Nødreparation i Tejn skal stoppe nedbrydning

Nødreparation i Tejn skal stoppe nedbrydning
Kommunen sætter gang i en nødreparation af molen i Tejn Havn. Foto: BRK
NOTITS | MILJØ | 30. SEP • 09:13
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | MILJØ | 30. SEP • 09:13

I de næste to uger vil MT Højgaard sikre Tejn Mole mod yderligere nedbrydning.

I de kommende uger vil der blive arbejdet på Tejn Havn, hvor regionskommunen har konstateret skader på dækstenene over den indkapslede masse i molen. Kommunen kalder det selv en mindre nødreparation.

Ifølge kommunen er der ikke tegn på skader eller udsivning, men den vil gerne sikre områderne mod yderligere nedbrydning inden en stor miljøsanering af molen begynder i foråret. Sikringsarbejdet betragtes som almindeligt vedligehold og har ikke indvirkning på det kommende projekt.

Af hensyn til sikkerheden og beskyttelse af miljøet kan visse områder blive midlertidigt afspærret under arbejdet, fortæller kommunen. Det drejer sig om sektioner på molen, hvor der under konstruktionen blev indkapslet miljøfarligt affald, og afspærringen skal forhindre utilsigtet påvirkning af disse materialer under reparationen, fremgår det.

Kommunen ved, at molen er en vigtig del af både hverdagslivet og havnemiljøet og beklager på forhånd de eventuelle støjgener, det måtte medføre.

Arbejdet udføres af MT Højgaard og forventes afsluttet i løbet af to uger.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT