Knud er stadig et mysterie

Knud er stadig et mysterie
Bølshavn. Arkivfoto
KOMMENTAR | DEBAT | Tirsdag 30. september 2025 • 05:30
Af:
Birgitte Borgen Müller Marcussen
KOMMENTAR | DEBAT | Tirsdag 30. september 2025 • 05:30

Hvem var det, der reddede fire forfulgte amerikaner i april 1944?

Bornholmernes historie indeholder navnene på de, der udførte en humanitær indsats over for de forfulgte under 2. verdenskrig. Af de, der blev hjulpet, kan nævnes jøder, amerikanske flybesætninger og modstandsfolk. Men navnene på hjælperne fortjener at blive omtalt og husket.

To hjælpere var Clarence Jensen fra Listed og Knud Andersen fra Bølshavn. De hjalp fire amerikanere til Sverige i en ”stjålet” båd fra Harald Hansen i Haralds Havn. Netop fordi Bornholms Tidendes læsere bidrager med oplysninger, er Clarence Jensens identitet og handlinger blevet fastslået. Helten fra Listed kender vi nu. Men Knud Andersen volder mig problemer. Først troede jeg, at det var Knud Børge Andersen, men en aktiv læser har gjort mig opmærksom på, at det sandsynligvis skal være Knud Albert Andersen.

Knud Børge Andersen (1915-1991) havde kaldenavnet Store Knud blandt voksne. Han boede i Ypnasted 3. Jeg får mange oplysninger om hans erhvervsarbejde. Han har været daglønner på Ypnastedgård, ligeledes daglønner på tærskeværket i Åløse-Skrulle, han har været arbejdsmand for kommunen og slået sten til skærver, foretaget gravearbejdet, da beboerne i Østermarie by skulle have ført vand fra vandværket i Nysverige til byen, og været medarbejder hos Hoffman og Sønner, da telefonmasterne skulle fjernes og telefonledninger skulle graves ned. Han har været med til plantearbejde og beskrives som venlig og hjælpsom, men noget ordknap. Han købte hus i Østermarie By (Godthåbsvej 47) og spiste på Østermarie Hotel. Han boede alene hele sit liv. Da han blev gammel skrumpede han ind og blev lille.

Denne stærke mand, kunne jeg se, ville kunne ro en båd til Sverige, men ingen kan bekræfte det, og da jeg har fået et tip om, hvem de amerikanske flygtninges redningsmand var, må jeg forlade Knud Børge Andersen som emne, selv om det er en fornøjelse, at et livsforløb kan tegnes så mange år efter, alene baseret på Bornholms Tidendes læsere.

Knud Albert Andersen (27.10.1918- ukendt dødstidspunkt) var søn af ugift Dorthea Andersen (1896-1961) født i Lersby Skov under Hoppegård. Da han bliver konfirmeret i 1932 er tilføjet Bølshavn til drengens navn. Det er vidnefast, at han var karl på Buskegård ca. 1939. Han skal have været fodermester på Stamperegård, da den brændte i april 1944, da den blev ramt af prototypen på V1-bomben, Hitlers hemmelige våben. Han skal endvidere have været karl på Krogegård.

Moderen står i vejviserne som ejer af matriklen 214v (nuværende Bølshavn 46) og som syerske. Hun står med denne betegnelse i 1938,1942,1944, 1948, 1952, 1955, senere står hun som rentrice, og hun dør i 1961.

Bornholmerens redaktør, Børge Kure, oplyser i 1981, at Knud Andersen, Bølshavn, bosatte sig i Sverige (En ø i krig, side 46).

To af Bornholms Tidendes læsere oplyser følgende:

Knud Andersen i Bølshavn kan måske være Knud Albert Andersen, født 27.10.1918. Læseren mener, at han hjalp nogle med at flygte og muligvis blev i Sverige.

En anden læser kender til følgende mundtlige fortælling:

En karl forvandt, han var pludselig bare væk. Han sejlede fra Haralds Havn til Sverige, giftede sig og bosatte sig i Sverige. Karlens mor boede på Bølshavnsvejen i det hus, der blev kaldt "Syhuset", fordi moderen var syerske.

Fortolkning: En karl var stillingsbetegnelsen for en mandlig medhjælper ved en landbrugsejendom, idet karlen fæstede sig for et halvt år, fra 1. november til 1. maj, eller fra 1. maj til 1. november.

Derfor peger to mundtlige fortællinger på, at der er tale om Knud Albert Andersen.

Efterlysning

Der må være nogen blandt læserne, der har skullet prøve tøj hos syersken og samtidig har fået en samtale om hendes søn. Jeg modtager gerne en besked, der kan bekræfte, hvem det var, der reddede fire forfulgte amerikaner i april 1944.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT