Den alt for tavse historie

Under jorden hos Laksene – det seneste fund.

I Bornholms Tidende den 26. oktober eftersøgte jeg viden om Valdemar Lauritsen, lederen af Bornholms Flyveplads A/S fra opstarten.

Ved at søge oplysninger hos de, der var børn dengang, får vi både autentiske fortællinger om børneliv, men vi får også indblik i bornholmernes alt for tavse historie.

Vi er nødt til at få Bornholm placeret i den geopolitiske situation under besættelsen. Tre forhold er nødvendigt at kende til, for at vi kan forstå vores egen historie.

Jødeforfølgelse

1) Nazisterne havde en raceteori, der indebar, at jøder skulle udryddes.

I Danmark skete der ikke overgreb i første omgang, men da samarbejdspolitikken brød sammen 29. august 1943, blev jøderne genstand for en klapjagt fra nazisternes side. En jøde flygtede til Bornholm og blev reddet til Sverige, fordi fyrmester Jens Peter Jakobsen på Christiansø udtænkte en plan og realiserede den (Bornholms Tidende 10.2.2024).

Udviklingen af V-1 bomben

2) Nazisterne ville udvikle en V1-bombe. Den hemmelige eksperimenteren foregik i Peenemünde.

Fra Bornholm kan Finn Paulsen i 2024 berette:

– Flere gange så vi hvide striber på himlen. De lignede nutidens jetstriber, men forløb i zig-zag. Det må have været de forudgående forsøg på V1-bomben. To gange kom der V1-bomber til Bornholm. Den første så vi, da den fløj cirka 100 meter over os. Det var i maj måned, fordi jeg var ude med min mor for at hakke roer. Den faldt ned i Ølene, hvor den ramte en gavl. Den havde mursten som ballast.

– I Bornholmeren stod, at noget var faldet ned i Ølene. Finn Poulsen tegner dette fly. Fremdriften sad som en raket på en stilk oven på bombelasten. Lyden var som på en raketmotor i stød, som en gaskanon. Finn Poulsen mener, at begge forsøg på V1-bomber, der landede på Bornholm, var afskudt fra samme rampe. Den anden V1-bombe hørte vi lyden af. Den faldt ned i Bodilsker. Det er den, der resulterede i, at betjent Johannes Hansen fik problemer. (Bornholms Ø-arkiv)

Da et flyvende objekt havnede 23. august 1943 på en mark i Bodilsker, blev der skrevet en hemmelig rapport af kaptajnløjtnant Christian Hasager Christiansen og politiassistent Johannes Hansen. Denne blev oversat til engelsk af flyvepladsens leder Valdemar Lauritsen og sendt med kaptajn Buchhave med fly til Malmø, så den kom til de allierede. (Bornholms Tidende 26.10.2024)

De allieredes bombninger

3) De allierede bombede kraftigt i Nordtyskland, der dengang strakte sig nogenlunde langs hele Østersøens sydside.

Gert Rønne, der var søn Carlo Rønne, en af flyvepladsens medarbejdere og boede i Stampegården, kan i 2024 fortælle:

– Engang stod vi beboere i to af lejlighederne og lyttede efter noget, som lød som en bisværm fra vest. Det viste sig, at det var de allieredes bombefly, der efter Bornholm stak sydpå til bombeopgaver i Tyskland. Det var nok i 1944. Senere har jeg læst, at der på Bornholm var få tyske flak, der var antiluftskyts. (Bornholms Ø-arkiv)

Tre allierede fly kom ved en fejltagelse til at lande i det nazistisk besatte Bornholm. En ved Skyttegård i Ibsker (11.4.1944), en ved Jomfrugård i Poulsker (29.4.1944) og en ved Sosegård i Vestermarie. Alle tre havde amerikansk besætning.

Den amerikanske besætning fik i vid udstrækning hjælp af bornholmerne, så nazisterne forlagte en kundgørelse underskrevet af politimesteren indrykket i de bornholmske dagblade (14.4.1944) med trussel om dødsstraf. Politimesteren i Rønne, der hed Francois d'Auchamp, måtte således handle under tvang.

Finn Poulsen er øjenvidne til flyet ved Jomfrugård 29.4.1944. Han kan i 2024 fortælle:

– To gange var der allierede fly, der nødlandede på Bornholm. Det ene landede ved Jomfrugård i Poulsker (Strandmarksvejen 7, 3730 Nexø). Det var lige uden for havelågen. Det var et fly af mærket Lancaster. Der var ni mand i den. En slap ikke væk, resten kom væk.

– Det må have været i sommeren 1944. Vi fra Grødby Skole var på vej hjem, så vi så det ude fra vejen. Det var ved Tyskegård (Grammegårdsvej 10, 3720 Aakirkeby). Vi kunne se, at mandskabet løb ud over en af vingerne, og tre-fire minutter senere faldt flyet ned. Det må have været ca. kl. 14.00. Senere på aftenen kunne vi se to af de allieredes jagere flyve og dykke ned, hvor flyet var faldet. Man sagde, at de overlevende gemte sig i Paradisbakkerne, og man sagde, at de lokale lagde madpakker ud til dem. (Bornholms Ø-arkiv)

Det illegale arbejde

Både Johannes Hansen og Valdemar Lauritsen var aktive i bistanden til de allieredes flyvere, der skulle hjælpes til Sverige. Denne viden er indsamlet af Anders Bjørnvad.

Johannes Hansen blev arresteret af nazisterne 12.5.1944. Johannes Hansens hustru Margrethe Hansen underrettede straks Valdemar Lauritsen hustru, Karen Lauritsen.

Det er lykkedes at finde frem til datteren Marianne Wisborg Lauritsen (født 1938) og at få hende til at skrive sine erindringer fra familiens tid på Bornholm i 1940 til 1944.

Store Almegaard i Knudsker set fra luften i 1946. Foto: Danmark set fra luften

Tidslinje

23.8.1943: Prototypen på V-1 bomben lander i Bodilsker

29.8. 1943: Samarbejdspolitikken ophører

11.4.1944: Allieret fly nødlandet ved Skyttegård i Ibsker

14.4.1944: Kundgørelse i de bornholmske dagblad med trussel om dødsstraf for hjælp til fremmede flyvere.

29.4.1944: Allieret fly når Jomfrugård i Poulsker. Besætningen springer ud i faldskærme, lander dels i Poulsker, dels i Pedersker. Den dræbte Harry J. Ambrosini (1920-1944) er begravet på Pedersker Kirkegård.

12.5. 1944: Arrestationen af Johannes Hansen og bevogtet overførsel til København med bornholmerbåden.

12.5.1944: Valdemar Lauritsen med familie flygter.

5.8.1944: Johannes Hansen løslades.

24.11.1944. Johannes Hansen med familie flygter.

Erindringsglimt fra Marianne Wisborg Lauritsen

Erindringsglimt fra Bornholm da jeg var en lille pige 1940-1944:

Jeg var godt to år, da vi flyttede til Bornholm og knap seks år, da vi måtte flygte til Sverige, så jeg husker mest episoder fra den tid og ikke sammenhængende forløb.

Familien bestod af min far, mor og mig: Valdemar Lauritsen (24.05.1912-26.04.1991), Karen Lauritsen, født Wisborg (17.07.1912-02.11.2011), Marianne Wisborg Lauritsen (26.08.1938). Senere kom min søster til: Anette Schierbeck (26.06.1945).

Min fars baggrund var en uddannelse på Statens Gymnastikinstitut og derefter et påbegyndt studie på Københavns Universitet som stud. mag. med engelsk som hovedfag.

Imidlertid søgte Statens Luftfartsvæsen studenter, som ville gennemgå en flyveruddannelse, og min far reflekterede på opslaget og endte som kaptajnløjtnant i 1937 efter uddannelse på Avnø Flyvestation ved Vordingborg. Efter det blev min far ansat i DDL (Det Danske Luftfartsselskab) først i Aalborg, derefter i Esbjerg og fra 1. november 1940 som stationschef i Rønne Lufthavn.

Den 16. november 1940 åbnedes flyruten København – Rønne – Malmø. Historier i og omkring lufthavnen i besættelsesårene er beskrevet flere steder.

På et tidspunkt omkring 2001 opsøgte Chr. Pihl min mor og mig og fik, da vi besøgte ham i Rønne, diverse materiale udleveret bl.a. vedrørende lufthavnen, og i hans, Ole Andersens og Egon Sørensens beskrivelse af ”Bornholms Flyveplads A/S 1940-1946” ser man bl.a. billede af amtmand P.C. von Stemann, amtsfuldmægtig E.A.Abitz og civilingeniør C. Milner, som alle er navne jeg husker. Min far har netop beskrevet, hvor stor betydning og hjælp ingeniør Milner og hans folk leverede, da flyvepladsen skulle tilsås med græs, man kunne lande på, og hvordan de var med til at tromle sneen ned, så der kunne landes om vinteren.

Desuden nævner min far også flyvepladsens altmuligmand Carlo Rønne, Aakjær og hans gengasbus, som kørte mellem flyvepladsen og Rønne, borgmestrene Nielsen og Aagesen og kommunebogholder Aagesen.

Chokolade og dans

I Rønne flyttede vi først ind i en lille lejlighed øverst oppe i Hafniahus, men snart flyttede vi ned i en større hjørnelejlighed i Sandgade nr. 9 – også Hafniahus.

Ude i gården var der en stor sandkasse, hvor vi børn kunne lege, og som jeg husker det, var der en del jævnaldrende, og vi var til fødselsdagsfest hos hinanden. Chokolade var jo en mangelvare, men så blev der lavet chokoladekugler med havregryn og sandsynligvis kakao, og det smagte da dejligt.

Jeg gik til dans hos fru Damm, men husker egentlig kun, at jeg en dag blev utålmodig, da jeg ventede på min mor og gik derhen selv. Hun åndede lettet op, da hun fandt mig derhenne dansende lystigt rundt! Og så husker jeg nogle dejlige lyserøde kager, som vi købte med hjem bagefter.

Vi havde en ungpige. Hun hed Ella og boede udenfor Rønne. Hun havde en bror som var med i et vagtværn og havde en fin hjelm, som jeg fik lov at prøve. Og så havde Ellas forældre høns, og det var med bævende hjerte, jeg fik lov at holde sådan en.

Amtmand Stemanns datter Regitze passede mig af og til, har jeg fået fortalt, men jeg husker det ikke rigtigt selv. Der var en del selskabelighed i Rønne, som mine forældre deltog i, så jeg har nok haft brug for nogen til at passe mig de aftener.

Jeg husker tandlæge Knudsen, som jeg tror havde klinik på Store Torv. På et tidspunkt kom der en læge over og lånte lokalerne, hvor jeg var oppe og få fjernet polypper. Jeg husker ikke så meget af det, udover at jeg kun måtte spise is og ikke andet det første døgn efter, og det var jo ikke så dårligt!

Den franske pengeseddel er en gave til Karen Lauritsen, da hun traf Orland T. Howard hos Muncks i Bølshavn. 

Prinsessekrølle og besøg fra England

Når min mor skulle til frisør fik jeg lov at gå med. Det var noget andet at blive permanentet den gang.

Jeg husker nogle slanger som gik fra rulle til rulle med varmt vand i, og man skulle passe på, at det ikke brændte huden. Mens jeg ventede på min mor, lånte jeg en magnet, som damefrisøren havde, og så kunne jeg samle de hårnåle op, som var tabt på gulvet. I øvrigt havde jeg selv prinsessekrølle, som de fleste små piger havde den gang, ligesom prinsesse Margrethe.

Vi holdt ferie i Bølshavn et par gange, og jeg husker, at jeg synes, min far var sej, når han hoppede i vandet fra klipperne. Der havde vi besøg af venner og bekendte, og bl.a. kom min gudfar fra England på besøg. Han og min far var ungdomsvenner fra deres spejdertid, og i starten af krigen kunne det åbenbart stadig lade sig gøre at rejse. I øvrigt var det onkel Frank, som han hed, der havde foræret mig min tro følgesvend Bamse, som kom til at gøre turen med, da vi drog til Sverige i 1944.

En anden af mine tro følgesvende var dukke Birgitte, en stor baby dukke, som tante Aase og onkel Sam forærede mig, da vi boede i Malmø det sidste år af krigen.

Nære venskaber

Onkel Sam var Svend Aage Munck, forretningsfører i Berlingske Tidende, som var aktiv i forbindelse med bl.a. redning af de amerikanske flyvere der nødlandede på Bornholm.

Hans kone Aase Munck hjalp med at skjule flyverne, til de kunne komme videre. Min far og Svend Aage Munck lærte hinanden at kende i forbindelse med det illegale arbejde, og ægteparret blev meget nære venner med mine forældre og tante Aase blev gudmor til min lillesøster Anette.

Det var også hos Aase Munck, at min mor en dag kom i snak med en amerikansk soldat, som ventede på at komme til Sverige. Han gav min mor en fransk pengeseddel med sin signatur på (Orland T. Howard), og jeg har senere hørt, at han var været på Bornholm efter krigen, i forbindelse med at man mindedes 2. verdenskrig.

Også politikommissær Johannes Hansen og hans kone blev mine forældres venner og deltog bl.a. i mine forældres sølvbryllup. Johannes Hansen og min far havde tæt kontakt i forbindelse med de nødstedte flyvere og ikke mindst i forbindelse med nedfaldet af V1-bomben på Bornholm. Hvis de havde brug for at kommunikere ”i hemmelighed”, kunne det bl.a. foregå ved, at gardinerne i mit børneværelse var trukket lidt lemfældigt til, så det gav Johannes Hansen mulighed for at ringe på og påpege, at mørkelægningen ikke var korrekt.

Så er det nu!

Johannes Hansen og far havde en aftale om, at hvis den ene blev taget af tyskerne, skulle den anden straks forsvinde, og det blev aktuelt, da tyskerne begyndte at interessere sig for den nedfaldne V1-bombe og de billeder, der var blevet taget. Selve historien med V1-bomben er beskrevet andre steder.

Johannes Hansens kone ringede straks til min mor og sagde, så er det nu! Og min mor reagerede ved at kalde mig ind fra sandkassen, give mig rene sokker på, sætte mig bag på sin cykel og køre ud til Kofoed Almegaard. Som jeg husker det, havde fru Kofoed gæster, så mor og jeg blev gemt af vejen på første sal. Om aftenen kom far, mor og jeg med Bornholmerbåden til København. Den kom dog ikke til at sejle gennem Falsterbokanalen, da Johannes Hansen og hans tyske vogtere sad i kahytten ved siden af os, og den vej måtte båden ikke sejle, når der var tyskere ombord. Som jeg husker det, overnattede vi i et sommerhus i Nordsjælland et par dage. Jeg husker, at noget nær familie med jævnaldrende børn tog mig med i Tivoli den ene dag, men det var ikke nogen fornøjelse, for jeg var livræd for alle de tyske soldater, jeg så.

Bamse, der flygtede til Sverige.

Vandet smagte mærkeligt

Så gik vi ombord igen mod Rønne, og denne gang kom vi igennem Falsterbokanalen.

I den ene ende af båden kom en kutter og hentede min far og for at være sikre på, at vi ikke skulle blive opdaget og taget alle tre, blev min mor og jeg firet ned i en båd i den anden ende, og det var der, jeg hang i rebet sammen med min tro følgesvend Bamse!

Vi blev modtaget af nogle ældre damer, måske nonner, og det jeg bedst husker, er at jeg skulle børste tænder, og at vandet smagte mærkeligt. De næste dage tilbragte vi på Løderup Strandbad, som jeg tror var en slags opsamlingslejr, men ret hurtigt kom vi til Malmø, hvor vi først boede til leje hos en dame og senere fik vores egen lejlighed.

Fik tårer frem

Jeg kom i børnehave i Malmø og lærte at tale skånsk, og tit spiste vi hos Polisen (politiet), hvor danskerne kunne samles og spise.

Det var så også her, at vi igen kom sammen med Svend Aage Munck og hans kone, da de kom til Sverige. Min far fortsatte sit illegale arbejde fra Malmø, men hvordan ved jeg ikke. Bortset fra det, husker jeg også, at han brugte tid på at lære mig den norske og svenske nationalsang, den danske kunne jeg jo, men han lærte mig også første vers af ”God Save The King”, og det fik tårerne frem i øjnene på en af fars engelske kontakter, da jeg sang den for ham.

Vi boede lige ud til vandet, og den dag Shellhuset blev bombet stod vi oppe på tagterrassen og så det, men vidste jo ikke, hvad det var, vi var vidne til.

I dansk-svensk forening lærte vi hr. og fru Månsson at kende. De blev en slags bedsteforældre, og vi fejrede julen 1944 hos dem, og det var også der, vi hørte frihedsbudskabet den fjerde maj om aftenen.

Min far tog hurtigt tilbage til Danmark, og min mor og jeg samt min søster, der blev født 26. juni 1945, tog til Aalborg kort efter fødslen, og det blev der min far blev stationsleder i Aalborg Lufthavn.

Svend Aage Munck

Svend Aage Munck og hustru Aase, der skulle have været en datter fra Maglegård i Østermarie. Deres fritidshus i Bølshavn skulle være Bølshavn 62, 3740 Svaneke.

Han var idémanden bag "Liseruten", der ligesom "Laksene" hjalp flygtninge til Sverige. Han er optaget i Frihedsmuseets Modstandsdatabase, dog uden persondata.

Niels Andersen Koefoed

Niels Andersen Koefoed (1902-1963) og Addy Margrethe Koefoed (1909-2004), Store Almegaard, Knudsker.

De var aktive i netværket "Laksene".

Ny efterlysning

Den amerikanske pilot fra flyet, der havnede ved Jomfrugård i Poulsker, hed Orland T. Howard. Han har efterladt sig flere spor. Han er dels hos ægteparret Kirsten og Anker Madsen på Sandegård på Gamlegældevej i Østerlars, dels hos ægteparret Svend Aage og Aase Munck i Bølshavn. Han modtager således hjælp både fra "Laksene" og fra "Liseruten". Jeg modtager gerne oplysninger på mobil 29645133.