Festival får Katinka på programmet

Festival får Katinka på programmet
Katinka Bjerregaard kommer til Østpaa i Østermarie, hvor hun optræder sammen med Elias Rønnenfelt. PR-foto: Daniel Buchwald
NOTITS | 7. JAN 2025 • 07:59
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
7. JAN 2025 • 07:59

Katinka Bjerregaard kommer til Østpaa sammen med Elias Rønnenfelt. Festivalen får også besøg af Christina Sander.

I 2014 spillede hun sin første koncert med Katinka Band, i efteråret nedlagde bandet sig selv, og nu skal Katinka Bjerregaard i stedet turnere som solist. I maj kan man opleve hende sammen med Elias Rønnenfelt fra orkestret Iceage på festivalen Østpaa i Østermarie. Østpaa føjer også journalist og influencer Christina Sander til programmet.

– Vi mener det alvorligt, når vi med Østpaa vil lave landets mest spændende og nytænkende festival. Med navne som Katinka, Elias og Christina fortsætter vi med at levere på den front, siger festivalchef Roald Bergmann i en pressemeddelelse.

Folkene bag Østpaa er super glade for, at Katinka Bjerregaard har valgt at komme til Østermarie, og de forudser en magisk og uforudsigelig koncert, hvor man som publikum kan komme helt tæt på sangerindens univers.

På scenen har hun selskab af Elias Rønnenfelt, som Østpaa beskriver som en af Danmarks mest markante musikere inden for alternativ rock og post punk.

Mens Katinka Bjerregaard og Elias Rønnenfelt leverer musikalsk underholdning, deltager Christina Sander i et interview, hvor hun deler sine tanker om kvinders mentale byrde og ligestilling i hjemmet.

– Det handler alt sammen om at lave en festival, som vi i arrangørgruppen selv drømmer om at være gæst til. Det synes jeg med al tydelighed, at vi er ved at skabe her, siger Roald Bergmann.

Østpaa har netop åbnet for billetsalget og tilmelding som frivillig. heni

FÅ ABONNEMENT