Laksenes flugtrute

Det er det nyeste fund i afsøgningen af viden om "Laksene" 1943-1945.

Det illegale netværk, Laksene, hjalp forfulgte til Sverige i perioden 1943-1945. Jeg har ledt efter en flugtfortælling, og har fundet to versioner af den samme flugt. Jeg kontaktede Henning Fält-Hansen i februar 2024 pr. telefon for at nedskrive hans erindringsglimt. I den videre arbejdsproces kom Henning Fält-Hansen til at huske, at han tidligere havde nedskrevet beretningen om flugten i hånden. Denne beretning fik jeg stillet til rådighed. Begge teksttyper bringer præcise detaljer om flugten, så hver tekst skal have lov til at stå, som den er fortalt og som den er nedskrevet af Henning Fält-Hansen.

I Bornholms Tidende (26.10.2024) fortalte jeg om V-1 bomben, der landede i Bodilsker. Den blev før nazisterne dukkede op observeret, fotograferet og tegnet af politiassistent Johannes Hansen og kaptajnløjtnant Hasager Christensen. Den udarbejdede rapport blev oversat til engelsk af flyveleder på Bornholms Flyveplads A/S Valdemar Lauritsen og sendt videre via Malmø til London.

Johannes Hansen var nødt til at flygte med sin familie i november 1944. Familien var på seks personer. Johannes Hansen (1901-1968), hustruen Margrethe (1899-1978), sønnen Verner (1928-1995), datteren Karen (1932-2014), sønnen Henning (født i 1933) og sønnen Jørgen Ole (født i 1937). Det er sønnen Henning, der har fortalt om flugten. Familien boede Byledsgade 59 i Rønne. Den syvende flygtning var rektor ved Rønne Statsskole, hvor Henning var elev.

I de to beretninger indgår "Laksene". Det er fyrpasser på Christiansø Jens Peter Jacobsen, vognmand i Storegade 70 i Rønne Ole Holm, skipper på "Ramona" Aksel Hansen, Christiansø, og medhjælper på "Ramona" Hilmar Frithiof, Christiansø.

Henning Fält-Hansen giver skipperen et forkert fornavn, men det forklarer jeg i en efterskrift.

Johannes Hansens frue, Margrethe Hansen, født Fält, 1942.

Erindringsglimt fortalt til Birgitte Borgen Müller Marcussen

Vi var syv flygtninge. Det var far og mor, min bror Verner, min søster Karen, mig og min yngre bror Jørgen Ole. Den syvende var rektor Dinesen fra Rønne Statsskole. Han var blevet angivet af en elev, der var søn af en bibliotekar. Min bror Verner måtte gå under jorden samtidig med far. Det var midt i 1944.

Verner blev indlogeret hos gårdejer Edvard Ipsen på Brændesgård i Ibsker. Far blev i første omgang indlogeret på Statsungdomslejren inde ved Almindingen (Bygaden 25, 3720 Aakirkeby). Han havde anlagt fuldskæg, men blev genkendt af postbuddet. Far cyklede derfor til en gård i Østerlars.

Min søster og jeg fik besked på at pakke vores tøj og aflevere det inde hos naboen, gartner Kyhn, Byledsgade 62. Det blev pakket i store kasser. Det blev kørt til Allinge af Ole Holm, der var vognmand i Storegade 70 i Rønne.

Dagen efter tog mor med toget til Allinge, hvor moster Lydia og onkel Valdemar (Larsen) boede (Nørregade 33, Allinge). Officielt var de på familiebesøg. De fik kontakt til købmand Reusch i Allinge (Købmand Fritz Reusch, Magasin du Nord, Havnegade 1, Allinge).

Jeg skulle blive i Rønne og være klar klokken 17.00 den 24. november 1944. Far kom på cykel fra Østerlars. Rektor Dinesen kom hen til Byledsgade og bar på en taske. Far gik først. Lidt senere gik rektor Dinesen. Jeg gik til sidst, også med en taske. Jeg skulle melde mig hos Ole Holm. Det gik fint. Der holdt en bil. Ole Holm havde tilgang til benzin. Den bil, der nu var der, havde en generator.

Vi kørte nordpå mod Allinge. Lige uden for Rønne ser vi en bil bag os. Far siger til chaufføren: "Drej op ad indkørslen til gården og sluk lyset". Vi kunne se, at bilen bag os blot fortsatte. Vi meldte os hos købmand Reusch. Verner kom cyklende fra Ibsker.

Klokken var blevet 19.00 og det blæste temmelig meget. Mørkelægningsgardinerne var trukket til.

Far og Jørgen Ole og jeg skulle ud på den yderste mole. Jørgen Ole blev bange, da han så, at der var bølger. Far måtte bære ham og holde ham for munden.

Vi kom ned i bådens lukaf. Reusch sagde: "70-80 meter fra os ligger "Østbornholm", der lige nu laster. Der er altid to tyske vagter. Vær helt stille."

Vi kom til Sverige med Christiansøskipperen Hansen, der havde båden "Ramona". Den havde en stærk motor, der var lydløs. Far var blevet anbefalet denne mulighed af fyrpasser Jens Peter Jacobsen på Christiansø.

Skipper Hansen startede, og vi sejlede ud. Der var fri søgang, så vi fik brug for pøsen. Vi var syv om en pøs, men den blev hentet af skipperen og tømt.

Midt i Hammervandet måtte vi ligge stille. Skipperen kom og fortalte os, at vi var nødt til at ligge stille, fordi der i nærheden var en tysk observationsbåd. De tyskere, der skulle observere, var mange gange ligeglade.

Vi sejlede fra Allinge til Simrishamn i Sverige, men sejlede direkte op mod Christiansø. Før Christiansø slog vi om og tog retningen mod Simrishamn.

Vi landede i Simrishamn ved 24-tiden og mødte straks svensk politi og svensk militær. Vi fik en fin modtagelse. Far skulle i forhør og fik ordnet alle papirer. Det gik op for mig, at den taske, som jeg havde båret, indeholdt fars tjenestepistol.

Den svenske politibetjent sørgede for at mor, Karen og Jørgen Ole kunne sove hjemme hos ham privat. Far, Verner og jeg måtte overnatte i politiets detention.

Dagen efter tog vi toget til Malmø, hvor vi blev registreret. Efter en uge tog vi til en forlægning ved Göteborg. Far meldte sig til politibrigaden. Verner, der lige var fyldt 16 år, meldte sig til den danske brigade. Derfor skulle far og Verner til Skåne. Mor, Karen, Jørgen Ole og jeg flyttede så efter jul til Skåne. Karen og Henning kom i skole i Lund. Karen boede i et pigepensionat. Jeg boede i et drengepensionat. Mor fik et job på den danske skole og fik en lejlighed i Lund.

Efter befrielsen skulle vi møde ved færgen fra Malmø til Danmark den 30.5.1945. Vi havde pakket vores tøj, men mor opdagede, at hun havde glemt en taske i lejligheden i Lund. Jeg blev udpeget til at tage tilbage til Lund. Jeg havde fået et ur af far, og stationsforstanderen lagde en præcis plan for min tur til Lund. Jeg havde 20 minutter til at komme ind i boghandelen, hvor jeg skulle have nøglen til lejligheden. Tasken stod på køkkenbordet. Jeg nåede båden til Malmø, og mor åndede lettet op.

* Rektor Ejler Dinesen, Storegade 19, Rønne

Tegning fra 22.8.1943 af V1-bomben

Erindringer skrevet af Henning Fält-Hansen, muligvis 1995

Flugten til og opholdet i Sverige 1944-11-24-1945-05-30.

Fredag aften 1944-11-23 sagde mor til Karen og mig, at vi skulle bære en hel del tøj, som hun i løbet af dagen havde lagt i bunker inde i "beststaulin" over til genboens fyrrum hvor der stod en ret stor kasse. Vi skulle bare lægge tøjet pænt på bordet ved kassen. Vi fik besked på at ingen så os i mørket når vi krydsede gaden. Da vi var færdige skulle vi bare gå i seng. Andet blev der ikke sagt.

Næste formiddag sagde mor, at hun gerne ville med toget til Allinge for at besøge vores familie og tage Jørgen Ole og Karen med. Jeg skulle bare blive hjemme indtil far ville hente mig ved 5-tiden om eftermiddagen. Han ville dukke op fra det sted, hvor han gik under jorden, mor sagde videre, at Verner der også var gået under jorden ville cykle til Allinge. Der var ingen snak om, hvad der skulle ske - andet end familiebesøg.

Kl. ca 5 dukkede far op og lidt efter kom rektor Dinesen fra Statsskolen. Det var med undren og bange anelser at vores rektor dukkede op, men der var heldigvis ikke optræk til diciplinære problemer. Far gik en runde i huset og sagde, at vi skulle kl. 18 med taxa til Allinge nede fra Storegade 62. Af hensyn til spærretide skulle vi gå hver for sig med 50 m´s mellemrum - far først - jeg til sidst med en mappe, som far gav mig. Jeg blev skarpt indprentet, at jeg uanset hvad der eventuelt skete undervejs bare skulle gå videre til Storegade 62 og banke på.

Heldigvis skete der intet i den fuldstændigt mørkelagte aften.

Vi satte os straks ind i en allerede opstartet generator-bil og turen gik mod Allinge.

Lidt nord for Rønne siger chauføren at der kom en bil- også med nedblændede lygte - bag os. Da den stadig var der, da vi var kommet nord for afkørslen til Nyker, bad far chauføren om at køre ind på vejen til Bukkegård og slukke lysene, således at vi ikke kunne ses fra landevejen.

Heldigvis kørte bilen videre og vi kunne ånde lettede op, og var snart efter i Allinge, hvor vi gjorde holdt i en af de små gader ned til havnen. Her bankede vi på hos købmand Reuss, hvor mor, Karen, Jørgen Ole og Verner allerede var ankommet. Far sagde med det samme, at vi skulle til Sverige med en fiskekutter. Det var jo noget af et chok for os børn, og vi fik lige tid til et toiletbesøg før vi skulle af sted. Fra et kvistvindue på 2. sal fik vi anvist, at kutteren lå på spidsen af ydermolen lige ud mod udsejlingen.

Da rutebåden "Carl" lå lige ovenfor ved pakhuset, hvor der under tysk kontrol blev lastet gods og passagerer skulle vi være absolut stille.

Rektor og mor gik førs - derefter Verner og Karen og til slut far Jørgen Ole og jeg. Da vi kom ud på ydermole blev Jørgen Ole (7 år) urolig og begyndte at græde, så far måtte tage ham på armen og holde ham for munden og løbe det sidste stykke hen til kutteren - heldigvis uden problemer, og snart efter var vi alle under dæk i det lille lukaf i kutterens stævn.

Skipper Chr. Hansen fra Christiansø lagde straks fra og styrede "Ramona" ud i indsejlingen, hvor vi straks kunne mærke hvordan det blæste, og det varede ikke længe før far måtte op på dækket for at hente en spand, der måtte gå på omgang.

Det var ikke alene den efterhånden dårlige luft i det snævre lukaf og søgangen men også spændingen, der gjorde sit til at vi var dårlige.

For ikke at påkalde sig opmærksomheden lagde skipper kursen ud mod Christiansø. Efter ca. ½ times sejlads blev kursen så lagt mod Simrishamn efter yderligere ½ time kom Chr. Hansen´s hjælper og sagde, at man havde mistanke om at en tysk patruljebåd var i nærheden. Skipper standsede kutteren og de danske nationalitetsmærker og numre blev udskiftet med svenske ligesom "Ramona" pludselig kom til at hedde et svensk navn.

I den næste times tid kom hjælperen en gang imellem og sagde, at kysten endnu ikke er helt klar. Men pludselig starte de, og vi åndede lettede op. Nu var forholdende nede i lukafet heller ikke spor morsomme. Endelig - efter ca 4 timer i oprørt Hammervand - kunne vi mærke at vandet blev roligere - vi var kommet i læ af Sverige.

Det varede ikke længe, så kom hjælperen og sagde, at vi godt kunne komme op på dækket. Det var en helt specielt oplevelse vi var frie - masser af frisk luft efter de 4 timers ophold under dæk, men det mest imponerende var dog det lyshav, der mødte os.

Forude dukkede en svensk patruljebåd op, og der blev på bredt skånsk prajet "Âr det du - Christian". Ja, det var det da. "Välkomna til Sverige."

Da vi lagde til kaj inde i havnen blev vi budt velkommen af politi hvis leder Emanuelson var en meget rar mand som min far var i forbindelse med lige til sin død.

Selvom klokken efterhånden var blevet langt over midnat, blev registreret, der var forhør og far måtte deponere sin pistol, der til forbavselse for mig var pakket ned i den mappe jeg havde båret rundt på i Rønne

Da alt det officielle endelig var overstået, blev mor, Karen og Jørgen Ole inviteret med hjem til fru Emanuelson, hvorimod far, rektor Verner og jeg blev tilbudt plads i detentionen.

Næste morgen - søndag den 25-11-1944 skulle vi med tog til Malmø for yderligere registreringer og andet papirarbejde. Det blev til en rørende afsked med familien Emanuelson. Noget af det sidste Emanuelson sagde : "Ni måste aldrig lida på en svensk." Da der var mange sympatisører med nasisterne, der måske kunne rapportere til Danmark, såfremt man kom til at tale over sig.

Opholdet i Malmø varede 3 dag, hvor vi oplevede mange spænde ting. Her var bananer, appelsiner og chokolade i overflod. Sengetøjet var af papir og vi skulle ved middagsbordet på restauranterne skrælle vores egne kartofler, det var vi jo ikke vant til.

Næste station blev så Björboholm, et ganske lille samfund ca 30 km nordøst for Göteborg ved søen Mjörn. (Detaljer om opholdet i Sverige er her udeladt.)

Efterskrift

Fra den svenske paruljebåd bliver der spurgt: "Âr det du - Christian". Ja, det var det da. "Välkomna til Sverige."

Jeg har spurgt til tiltaleformer og omtaleformer inden for søfart. Det er ganske almindeligt, at en person omtales og tiltales ved navnet på hjemstavnen. En person fra Christiansø, vil så kunne blive tiltalt som "Christiansø". Svenskerne lægger trykket på første stavelse, så det er en mulighed, at der er blevet spurgt: "Er det dig Christiansø ?" hvor ø-et bogstaveligt et druknet i mørket og i den anspændte tilstand.

For at få navnestoffet helt præcist har jeg fået arkivet i Simrishamn til at fremskaffe data.

Hennin Fält-Hansens yngre bror Jørgen-Ole kan bekræfte arkivets oplysninger.

Der er tale om første poliskonstapel Emanuel Mårtensson og hans hustru Iris Sanne Elvira, de boede i Yngve Östbergsväg 23 B i Simrishamn.