Bornholms Regionskommune skal ikke længere have en kommunaldirektør stående alene på toppen af organisationsdiagrammet, mener Dansk Folkeparti. I partiets arbejdsprogram for 2022-25, der bærer den Anders Fogh'ske titel "Tid til forandring", foreslår Dansk Folkeparti at omstrukturere den administrative ledelse ved at afskaffe kommunaldirektørposten og i stedet køre med fem direktører – ét for hvert af de fem politiske udvalg.
– Der er for mange kasketter samlet på én mand, siger René Danielsson (DF) om kommunaldirektør Johannes Nilsson.
Særligt i 2021 efter afskedigelsen af koncerndirektør Claus Steensgaard Jensen på Thomas Thors' første møde som borgmester i januar er magtkoncentrationen blevet for stor, mener Dansk Folkeparti. Økonomiansvaret, som førhen hørte under koncerndirektøren, er blevet flyttet ind under kommunaldirektørens paraply, hvor også opgaven som sekretariatschef findes. Disse ændringer udgør et demokratisk problem, vurderer Dansk Folkeparti, og lignende bekymringer om magtbalancen mellem embedsværk og folkevalgte har lydt fra Venstre og Bornholmerlisten på det seneste.
– Vi synes, Thomas Thors har overladt rigtig meget ansvar til embedsværket. Det er lige ved, at Johannes har haft samme rolle som Martin Rossen havde, i begyndelsen efter at regeringen tog over, siger René Danielsson med henvisning til Mette Frederiksens betroede særlige rådgiver og stabschef på Christiansborg.