'Jeg elsker stadig mit arbejde - det er det værste af det hele'

Det var Susanne Koefoeds farfar, der åbnede salonen i 1921. Siden tog hendes far imod, og nu har hun selv stået klar med et smil og professionel behandling i snart 40 år. Men nu er salonen til salg, og lukkedatoen er sat.

Da Susanne Koefoed var barn legede hun og veninden i sin fars salon efter lukketid, og da hun efter gymnasiet skulle vælge en uddannelse, var der ingen tøven. Hun ville følge i sin fars og i sin farfars fodspor og være frisør.

– Vi blev enige om, at jeg ikke skulle i lære hos min far, for vi boede jo lige ovenpå, så det var lidt for nemt, at jeg bare kunne smutte op, hvis der ikke var så meget at lave. Jeg havde også brug for at komme ud og få noget rygrad, fortæller hun.

Når hun kom hjem fra lærepladsen i Rønne ventede hendes far imidlertid med endnu et par timers træning i frisørkunsten, og hun husker ham som en fantastisk læremester.

– Mine brødre var meget korthårede dengang, og min mester var jo lykkelig, for jeg var ikke to år henne i uddannelsen, før jeg kunne arbejde som svend, for jeg havde jo to mestre, ler hun.

Hun har stadig i dag en kunde, der er fulgt med siden læretiden i Rønne, ligesom flere af kunderne aldrig er blevet klippet andre steder end i salonen på Jernbanegade.

Der er roligt i rummet, da Tidende kigger forbi en formiddag i januar, men historien er en tydelig del af rummet, og de mange frisørstole på række vidner om en driftig salon med elever, ansatte og fuld fart på.

Født på første sal

På væggen hænger tre store rammer med billeder fra salonens 100 år og tre generationer, men det sjældne jubilæum druknede i coronavirus for snart fire år siden.

– Jeg har brugt lang tid på at samle sammen i lokalarkivet sammen med min datter, fortæller hun.

I rammerne hænger hendes fars originale lærlingekontrakt, gamle annoncer fra telefonbøger i fra farfars tid og artikler fra dengang hun væltede væggen mellem herre- og damesalonen og lavede én stor frisørsalon for både ham og hende.

Det var Henry Koefoed, der åbnede salonen i Aakirkeby tilbage i 1921, og omkring 1962 overtog Børge Koefoed så driften. I 1963 blev Susanne Koefoed så født ovenpå i den private bolig, og da hun var udlært i 1986 overtog hun salonen og ansatte sin far, som hun arbejdede sammen med de følgende 10 år.

– Jeg har ikke flyttet mig meget, smiler hun.

Græsset her nemlig aldrig været grønnere på den anden side af noget som helst. Lige her på Jernbanegade nummer fem har hendes liv taget form, og når hun kigger tilbage på det, er der ikke noget, hun ønsker, at hun havde gjort anderledes.

– Det har været mit livsværk, og jeg har aldrig været ked af det.

Den lange historie har nemlig betydet, at hun brænder for det på en helt særlig måde, fordi salonen på mange måder er hendes rødder.

– Nogen bliver totalt afskrækket fordi de er vokset op i det, men jeg har aldrig været i tvivl om, at det var mit sted.

En kunde kommer ind for at spørge efter en tid i den kommende måned. Sådan gør man her - man booker en tid i salonen eller ved at ringe på telefonen, for selvom Susanne Koefoeds far var en af de første til at indføre tidsbestilling, så har hun ikke haft behov for at indføre onlinebooking.

Foto: Sarah Thun Kristensen

Frisør med tavshedspligt

Som frisør skal man kunne mange ting. Man skal både være sød, udadvendt og kunne snakke, men man skal også være smart, professionel og kunne udøve et håndværk under konstant bevågenhed.

– Der er nogle dobbeltopgaver, og man skal udfylde alle hullerne, så den sidste kunde får et lige så stort smil og den samme service som den første kunde. Man kan ikke sige, at nu er jeg træt - så du får det til halv pris, forklarer hun.

Selvom der ikke er en officiel tavshedspligt for frisører, og der måske snarere er en opfattelse af, at man i frisørstolen kan få den nyeste sladder, så ser Susanne Koefoed det som en af sine fornemmeste opgaver at holde tavshedspligt.

Der opstår nemlig en særlig fortrolighed, når man har kendt sine kunder i både 30 og 40 år.

– Jeg kan nogle gange blive betroet nogle ting, og det synes jeg bestemt ikke, man skal give videre. Det kan man ikke være bekendt, for folk stoler på mig.

At folk føler sig tilpas i hendes selskab viser sig også, når hun er ude at handle og som hovedregel må lægge en halv time til, så der er tid til at hilse og småsnakke med de kunder, hun møder.

Hun har heldigvis aldrig manglet kunder, og særligt i de unge dage arbejdede hun gerne over op til højtiderne og og tog konfirmander ind søndag formiddag, men de dage er ovre nu.

– Det har jeg måttet stoppe for mange år siden - både på grund af helbredet, men også fordi man prioriterer lidt anderledes henad vejen.

På samme tid er det nemlig hårdt arbejde at stå på sine to ben i mange timer og føre saksen dag efter dag, og de mange års hårde arbejde kan mærkes i hele kroppen - særligt i de seneste år.

– Det er pludselig blevet en stor bygning at holde og passe, og der er trapper op til førstesalen, og det er blevet tydeligt, at det ikke kan blive ved med at gå, forklarer hun.

Salon til salg

Det er nemlig ikke lutter smil og glade dage, der er årsagen til at Tidende har stukket hovedet indenfor hos frisøren som efterhånden må siges at være en institution i byen.

Den snart 104 år gamle salon er nemlig blevet sat til salg, og det er ikke en beslutning, der er taget over natten, forsikrer Susanne Koefoed, som får en smule blanke øjne, da hun skal fortælle om den proces, der har stået på de seneste tre år, som har ført til at en ejendomsmægler blev kontaktet i efteråret og salonen altså helt officielt er sat til salg.

– Det er flere år siden vi begyndte at snakke om det, for det har krævet lange overvejelser, snakke med familien, og jeg har også skullet have mine følelser på plads. Det har ikke været nemt, forklarer hun.

Tanken om at sælge får det stadig til at løbe koldt ned ad ryggen på hende, for hun får dagligt øje på ting i salonen og i privaten som hendes far og farfar har lavet.

– Jeg bobler nærmest indvendig af glæde over alt det her, jeg får lov til at opleve og videregive; at man har historien med sig, forklarer hun

Hun er stolt af, at de trofaste kunder kommer igen og igen, for hun har altid taget det som en cadeau til hende selv og medarbejderne i salonen.

– Og jeg elsker stadig mit arbejde efter 43 år. Det er faktisk det, der er det værste af det hele, for det gør ondt, at jeg ikke længere kan gøre det, jeg gerne vil. Det er det, der har gjort det til en lang og svær proces.

– Men selvom det er supersvært, så kan jeg også mærke, at det er det rigtige, for jeg har virkelig kæmpet og kæmpet for det, men min krop kan bare ikke magte mere. Det har betydet, at jeg har brugt alle mine kræfter her, og så har der ikke været overskud til så meget mere, fortæller hun.

Rammerne med fotos og udklip fra de første 100 år blev lavet til det store jubilæum i 2021, som dog endte med at drukne i coronarestriktioner. Foto: Sarah Thun Kristensen

Lukkedatoen er fundet

Susanne Koefoeds største håb er, at det kan lykkes at sælge salonen til en frisør. Ikke på grund af historien eller nostalgien, men fordi byen og øen har brug for frisører, og fordi det ville være nemt at starte op i lokalerne, der allerede er indrettet.

Indtil videre har flere interesserede har været forbi, men der er endnu ikke truffet noget afgørelse.

Uanset hvad er Susanne Koefoed dog kommet til den afgørelse, at hun klipper sin sidste kunde den 28. februar. Derefter skal kroppen have ro efter et par meget hårde år.

– Jeg er nødt til at sætte en lukkedag, for ellers æder det mig. Jeg har faktisk ikke noget liv ved siden af, for jeg bruger alt mit krudt her, forklarer hun.

Hun ved at beslutningen kommer til at ærgre de mange faste kunder, men det er netop for at de kan få klar besked og indstille sig på at finde en ny frisør, at hun nu melder en lukkedato ud.

– Jeg er blevet nødt til at sætte en dato, for jeg har to måneders ventetid hele tiden. Jeg har holdt kortene tæt til kroppen, men folk har brug for at vide, hvor længe de kan regne med at komme her.

Hun er endnu ikke kommet dertil, hvor hun er begyndt at overveje, hvad hun skal få tiden til at gå med, når der ikke længere skal knokles med saksen, for salget af salonen og afslutningen af familien Koefoeds æra som frisører i Aakirkeby har fyldt alt.

– Det bliver virkelig underligt, det der med at skulle ud og finde ud af, hvem man er, når man ikke bruger al sin energi på arbejdet. Måske skal jeg sortere blomsterløg eller sådan noget, ler hun.

Selvom hun ikke ser nogen anden udvej, så er hun ikke i tvivl om, at den 28. februar bliver en meget, meget hård dag, når tre generationers arbejde og kundepleje skal afsluttes.

Ønsker man fortsat at blive klippet af slægten Koefoed, så kan man tage turen til Sønderborg, hvor Susanne Koefoeds datter svinger saksen til daglig.