SYNSPUNKT / DEBAT / Mandag 29. september 2025 • 05:30

Senfølgeklinikker: Tilbuddet skal udvikles


Første gang jeg blev personligt involveret i senfølger efter kræft var, da min datter for godt 16 år siden fik konstateret kræft og måtte igennem et langt og svært forløb. Hun blev heldigvis rask, men fik sin del af senfølger.

Derfor var jeg blandt fortalerne for, at Region Sjælland i 2021 kunne åbne Senfølgeklinikken i Roskilde.

Vi skal videre

Det var en rigtig god og nødvendig beslutning, som regionsrådet traf. Men udviklingen er løbet stærkt, og heldigvis er der i dag mange flere kræftoverlevere, som lever med følger af sygdom og behandling. Derfor skal vi ikke stoppe her – vi skal videre.

Behandlingerne udvikler sig hele tiden – ikke kun inden for kræft, men også for andre sygdomme som for eksempel hjertesygdomme og andre medicinske lidelser. Derfor er der i stigende grad behov for tilbud, der kan håndtere de senfølger, som opstår.

Det kan være bivirkninger af medicin, smerter, hukommelsesbesvær, psykiske udfordringer, angst for tilbagefald eller for at dø – og meget mere. Alt dette skal tages alvorligt, så flest muligt kan få et godt liv - også efter at de i princippet er kræftfrie eller velbehandlede for deres sygdom.

Derfor er jeg utrolig glad for, at vi i den kommende tid i Region Sjælland – og i den nye Region Østdanmark – vil udvikle senfølgetilbuddene, så de bliver både sygdomsårsags-, geografisk- og socialt balancerede.

Hjælpen skal være tilgængelig så tæt på borgernes hjem som muligt og tilpasses sværhedsgraden af senfølgerne.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT