Hans Jørgen Jensen, der er talsperson for Gudhjem By- og Museumsforening, forklarer, at skrivelsen til bevillingsnævnet kommer på baggrund af flere borgere, der har henvendt sig til byforeningen, fordi de er generet af støj i bymidten.
En enkelt er fraflyttet, og flere har ifølge Hans Jørgen Jensen sagt, at de overvejer det, fordi de er plagede af støj.
– Vi er bekymrede for, hvad støjen kommer til at betyde for byen som helårsby, som vi jo ønsker, den skal være. Der er nogen, der har følt sig tvunget til at flytte ud af byen, fordi de bliver presset ud af larmen. Det kulminerede i sommer, hvor en virksomhed fik en midlertidig bevilling til at lave en åben havebar midt i byen, siger han.
Med henvendelsen til bevillingsnævnet håber Gudhjem By- og Museumsforening, at de forskellige parter, der sidder i nævnet samt kommunen tænker mere over, hvad der skal gives bevillinger til i bydele, hvor erhverv og privat beboelse ligger tæt.
– Vi vil gerne i dialog og have samlet parterne, så vi kan snakke om, hvad vi skal gøre i byerne, hvor vi bor tæt. Vi mener jo, der skal være en sameksistens, hvor man kan leve et helårsliv, som er til at holde ud, og hvor der er et erhvervsliv, der er helhedsorienteret, siger han.