis man kigger på Det Nye Testamente på græsk, så betyder det græske verbum ’høre op’ i grundteksten dels, at noget aldrig hører op, men det er også noget, der aldrig fejler eller forgår eller noget, der aldrig dør. Vi kan altså hverken gøre fra eller til, siger præsten, der også ser dåben som et ’ja tak’ til den uforgængelige kærlighed, Gud giver os.

– Det er også for mig en del af den protestantiske tro, at Guds frelse er der ligegyldigt, hvad vi gør. Vi kan ikke falde ud af Guds kærlighed og nåde. Der kan være ting, vi gør, som andre mennesker ikke kan tilgive og ikke kan se udover, og sådan skal det også være. Det skal ikke være sådan, at vi som mennesker skal føle, at vi skal gå rundt og tilgive alt. Men det kan Gud.

Kærlighed giver livet liv

Hun kaster et diskret blik på bautastenene rundt om os.

– Dog fordrer evangeliet kærlighed af os, som jeg også ofte siger fra prædikestolen. Det kan godt være ret kompliceret, for den næstekærlighed, Jesus egentlig beder os om at vise, må aldrig blive en tvungen gerning. For så er det ikke næstekærlighed. Så er det bare tvang, og så bliver det ikke en kærlig gerning.

Den store danske filosof og teolog Søren Kierkegaard betoner jo ellers, at du SKAL elske din næste…

– Det skal jeg også, siger hun straks og smiler.

– Men ifølge den senere danske filosof Løgstrup, som jeg er stor fan af og læser meget, er den skelnen, man kan lave, ikke imellem kærlighed til sig selv og kærlighed til din næste, siger hun og uddyber:

– Den skelnen, man i stedet for kan sætte op, er et liv i kærlighed eller et liv, hvor man er fokuseret på sig selv. Ifølge Løgstrup lever du enten for dit ego eller også lever du livet på kærlighed. Men livet kun levet for sig selv og på sit jeg, det er ikke et liv. Det er et dødt liv. Men et liv i kærlighed, det er at leve, siger præsten og peger på, at døden og sorgen er kærlighedens pris.

– Den risikerer vi hver eneste gang, vi elsker et menneske, siger præsten, mens fuglekvideren han høres i træerne over de granittunge kærlighedssymboler her på jorden.

Kærlighed er ikke en solosport

Hvis vi alligevel skal miste, er det så værd at elske nogen?

– Selvfølgelig er det det værd, understreger hun smilende med et langsomt nik, og vender tilbage til Løgstrup, der minder os om, at et liv levet uden kærlighed til andre end sig selv ikke er et liv.

Alligevel kan kærligheden til et andet menneske sommetider føles død. Ikke mindst i parforholdet. Det, der begyndte med kissemisse kan hurtigt ende i skilsmisse. Kærlighed kan blive til had. Men der er stadig en mængde kærlighed i de menneskers liv, om end den kan ændre karakter. Den bliver bare rettet et andet sted hen, bedyrer Lise Dürr Nielsen.

– Det kan være, at den erotiske kærlighed må have en pause i en periode, indtil man kommer sig og måske møder en anden, man kan give den kærlighed til. Kærligheden er fuld af overraskelser, men den opstår altid i samspil med andre, uanset hvilken form kærligheden findes i.

Hvordan kan vores menneskekærlighed komme til at ligne Guds fuldkomne kærlighed mere?

– Det er jo svært. Det er noget, vi skal øve os på.

Hvordan øver man sig på det?

– Det kan man gøre ved at smile til dem, man møder på gaden, siger sognepræsten med et smittende smil, inden hun tilføjer, at hun selv har oplevet, hvordan selv et lille smil til en fremmed var en stor præstation.

– Kærligheden er det, der giver mening til vores liv, siger Lise Dürr Nielsen. Foto: Jacob Jepsen


Start med et smil

– Jeg havde en svær periode, hvor jeg gik hos en terapeut. Hun sagde: ’Start med at sige hej til kassedamen nede i Netto’. Jeg havde rigtig meget angst. Men så gik jeg ned i Netto og stod der og skulle betale for mine varer, mens jeg kiggede ned, og så sagde jeg: ’Hej’. Straks efter løb jeg nærmest ud af butikken, for det var så grænseoverskridende for mig. Men jeg øvede mig og øvede mig, og efterhånden kunne jeg se vedkommende i øjnene og smile samtidig, og siden blev jeg helt ligeglad med, at de andre i køen måske tænkte: ’Nu kommer hende den skøre, der hilser på kassedamen’. For det giver faktisk så utrolig stor glæde at kunne give et andet menneske et smil, siger præsten og fastholder øjenkontakten.

– Det kan virke som en meget lille ting. Men at blive set af et andet menneske kan give dyb mening i vores liv. For vi kan ikke leve livet uden hinanden og uden at blive set. Kærligheden er det, der giver mening til vores liv. Jeg har ikke selv nogen kæreste, men jeg har mine nevøer, jeg har min søster, jeg har mine venner, jeg har min hund, siger hun og ser varmt på den hvide hunhund.

– Hende har jeg jo også kærlighed til, ligesom alt det, der er omkring mig. Jeg elsker naturen her på Bornholm. Det er jo også en kærlighedsrelation.

Hvad synes du, man kan konkludere om kærligheden ud fra ”Kærlighedens højsang”?

Sognepræsten sukker og griner, før hun svarer.

– Det kan jo siges meget simpelt, begynder hun.

– For Gud er kærlighed, og den kærlighed, der beskrives i ”Kærlighedens højsang”, er den guddommelige kærlighed. Det ville være utrolig svært, hvis vi mennesker skulle leve op til alt det, vi får at vide. Men den er heller ikke tænkt som en manual, vi forventes at kunne efterleve, siger hun og lader blikket glide gennem Gryet, hvor træerne som skæve pile peger op mod himlen.

– Ordene er et løfte til os mennesker om, at ligegyldigt, hvor umuligt vi opfører os og fjumrer rundt i vores liv og gør alt muligt uhensigtsmæssigt, så er Guds kærlighed der stadigvæk. Teksten er et løfte om, hvordan Guds kærlighed er, og den hører aldrig op. Sådan bliver vi lovet, at der i hvert fald er noget, der aldrig hører op, og det rækker helt ind i evigheden.

Blå bog

Lise Dürr Nielsen. Født 1975. Sognepræst i Bodilsker, Ibsker, Svaneke og Christiansø siden maj 2019. Uddannet teolog fra Århus og Københavns universitet. Har desuden en uddannelse som konfliktmægler. Har tidligere arbejdet som akademisk medarbejder i Københavns Kommune, ligesom hun efterfølgende arbejdede selvstændigt i et par år som konfliktmægler før hun flyttede til Bornholm og blev præst.