Hos Bo42, der er den største almene boligorganisation på Bornholm, er der ganske rigtigt lange ventelister.
Det bekræfter direktør Ebbe Frank. Men han ser ikke ventelisterne som et udtrykt for boligmangel.
– Man kan bruge det billede, at hvis man er single og har en liste med 500 singler, så er det ikke nødvendigvis alle 500, der er kærestepotentiale. Vi har en del, der er skrevet op til boligerne, som ikke er aktivt søgende lige nu, men gerne vil have boligen senere og derfor er passivt opskrevet. For eksempel til de mest attraktive boliger i Kystparken, hvor der er havudsigt. Der er der mellem 600 og 800 på ventelisten, siger han.
Ebbe Frank mener ikke, der mangler boliger på Bornholm, men nærmere, at de boliger, der er, ikke altid passer til efterspørgslen.
– Summen af boliger er ikke for lille, men kvaliteten er måske for lav, eller også er beliggenheden ikke den, de boligsøgende ønsker, siger han.