Kærligheden håber alt

TRO OG EKSISTENS

Kærlighedens kendetegn

I denne artikelserie interviewer Bornholms Tidende ens præster om kærlighedens kendetegn, som de beskrives af apostlen Paulus i ”Kærlighedens højsang”.

”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op”.

En tæt tåge svæver som en hvidlig, dunagtig sky på saltvandet ved Raghammer Strand på Sydbornholm, hvor havgusen har udvisket horisonten, så det er svært at se, hvor havet slutter, og himlen begynder. Her går sognepræsten Birgit Friis ofte, når hun skal samle tankerne, og mange af hendes bedste prædikener er blevet til på gå- eller løbeture ved havet under den uendelige høje himmel.

– Det er en ny inspirerende oplevelse hver gang, selvom man går på de samme steder. For som mange har oplevet under coronakrisen, løfter det os som mennesker at gå i naturen, fortæller hun, da vi går langs vandet på stranden, som er bedst kendt af de lokale. Og efter en god køretur fra Aakirkeby ad kringlede små veje, forstår man godt hvorfor. For stranden er ikke sådan lige at finde. Men vandet ved Raghammer, der hører til hendes sogn, er blevet et af Birgit Friis’ yndlingssteder, siden hun for tyve år siden blev præst på øen, og i dag er stranden blevet mødested for en samtale om håb. For kærligheden håber alt, skriver apostlen Paulus. Men hvordan vil præsten forklare begrebet håb?

– Håbet retter sig mod det gode. Ønsker er mere konkrete, men håb er mere knyttet til livsmod. Vi håber det bedste – for os selv og for den anden. Håb er altid forbundet med noget positivt, forklarer hun.

– Lige nu, hvor coronaen hænger os ud af halsen, håber vi for eksempel på, at det bliver anderledes. At det bliver bedre, siger hun og hiver en folder op af lommen.

– Jeg kommer til at tænke på en håbstango, der står i den nye salmesamling ”100 salmer”. Der er jo en masse power og eksplosion i en tango, og håbet bliver noget meget eksplosivt.

Hun ser på folderen foran sig og citerer, mens vi stadig går i sandet:

– Der er et omkvæd, der hedder: ”Så kan vi holde ud i onde dage, så ved vi, vi er ikke ladt tilbage, så kan vort brudte håb som solen stige, så kan vi se, at kommet er Guds rige”, læser hun og ser op.

– Det er jo Jesus, der kommer til os med sit lys, udbryder præsten.

– Tidligere i dag havde jeg en bisættelse. Det var overskyet, da vi gik ind i kirken, men sollyset væltede pludselig ind gennem kirkens vinduer, så det føltes, som om vi blev set af Gud. Jeg tror også, at der må have været sollys påskemorgen, da de tre modige kvinder nåede graven, hvor stenen var væltet væk og ligklæderne lå pænt lagt tilbage, da Jesus var opstået fra de døde, så jeg forstår godt, at mange salmedigtere forbinder Jesu opstandelse med en solopgang.

Man kommer langt med ærligheden, mener Birgit Friis. Både i forhold til Gud og i forhold til vores næste. Foto: Berit Hvassum

Himlen rørte jorden

For det største håb er påskehåbet, som fødes med Jesu pinsel, død og opstandelse. For det viser, at der stadig er håb, når alt håb synes ude. Jesus viste, at selv døden kan vendes til nyt liv. Og allerede på korset, da det så mest sort ud Langfredag, inviterede han den røver, der bad ham huske sig, med til paradiset næste morgen. Og det er jo dybest set det samme evighedshåb, han rækker ud til os, fortæller Birgit Friis.

– Men vi kan lære af den røver, der bad Jesus om at huske ham. For den røver vidste, at han havde brug for hjælp, og sommetider er den bedste måde at få nyt håb at erkende, at man selv føler sig magtesløs og har brug for hjælp.

For man kommer langt med ærligheden, mener hun. Både i forhold til Gud og i forhold til vores næste.

– Læg masken og erkend, at du har fejlet, opfordrer hun.

– Det kommer vi alle sammen til. Og der er håb for os, hvis vi tør være så ærlige, når vi føler os svage. Vi er som børn, som får nyt håb, når vi tager imod hjælp, fordi vi så mærker, at vi ikke er alene. Og det er jo hele påskens håb, at der var en, der kom ned for at bære alting for os, smiler hun og ser mod vandet, hvor havgusen stadig ligger som et blødt tæppe på havet.

– Jeg holder især af, at gå ved vandet på dage som denne, hvor det føles som om himlen og jorden rører hinanden. Det berører mig altid, siger hun og smiler.

Dagens vejrfænomen er også en helt lille påskeprædiken i sig selv. For Himlen rørte bogstaveligt talt Jorden i påsken, fordi Gud elskede os så meget, at han ville give sit eget liv for at give os nyt håb og en ny begyndelse.

– Jesus kom til jorden med sit håb, og det er opstandelseshåb, der kan bære os og løfte os op, når vi føler alting ser sort ud, siger hun.

Ræk ud til dit medmenneske

Påskens håb bærer Birgit Friis selv med sig hver eneste dag, og det var også det håb, der bar hende igennem, da hun for en del år siden fik konstateret en knude i sit ene bryst.

– I det øjeblik var det svært at få øje på håbet, Jeg var meget bange, og jeg skældte ud på Gud. Da var mine børn små. Jeg ville ikke dø og ikke acceptere at dø dengang, fortæller Birgit Friis, som trods fortvivlelsen alligevel oplevede, hvordan hendes frygt blev vendt til et håb om, at det ikke var grimt.

I Bibelen står der også, at den fuldendte kærlighed fordriver al frygt, hvad forstår du ved det?

– Kærligheden og håbet giver os styrke til at komme videre og til at stå imod. Kærligheden gør os stærkere, fordi den fylder os med håb. Og når man føler, at man har håb med sig, kan man klare noget mere, fortæller præsten og tilføjer, at håbet godt kan ændre form.

– Jeg havde for nyligt et ældre familiemedlem, der døde af corona. Længe håber man på bedring for den syge og senere håber man på, at vedkommende må få fred.

I påsken bliver vi jo netop præsenteret for et håb, der rækker helt ind i døden. Men det er altid håbet, der bærer, mener hun.

– Opgiver man håbet, er der ikke rigtig mere tilbage. Sommetider er det håbet, der kan bærer en gennem en sygdom, andre gange kan håbet måske bærer en over på den anden side. Og for det ensomme og udsatte menneske kan den store næstekærlige gerning være at forsøge at bringe håbet tilbage i deres liv.

Håbet rummer også troen på livet. Jesus bragte mennesker tilbage til livet. Alle de mennesker, der var sat udenfor fællesskabet, bragte han håb, og det siger han også til os, forklarer hun.

– Noget af det store i kristendommen er opfordringen til at række ud til hinanden. Og vi kan alle sammen række ud for forskellig vis, mener hun.

Vi er måske tilbøjelige til at spørge, hvad min lille skærv kan gøre? Men her husker Birgit Friis sig selv og andre på fortællingen fra Det Nye Testamente om den fattige enke i templet, hvor der først kommer en rig mand ind i templet, som vil have stort publikum på, når han giver af sin overflod. Men den fattige enke giver i ydmyghed alt hvad hun har – en lille mønt, for hun ved selv, hvad det vil sige at få noget givet.

– Der behøver ikke at skulle så meget til, før vi giver håb til andre mennesker. Det kan være et smil. Nu kan det være svært at se smil med mundbind på, men selv øjenkontakt kan give mennesker håb, fordi de føler sig set. Det fortalte en Hus Forbi-sælger, som gerne ville have solgt sit blad, men også blev glad, når folk gad at se ham i øjnene. Mere skal der ikke til for at bringe håb ind i et andet menneskes liv. Når man føler sig håbløs, er man jo også håbsulten, siger hun og søger øjenkontakt med et varmt blik.

– I mit arbejde som præst er det min erfaring, at det sommetider kan bringe håb alene at sætte sig hen ved siden af det andet menneske. Det kan opleves som noget stort for den, der ellers føler sig alene og uden mening. Det kan være efter at have begravet et lille spædbarn eller efter et besøg på palliativ afdeling hos et kræftramt menneske, der ligger for døden, og hvor jeg gik magtesløs hjem uden at føle, at jeg kunne bidrage med noget, men bagefter fik at vide, hvor meget det betød, at jeg bare var der. Og det er dette her med at stå hos og stå sammen med, det kan bringe håb.

Giver det også håb til en selv at give håb til andre?

– Helt bestemt, siger hun med tryk på ordene.

– Inden man ser sig om, er man blevet grebet af en stemning, hvor man gør noget for andre, men får tifold tilbage, siger hun i et smil, der når øjnene.

Foto: Jacob Jepsen

Håb er liv

Håb er livgivende, fastslår hun.

– Det modsatte af håb er fortvivlelse, desperation, opgivelse og frygt, begreber, hvor der er fravær af liv, for så er der også fravær af håb. Hvor der er liv, er der håb, siger vi jo også. Gud er den, som om nogen har håbet. Han har det håb for sin skabning, at mennesket vil leve godt. Han håber og håber for sin skabning, og han er håbet for menneskeheden, siger hun og uddyber sin pointe med en fortælling fra Det Gamle Testamente.

– Da Moses kommer ud i ørkenen til den brændende tornebusk og får at vide, at han står på hellig jord og skal sætte sine sandaler, fordi han nu står foran Gud, fortæller Gud, hvem han er. ’Jeg er den, jeg er’. Der kunne Gud lige så godt have sagt. ’Jeg er kærligheden, jeg er den, der bærer’. For kærligheden er det, der bærer os. Gud håber selv for hans ’håbløse’ skabning, der hele tiden kommer galt afsted.

Guds kærlighed håber alt. Alt det gode for os, og han kommer selv med det evige håb til os, fordi han bringer barmhjertigheden til os. Håbet om at livet vil vende tilbage.

Hun lader blikket glide fra tågehavet mod skoven, som indrammer Raghammer Strand på den anden side.

– Det er også, som om det fodrer håbet at se, hvordan livet er på vej tilbage overalt i bristefærdige knopper på træerne og forårsblomster, der pibler frem overalt. Det er et påskehåb, som minder os om, at Guds kærlighed er livgivende, og dermed også håbsgivende. Gud er håb.

Blå bog

Birgit Friis. Født i 1958. Sognepræst i Aa Kirke siden februar 2000. Landsformand for Kirkens Korshær. Har tre børn og flere børnebørn.