For blot anden gang i denne sæson er der ti løb på programmet, når der på lørdag bydes på lørdagstrav på Bornholms Brand Park.
I alt kommer der 87 heste til start, hvilket blandt andet skyldes, at gæstekuskene Bjarke Haagensen (Lunden) og Anders F. Jensen /Nykøbing F.) har fem heste med i vognen til Bornholm.
I 4. løb er tre af de syv heste nye bekendtskaber - Anders F. Jensen-trænede Leaveitto B P Hegn, Bjarke Haagensen-trænede Litchi Green og Ulrik Christoffersen-trænede Le Pen, der køres af farmand Kenn Christoffersen.
I 5. løb starter Anders F. Jensen-trænede Handsome Henry W A, der har en sejrsstatistik på 9-11-3 i 44 starter.
I 9. løb kører Bjarke Haagensen ud med Hurricane Photo, der også har startet 44 gange med en sejrsstatistik på 5-10-5.
Ny på banen er også Aakirkeby-parret Kim og Verner Hansens Keep Winning, der i 1. løb køres af Anders F. Jensen.