Dermed bliver sikkerhedskravene til energianlæg skærpet, hvilket vil føre til yderligere overvågning og begrænset adgang til energiinfrastrukturen.
Den seneste gang, regeringen hævede beredskabsniveauet for energisektoren til orange, var, da gasledningen Nord Stream 2 blev sprunget i stykker med enorm metanlækage til følge i september 2022.
Lars Aagaard pointerer, at der i denne omgang ikke er viden om en konkret trussel mod energianlæg.
– Det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er udtryk for en konkret trussel mod dansk energiforsyning. Men det er ud fra en samlet vurdering af trusselsbilledet, der gør, at man hæver beredskabsniveauet, siger han.
Sektorberedskabsniveauet består af fem eskalationstrin: Hvid, grøn, gul, orange og rød.